Hvordan kan sundhedsvæsenet overleve med en aldrende befolkning?

Læger beskriver det som en tsunami – en bølge af behandlingskrævende ældre, der skyller ind over sundhedsvæsenet. Men en bølge har en top og ruller af igen. Antallet af ældre vil blive ved med at stige de næste 30 år og forventes først at toppe i 2057.

Set fra behandlingsvæsenets side er det en kæmpe udfordring.

Selv om vi generelt lever længere, og meget tyder på, at vi også lever sundere, så får vi også flere år med sygdom i den sidste del af livet.

Man skulle måske tro, at sundere ældre ville være billigere for sundhedsvæsenet, men nyere forskning viser, at sådan hænger det ikke sammen. Flere leveår betyder både flere år uden sygdom og flere år med sygdom. Fra 65-års-alderen og op er der en generel øget efterspørgsel på sundhedsydelser, viser en undersøgelse om fremtidens sundhedsudgifter fra VIVE, Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Sundhedsudgifterne til de 65-90-årige er steget hurtigere end til resten af befolkningen de seneste ti år – og faktisk har de ældste borgere lagt beslag på stort set alle de ekstra ressourcer, som hen over de samme ti år er blevet tilført sundhedsvæsenet.

Samtidig bliver der færre yngre årgange til at betale for velfærden og arbejde i sundhedsvæsenet.

Vi ser ind i et stort samfundsmæssigt problem, forklarer Karsten Vrangbæk, professor i sundhedspolitik på Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i aldring, sundhedsøkonomi og pensionspolitik.

”Vi skal tilpasse velfærdsstaten til en aldrende befolkning. Det kræver ændringer på mange forskellige områder, og det kræver brede samarbejder – også væsentligt bredere end det, der blev lagt op til i forarbejdet til en ny ældrelov i efteråret. Mange forskellige politikområder skal spille sammen. Der er brug for en national strategi for fremtidens sundhed,” påpeger han.

De store generationer af ældre, den længere middellevetid og det pressede sundhedsvæsen udgør tilsammen en giftig trekant, der vil få betydning for hver enkelt af os: For hvordan kommer vi til at opfatte alderdommen? Hvilke forventninger kan vi med rette stille til den tredje alder – og til den fjerde, altså når vi bliver virkelig gamle? Udviklingen vil få betydning for, hvad vi som samfund skal prioritere for at have et bare nogenlunde velfungerende velfærdssystem.

De sidste fem år er de dyreste

Vi lever i længere tid. Alene i perioden fra 2000/2001 til 2020/2021, altså over 20 år, steg middellevetiden ifølge Danmarks Statistik for mænd med godt fem år fra 74,5 til 79,6 år og for kvinder med godt fire år fra 79,2 til 83,4 år.

Et langt liv er selvfølgelig dejligt for den enkelte, men det betyder også, at vi hver især trækker på sundhedsvæsenet i flere år. Når vi bliver ældre, går vi mere til lægen, vi bliver hyppigere brugere af hospitaler og kommunal pleje.

Særligt i de sidste fem år af livet er vi dyre, viser rapporten om Fremtidens Sundhedsudgifter. Og det handler ikke ’bare’ om, at flere får udgiftstunge sygdomme som kræft eller hjertesygdom. Det er den samlede mængde af sundhedsydelser, der øges – blandt andet fordi nogle sygdomme er aldersrelaterede.

Hvilke sygdomme er dyrest? Det kommer an på, om man ser på menneskers trivsel eller på penge (Se også: Danskernes sygdomme: Hvad er dyrt og hvad er dødeligt). Talt i ’tabte sunde leveår’ er det især lænderyglidelser, hjertesygdom, KOL, lungekræft og apopleksi, der koster. Men tager vi de økonomibevidste briller på, er de mest udgiftstunge lidelser skizofreni, gigt, apopleksi, diabetes og hjertesygdom. Nogle sygdomme er altså både dyre i tabte leveår og i penge.

”Forebyggelse bliver endnu mere vigtigt i årene, der kommer. Mange af de her lidelser kan faktisk forebygges, til gavn for både den enkelte og for samfundsøkonomien. Men forebyggelse tager tid, og det kan være vanskeligt at måle effekten af brede indsatser, der kører over mange år. Så det er et område, der kalder på politisk mod og handlekraft,” siger Karsten Vrangbæk.

Læs også: Vi kommer til at tage et mere fælles ansvar for forebyggelse

Sæt ind mod uligheden

I sidste kvartal af 2022 var der ifølge Danmarks Statistik 302.000 danskere på 80 år og derover. I 2030 ventes der at være 426.000. Det er en voldsom stigning, 41 pct. på bare otte år! Stigningen skyldes dels, at den store efterkrigsgeneration er blevet gamle, og dels at den forventede middellevetid er steget. (Se kurverne: Så mange flere ældre bliver vi)

Men der er en skævhed i, hvem der dør tidligt, og hvem der får lange liv uden så meget sygdom. De grupper, der har de korteste uddannelser eller slet ingen, bliver mere syge og dør gennemsnitligt ca. 6 år tidligere end dem, der har længere uddannelser.

”Det er væsentligt, at vi får adresseret uligheden i sundhed i de forebyggelsesstrategier, der bliver rullet ud i fremtiden. Både når det gælder menneskers trivsel og økonomi, er det relevant at se på, om vi kan ’skubbe kurven’, så færre i den belastede ende får sygdomme, bliver multisyge og dør tidligt. Det er en stor udfordring, og vi har ikke svarene endnu, for lige nu stiger uligheden,” forklarer Karsten Vrangbæk.

De, der dør tidligt, udgør – kynisk set – ikke det store problem for sundhedsvæsenet, hvis blot de ikke har haft lange sygdomsforløb eller intensive forløb i den sidste ende. Set med økonomiske briller er mennesker, der dør hurtigt, som regel billige.

Men typisk har de dårligst uddannede netop flere år med sygdom end personer med længere uddannelser, og de har ofte sværere ved at håndtere sygdommene. Så kan der komme flere akutte kontakter til sundhedsvæsenet og flere komplikationer, der kan være kostbare for samfundet og byrdefulde for den enkelte.

Læs også: Danskernes sundhed er skævt fordelt og Vi kan komme ulighed i sundhed til livs – hvis vi vil.

Mangel på data er en udfordring

Når fremtidens strategier skal lægges for, hvordan vi skal arbejde med sundhed og håndtere den meget store bølge af ældre, er det væsentligt at kende til udgifterne på området. Men her ligger en udfordring, for data fra det nære sundhedsvæsen, det vil sige de praktiserende læger og kommunerne, opgøres på andre måder end data fra regionerne, der står for hospitaler, særlige behandlingstilbud mv.

Vi har ret godt styr på, hvad hospitalsindlæggelser og -behandlinger koster. Men de borgere, der er syge uden for hospitalerne, kender vi ikke prisen på.

Vi har heller ikke tilstrækkelige data om, hvor mange kronikere, der er i Danmark, og hvad kroniske sygdomme koster. Mindst hver tredje dansker lever med en kronisk eller langvarig sygdom, og især hos ældre er der mange, der har flere kroniske sygdomme samtidig. Men uden et godt datagrundlag kan det være svært at skabe god forebyggelse, påpeger Karsten Vrangbæk.

”De mange ældre patienter betyder, at der stilles større krav til de praktiserende læger og til kommunerne. Jeg tror, vi kommer til at opprioritere deres indsats og evne til at håndtere de ældre. Her skal arbejdes mere datadrevet, og så skal der arbejdes med overgange mellem sektorerne, altså mellem privatpraktiserende læger, kommuner og regioner,” siger han.

Han tilføjer, at der også er brug for større lægefaglighed omkring ældre patienter – noget, der med fordel kunne indarbejdes i lægeuddannelserne.

En af fremtidens løsninger er, at stadigt flere behandlinger bliver digitaliseret og foregår ambulant. Det har medført, at antallet af indlæggelser for især de ældste patienter er faldet markant. Ifølge en analyse, som KL’s nyhedsbrev Momentum har foretaget, faldt antallet af indlæggelsesdage for de over 80-årige med mere end 27 pct. fra 2009 til 2018. En stor del af forklaringen er, at en større del af behandlingerne nu foregår i eget hjem.

Ukendt medicinsk cocktaileffekt

En anden udfordring for fremtidens sundhed er cocktaileffekten – eller polyfarmaci, som det hedder på lægesprog. Den er formentlig allerede nu dyr for sundhedsvæsenet:

”Vi ved ikke nok om, hvordan de forskellige typer af medicin mod de mest gængse sygdomme påvirker hinanden,” forklarer Karsten Vrangbæk.

”Ofte har ældre flere samtidige sundhedsproblemer. Det kan være diabetes, hjertekomplikationer og problemer med bevægeapparatet på én gang. Så de får medikamenter mod det hele. Men hvordan medikamenterne påvirker hinanden, og hvilke bivirkninger det giver, når de tages samtidig – det er der forsket for lidt i.”

Lægemidler gennemgår hver for sig lange testforløb, men det er kompliceret at teste kombinationen af flere medikamenter. Alene det at finde testpersoner, der lider af de samme tre sygdomme og tager de samme tre medikamenter, er en udfordring.

”Vi må have et mål om at medicinere mindre og klogere. Men det kræver viden,” siger Karsten Vrangbæk.

Mindre arbejde og mere fleksibelt

Karsten Vrangbæks forskningsgruppe undersøger blandt andet, hvordan ældre kan blive på arbejdsmarkedet i længere tid. Det bliver der samfundsøkonomisk brug for, og det vil være et godt supplement til andre tiltag for at øge arbejdsudbuddet, mener han.

”Faktisk vil mange ældre gerne fortsætte med at arbejde ud over folkepensionsalderen, hvis det kan ske på fleksible, tilpassede vilkår. Det er en klar tendens i mange europæiske lande. Arbejdsgiverne skal geare arbejdspladserne til at kunne holde på de ældre medarbejdere, og det bliver vigtigt at arbejde imod aldersdiskrimination og indføre en høj grad af fleksibilitet,” påpeger han.

Og her kan vi søge inspiration i de andre nordiske lande. Sverige, Norge, Finland er lykkedes med at få ældre til at fortsætte med at arbejde længere, blandt andet via favorable beskatningsordninger. For eksempel kan man godt have et deltidsarbejde og alligevel få udbetalt pension i de andre nordiske lande.

”Der er også noget kulturelt i det,” forklarer Karsten Vrangbæk. ”I de andre nordiske lande er der en anden forståelse af, at det er godt at fortsætte med at arbejde, og man opfordrer borgene til det. Det har traditionelt været usædvanligt i Danmark. Vi lavede en efterlønsordning i stedet - med det mål at få flere unge ind på arbejdsmarkedet.”

”Det kræver brede samarbejder at ændre arbejdsmarkedet, så der er plads til, at ældre kan få en mere glidende overgang fra aktiv lønmodtager til pensionist. Lovgivning, overenskomster, pensionsregler og meget andet skal spille med,” påpeger han.

Ældre skal hjælpe hinanden

De store ændringer i befolkningen, som vi kan se frem til, kommer ikke blot til at betyde, at gadebilledet ændres. Vi kommer også til at ændre vores forventninger til den tredje og den fjerde alder.

”Hidtil har vi mest set alderdommen som en tid med ro og afslapning. Men mange vil være forholdsvis rørige op i en høj alder, og de vil være vant til at stille krav og indgå i dialoger med bl.a. det offentlige. Alderdommen vil blive en mere aktiv periode i livet,” siger Karsten Vrangbæk.

Ældre vil skulle arbejde i flere år, end vi ser nu, og det vil være væsentligt både for dem selv og for samfundet, at de dyrker motion, så de kan holde kroppen nogenlunde fri for skavanker og fortsætte med at være selvhjulpne så længe som muligt.

Der bliver også brug for, at ældre i endnu højere grad end i dag indgår i frivilligt arbejde og løser forskellige opgaver for hinanden, for eksempel som besøgsvenner. Ensomhed kan man blive syg af – og psykisk sygdom er underbelyst hos ældre. (Se også: Ensomheden spreder sig – og det har store menneskelige konsekvenser)

”Det offentlige kan facilitere og understøtte nogle typer af netværk, og der kan laves kulturtilbud, der er rettet mod ældre. Men der bliver også en stor opgave for civilsamfundet i at skabe fællesskaber for ældre dér, hvor de bor,” siger Karsten Vrangbæk.

”De mange ældre må hjælpe hinanden, for der vil ikke være så mange i de yngre årgange til at gøre det.”