Kræft, hjertekarsygdom, diabetes og andre store folkesygdomme er årsag til mange indlæggelser på hospitalerne og skyld i mange dødsfald. Det presser hospitalerne – og dermed er forebyggelse en vigtig nøgle til fremtidens sundhed.
Udviklingen går i en retning med mange flere ældre, flere kronikere og flere med multisygdom, det vil sige at de har flere sygdomme på en gang. Samtidig bliver der færre yngre årgange til at betale for sundhedsvæsenet og til at arbejde i det.
Så det er afgørende vigtigt, at vi ikke venter med at sætte ind, til folk er blevet syge, men derimod forsøger at undgå, at de bliver syge. Forebyggelse er en af fremtidens store udfordringer, og alle kommuner og regioner arbejder med området i en eller anden grad.
Men hvordan gør vi? I hvor høj grad skal ansvaret for at forebygge sygdomme være op til den enkelte, og i hvor høj grad skal det være et fælles ansvar?
Sygdom og lidelse er meget ulige fordelt: 10 pct. af borgerne i Danmark står for 77 pct. af alle indlæggelser på hospitalerne, viser en opgørelse fra Rockwool Fonden i 2020. Vi har den største ulighed i sundhed i Vesteuropa. Personer med kort uddannelse er mere syge og dør seks år tidligere end personer med længere uddannelse. (Læs mere i artiklen: Danskernes sundhed er skævt fordelt.)
Professor i sundhedsøkonomi Jørgen Trankjær Lauridsen peger på, at hvis vi kan skubbe sundheden bare lidt i den rigtige retning hos dem med færrest ressourcer, så vil det få stor samfundsøkonomisk betydning.
”Vi skal ramme befolkningen dér, hvor den færdes i hverdagen, med sundhedstiltag - altså blandt andet på arbejdspladserne, på bosteder og på psykiatriske hospitaler. Det har stor effekt at give sundheden et løft hos dem, dem, der har det dårligst. Det kan bestemt betale sig at investere mere i forebyggelse,” siger han.
Ikke kun sundhedsvæsenets opgave
Uligheden i sundhed er så stor og så dyr for samfundet, at det bliver nødvendigt, at vi i højere grad tager et fælles ansvar for forebyggelse, påpeger Jørgen Trankjær Lauridsen og to forskere i forebyggelse: Helle Terkildsen Maindal, professor i sundhedsfremme fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, og Morten Hulvej Rod, professor og sundhedsfremmechef på Steno Diabetes Center Copenhagen under Region Hovedstaden. Helle Terkildsen Maindal siger:
”Det er nødvendigt, at samfundet, og ikke blot befolkningen selv, tager ansvar for, at vi kan træffe sunde valg. Ellers efterlader vi de mennesker, der har færrest ressourcer, til at klare sig selv – og så ser vi ind i en fremtid med endnu større ulighed i sundhed og meget store sundhedsudgifter. Derfor må alle samfundets aktører - arbejdspladser, medier, uddannelser, organisationer og erhvervsliv - arbejde med på den opgave.”
Morten Hulvej Rod peger på, at forebyggelse skal ses i et større perspektiv:
”Vi skal dybere ned i, hvad der former den måde, vi lever på. Hvad er de dybereliggende årsager til, at en lille gruppe mennesker er langt hårdere ramt af sygdom og tidlig død end andre? Det er dér, vi skal sætte ind,” mener han.
De sygdomme og lidelser, der især fylder sengene på hospitalerne, er ikke smitsomme. De fleste er knyttet til vores livsstil: Kræft, hjertekarsygdomme, diabetes, fedme og visse mentale sygdomme, der f.eks. kommer af stress. (Læs også: Danskernes sygdomme: Hvad er dyrt, og hvad er dødeligt).
Derfor skal forebyggelsen også foregå i hverdagen, mener Helle Terkildsen Maindal. Hun peger på, at partnerskaber ofte er en politisk mere farbar vej end decideret regulering – selv om indsatsen mod rygning har vist, at regulering virker.
Partnerskaber kan gøre sunde valg lette
Ifølge Helle Terkildsen Maindal skal vi altså have bedre muligheder for at gøre hverdagslivet sundere. De gode råd kender vi: Flere grøntsager og mindre fedt, mere motion, ingen rygning og mindre alkohol. Og så skal vi lade være med at blive stressede, selv om dét er nemmere sagt end gjort – og vi skal prioritere venskaber og fællesskaber, så vi ikke bliver ensomme. God søvn er også vigtig. Det kan være en udfordring at få det hele med.
Derfor handler fremtidens forebyggelse ikke blot om at skabe motivation hos den enkelte, men nok så meget om at vi får bedre rammer for at leve sundt. Og her bliver partnerskaber vigtige.
For eksempel kan boligselskaber, skoler, daginstitutioner og foreninger arbejde sammen om at gøre det lettere at få mere bevægelse og sundere madvaner ind i både børns og voksnes hverdag. Nogle boligområder har boligsociale viceværter, der har til opgave at skabe fællesskaber mellem beboerne. Her er det oplagt også at tænke sundheden ind, påpeger Helle Terkildsen Maindal.
”Vi skal guide til, at familierne kan træffe sundere valg. Det betyder, at udeområder skal indrettes, så det er trygt og rart at lege der, for vi bevæger os mere udenfor. Der skal være cykelstier, supermarkederne skal overveje, hvor de placerer de sunde og de usunde varer, og i idrætshaller skal der være mulighed for at købe sund mad til billige penge. Sundheden skal tænkes ind alle steder, for sundhed er noget helt grundlæggende for os. Uden sundhed kan vi ikke lære og ikke arbejde,” siger hun.
De fleste kommuner er i fuld gang med at etablere partnerskaber for at skabe bedre forebyggelse, men der kan gøres meget mere, vurderer Helle Terkildsen Maindal.
Jørgen Trankjær Lauridsen, professor i sundhedsøkonomi, peger på, at der især skal større fokus på de socialt udsatte borgere.
”Udsatte borgere, der ikke har uddannelse og ikke har et job, er dyre for kommunerne. De vælger helt systematisk screeninger fra – når regionerne screener for tarmkræft eller brystkræft i bestemte aldersgrupper, dukker disse borgere ikke op. Mange udsatte har komplekse, dybtgående diagnoser, men de bliver diagnosticeret senere, og de kommer senere i behandling end andre. Så når de kommer med kræft, diabetes eller hjertekarsygdom, er deres tilstand mere fremskreden og sværere at behandle,” siger han.
Han foreslår, at psykiatrien får midler til og mulighed for at arbejde med patienternes sundhed, når behandlingen af den psykiatriske sygdom er godt i gang. Psykiatriske patienter dør 15-20 år tidligere end andre, fordi de er i større risiko for at udvikle andre sygdomme. Faktisk får halvdelen af psykiatriske patienter andre diagnoser inden for 10 år, viser et nyt studie fra Københavns Universitet.
Vi skal hjælpe hinanden mere
På hospitaler og i kommunale tilbud er det langt hen ad vejen uddannede sundhedsprofessionelle, der står for forebyggelsestiltagene. Men i andre dele af samfundet behøver det ikke at være sådan. I foreninger arbejder mange frivillige med at tilbyde sport og motion, og rundt om på mange af landets arbejdspladser har medarbejdere sat gang i styrketræning, yoga eller andet for kollegerne.
Lærere, pædagoger, halinspektører, erhvervsledere og andre har en vigtig opgave i at tænke sundheden ind i folks hverdag, påpeger Helle Terkildsen Maindal.
”Vi skal være bedre til at hjælpe hinanden med at leve sundere. For eksempel kan ressourcestærke ældre give en hjælpende hånd til pressede unge børnefamilier,” foreslår hun.
Et andet konkret forslag er, at der indføres sundhedsvejledere i gymnasierne. Voksne, der kan lægge øre og hjerte til unges bekymringer og hjælpe dem med at få en bedre mental trivsel. Samtidig kan gymnasierne servere mere sund mad i kantinen og arbejde med at få bevægelse ind i skoledagen.
Hvordan skabes en forandring?
For de fleste, der vil leve sundere, er udfordringen ikke mangel på viden – vi ved godt, hvad der skal til. Udfordringen er at tage et initiativ og faktisk ændre den måde, vi lever på. For det kræver en særlig kraft at springe på cyklen og cykle til arbejde, hvis bilen holder i garagen eller bussen går lige uden for gadedøren.
Eksperterne bruger to begreber om det: Health literacy, sundhedsdannelse eller sundhedskompetencer, og empowerment, styrken til at handle selv.
At have sundhedskompetencer handler om, at man forstår at tilegne sig og anvende information om sundhed. Man kan altså kunne finde frem til viden og forstå, hvad den viden betyder i hverdagslivet. Det kan være en udfordring for især dem, der gik ud af grundskolen.
Empowerment og handlekompetence er forudsætninger for at skabe en ændring i hverdagen. En informationsfolder fra Sundhedsstyrelsen ændrer ikke noget i sig selv.
”Hvis man gerne vil spise mindre færdiglavet mad og lave mere mad selv, så kræver det erfaringer. Man skal have en selleri i hænderne for at vide, hvordan sådan en ser ud, hvordan den renses, og hvordan den smager, hvis den koges og moses i kartoffelmosen. Det kalder vi maddannelse,” forklarer Helle Terkildsen Maindal.
I hendes optik skal man overveje at tænke sundhed ind i alle politikområder. For eksempel kan det være en mulighed at indføre sund skolemad til alle elever i grundskolen. Kvaliteten af madpakkerne afspejler nemlig ressourcerne i hjemmet hvad angår sundhed.
Mors sundhed går i arv til barnet
En sund livsstil grundlægges tidligt. Faktisk bliver barnet påvirket af moderens levevis, allerede inden det er født, viser ny forskning i epigenetik. Barnet programmeres til en særlig sundhedsprofil. Hvis moderen for eksempel får diabetes under graviditeten, er der stor risiko for, at barnet også får det på et tidspunkt i livet.
Helle Terkildsen Maindals forskningsgruppe har særligt fokus på den helt tidlige sundhedsindsats. Omkring graviditeten er der nemlig et åbent vindue for forandringer – her etablerer familierne ofte nye vaner. Så det er et godt tidspunkt at præsentere sunde valg.
Vi bør i det hele taget være mere opmærksomme på de unge familiers trivsel, mener Helle Terkildsen Maindal.
”Vi kan vælge at flytte penge fra for eksempel forebyggelse af hjertekarsygdom blandt ældre til at skabe bedre sundhed og forebygge sygdomme tidligere i livet, f.eks. blandt de 20-35-årige. Mange unge i dag er stressede, også når de får børn. Vi har ikke det fulde overblik over, hvordan det påvirker børnene, men vi kan se, at barnets disponeringer i langt højere grad hænger sammen med moderens livsstil, end vi troede tidligere,” siger hun.
Sæt fokus på det, der ligger bag
Bag en usund livsstil med for fed mad, for mange smøger og et nedslidende job er der altid nogle bredere sociale faktorer i spil. Det er her, vi skal sætte ind for at rette op på den skæve sundhed og for at sætte turbo under den forebyggelse, der er så akut vigtig for det pressede sundhedsvæsen, påpeger professor og sundhedsfremmechef Morten Hulvej Rod fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
”Vi skal mere i dybden; hvad er det grundlæggende, der former den måde, vi lever på? Det er ikke nok at sætte ind overfor fedme eller mangel på søvn, for billedet er sjældent entydigt. En del af dem, der får diabetes, har ofte også problemer med søvn, de bevæger sig for lidt, og de føler sig måske også stressede,” siger han.
”Så vi skal gå nogle skridt tilbage i årsagskæden og se på: Hvilken betydning har vores uddannelsespolitik for sundheden? Vores beskæftigelsespolitik? Boligpolitik? Integrationspolitik? Afgifter og moms? Hvad kan der gøres på et politisk niveau, og i lokalsamfundet, i familierne, og hvordan kan vi styrke det enkelte menneskes muligheder for at ændre levevis?”
En systemforandrende tilgang, kalder han det – fordi det grundlæggende handler om, hvordan vores samfund fungerer. Hvad skal for eksempel regulere, hvad vi lægger i kurven i supermarkedet?
Så længe fede færdigretter er billigere end gode råvarer og i øvrigt også hurtigere og lettere at tilberede, er det svært at skabe en ændring i madvanerne hos den gruppe, der har færrest penge og de svageste sundhedskompetencer.
”I dag er indkøbsmulighederne styret af profit og kommercielle interesser, og det er ikke befordrende for folkesundheden. Vi kan lave nok så store sundhedsindsatser, men her er større kræfter i spil, nemlig markedet. Måske skal der regulering til,” forklarer han.
Den systemforandrende tilgang går ud på at samle aktørerne på området og undersøge, hvilke muligheder der er for at skabe ændringer.
Det har man for eksempel gjort i Amsterdam med det formål at reducere børneovervægt. Indsatsen foregår over 15 år frem til 2030. Boligselskaber i udsatte områder, private virksomheder og en lang række andre parter er med i en samlet indsats. Den har ganske vist ikke for alvor givet resultat endnu – og det bliver også en udfordring at måle, hvad en eventuel nedgang i børneovervægten egentlig skyldes. Men indsatsen giver et bredt øget fokus på sundhed, fortæller Morten Hulvej Rod.
Herhjemme har Steno Diabetes Center Copenhagen blandt andet sat gang i en indsats over for erhvervsuddannelserne. Her er elevernes sundhed væsentligt ringere end på gymnasierne. Skolernes ledelser, lærere og elever er involveret, og samarbejdet har bl.a. ført til, at der arbejdes med sundhed på de enkelte uddannelsessteder på nogle måder, der giver mening netop der – for ejerskabet er vigtigt.
”Næste skridt bliver at få praktikstederne med i indsatsen. Den enkelte tømrer- eller murervirksomhed skal ikke nødvendigvis lave deciderede sundhedstiltag, men de skal skabe en kultur og nogle rammer, hvor der for eksempel er mulighed for at spise en sund frokost i løbet af arbejdsdagen,” siger Morten Hulvej Rod.
Han påpeger, at meget kan ændres ved at sætte fokus på kulturen. For eksempel drikkes der nu næsten ikke alkohol på arbejdspladserne mere.
Tre udfordringer – mindst
Der skal altså brede indsatser til, hvis danskerne skal have en bedre sundhed – og dermed hver især have flere år uden sygdom til sidst i livet. Men der er mindst tre store udfordringer, påpeger Morten Hulvej Rod.
For det første kræver forebyggelse tid. Betydeligt mere end de fire år, som kommunal- og landspolitikere typisk kan se ud i fremtiden og afsætte penge til. I Amsterdam strækker indsatsen mod børneovervægt sig over 15 år.
For det andet er forebyggelse kommunernes ansvar. Men de kommunale budgetter er pressede, og dermed bliver det vanskeligt at afsætte penge til store forebyggelsesindsatser, der måske først bærer frugt om 10-20 år eller mere. Afkastet af en indsats kommer først mange år senere.
”Kommunerne har mulighederne, for de har kontakt med borgerne gennem alle livets faser. Men forebyggelse drukner i hårde budgetforhandlinger,” siger Morten Hulvej Rod.
For det tredje kræver det et stærkt politisk lederskab at sætte ind med den brede, langsigtede forebyggelse, der rent faktisk kan flytte noget. Undervejs i en indsats, der foregår over mange år, vil man typisk justere og udvikle de tiltag, der bliver gjort, og for forskere kan det være nærmest umuligt at fremlægge hårdtslående evidens for, hvad det så egentlig var, der gav resultater.
Alligevel er Morten Hulvej Rod forsigtigt optimistisk:
”Der er en bevægelse i gang, hvor kommunerne og sundhedsmyndighederne bevæger sig væk fra at have fokus på enkeltfaktorer som søvn eller motion, og i stedet tænker flere faktorer sammen, fordi de påvirker hinanden. Det er den vej, vi skal,” siger han.
”Jeg håber, at den nye regering vil sætte langsigtet forebyggelse på dagsordenen i højere grad, end den gamle regering gjorde. Nu ser vi pressede akutafdelinger, der må holde lukket for patienter ind imellem, og medicinske afdelinger, der næsten er ved at bukke under. Det kunne have været afhjulpet, hvis vi havde arbejdet mere med forebyggelse.”