Tro, håb og mening fører til et sundere liv

Helbrede – Lindre – Trøste.

Sådan stod der over porten til det gamle Amtssygehus i Aarhus. At helbrede og lindre er vi gode til i det danske sundhedsvæsen, men at trøste? Omsorg udløser ikke taxametertilskud i sundhedsvæsenet. Det er ikke sat i system, men afhænger som regel af tid og overskud hos den enkelte sygeplejerske, læge eller sosu-assistent.

Og det er ærgerligt, mener professor i åndelig omsorg Niels Christian Hvidt fra Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. Her leder han en forskningsgruppe om eksistentiel og åndelig omsorg i sundhedsvæsenet.

Tro, håb og oplevelsen af mening i livet højner livskvaliteten og oplevelsen af lykke. Og selve troen og dét, der følger med, afstedkommer direkte et bedre helbred, viser forskningen.

Mennesker, der lever med tro som en integreret del af hverdagen, bliver mindre syge end andre. Hvis de bliver syge, kommer de sig hurtigere, og de lever længere. De har flere ressourcer til at håndtere sygdomskriser. Tillid til omverdenen, måske til at en gud holder hånden over én, eller til at lægen er dygtig og behandlingen er den rette, afspejler sig i en bedre sundhed.

Men den viden tager vi ikke konsekvensen af, fortæller Niels Christian Hvidt:

”Vi er enormt teknologi- og handlingsorienterede i sundhedsvæsenet, og det resulterer i effektive behandlinger og reddede liv. Men vi har mistet fokus på noget andet, der også er væsentligt, nemlig det åndelige. Især ved alvorlig sygdom er der et enormt behov for samtaler om patienternes eksistentielle overvejelser, for eksempel om hvilke værdier der er vigtige i livet, og hvilke tanker, vi gør os om døden. Men det er tabu for os. Vi er i fare for at blive åndelige analfabeter,” siger han.

I takt med, at digitaliseringen fører til kortere indlæggelser og flere ambulante behandlinger, bliver der endnu mindre tid til de vigtige samtaler. Patienterne holder deres overvejelser for sig selv, for de oplever, at de pålægger det travle personale en ubehagelig opgave, hvis de begynder at tale om for eksempel døden, forklarer han.

”Der er et klart defineret og solidt forskningsmæssigt påvist behov for samtaler om åndelige og eksistentielle emner i sundhedsvæsenet. Det er emner, vi alle kan relatere til – alle har prøvet at miste. Det påvirker sundheden og behandlingen positivt, når man tager fat i de eksistentielle samtaler. Men opgaven er hjemløs – den bliver ikke grebet, og vi har ikke en gangbar løsning på, hvad vi skal gøre,” påpeger han.

Sundhedsvæsenet har tidligere taget livtag med dybt indgroede tabuer. Dengang handlede det om patienters seksuelle udfordringer. Løsningen var en kommunikationsmodel (PLISSIT-modellen), der sikrede, at der blev arbejdet struktureret med feltet, og at emnet blev aftabuiseret. Det kunne man gøre igen på det åndelige område, mener han.

Etisk Råd udgav i foråret 2022 redegørelsen Omsorg i Sundhedsvæsenet. Her peger Rådet på, at omsorg bør være en integreret del af enhver behandling, og at det er ledelsens ansvar at sørge for, at det sker. Det indebærer, påpeger Rådet, at sundhedsprofessionelle kan rumme og hjælpe med at forløse eksistentielle situationer og ikke negligerer dem eller taler dem ned.

Tro giver et løft til helbredet

Når troen påvirker sundheden, skyldes det ofte, at troen fører til en livsstil med mindre alkohol og mindre røg. Den danske religionskohorte, der er baseret på ca. 11.800 syvendedagsadventister og baptister, som er blevet fulgt siden 2004, viser, at troen fører til meget klare sundhedseffekter:

De troende mænd har i forhold til mænd i den øvrige befolkning 37 pct. lavere risiko for kræft og mere specifikt 66 pct. lavere risiko for lungekræft. De har også 30 pct. lavere risiko for diabetes og 69 pct. lavere risiko for skrumpelever.

”Det skyldes ikke mindst et lavere forbrug af alkohol og tobak. Men det er troen, der fører til, at de lever sundt, så det er svært at skille årsagerne ad. Den sunde livsstil er tæt knyttet til de værdier, som troen er baseret på. Faste er for eksempel også en del af mange troendes hverdag,” forklarer Niels Christian Hvidt.

Lignende resultater findes i en stor, international metaanalyse om spiritualitet, alvorlig sygdom og sundhed, baseret på mere end 8.900 videnskabelige artikler og udgivet i Journal of the American Medical Association (JAMA) i juli 2022. Forskerne frasortererede studier, der ikke levede op til en række særligt strenge krav, for eksempel om at de skulle følge en befolkningsgruppe over mange år.

Resultaterne viser, at alvorlig sygdom for de fleste er en eksistentiel og åndelige begivenhed i sig selv, og at mange patienter har behov for at drøfte de tanker, der opstår i kølvandet på en alvorlig sygdomsdiagnose. Og resultaterne viser også, at tro og åndelighed har et tydeligt sundhedsfremmende potentiale.

”Vi ved fra andre undersøgelser, at dem, der har haft en religiøs opvækst, og hvor det at bede til Gud er en integreret del af livet, har en sundere livsstil. De bevæger sig mere, spiser sundere og passer lidt mere på deres krop. De lever efter deres værdier i højere grad end mange andre. Åndelige og eksistentielle værdier påvirker også, hvilke fællesskaber vi færdes i. Åndelige fællesskaber, hvor man er sammen om eksistentielle og åndelige emner, er en stærk faktor mod ensomhed – og ensomhed er fremtidens dræber,” siger Niels Christian Hvidt.

”Tro og tillid spiller også ind, når vi taler om placebo. En positiv indstilling til, hvordan det vil gå, og et tillidsfuldt forhold til lægen og behandlingen, og måske en tro på, at Gud, eller en gud, passer på os – det har en stor effekt på sundheden,” tilføjer han.

Den danske religionskohorte viser blandt andet, at mænd blandt syvendedagsadventister og baptister har 92 pct. mindre risiko for at dø af selvmord end mænd i den øvrige befolkning. Derimod har troende kvinder en 50 pct. øget risiko for at blive indlagt med en depression. Det står ikke klart, hvad årsagen er, men måske er det bl.a. en følgevirkning af, at blandt troende tager færre depressive deres eget liv.

Hurtig tro gør ikke sund

Forskerne skelner mellem to former for tro, når de undersøger sundhedseffekterne af at leve som troende: Hviletro og krisetro.

Hviletroende er dem, der ’hviler i troen’: De er typisk vokset op med et åndeligt fokus, de går i kirke jævnligt og de har en bønspraksis, de beder altså til Gud. Krisetroende, derimod, er blevet troende i en krise, for eksempel en alvorlig sygdom. De er typisk ikke vokset op med religiøsitet og går ikke i kirke – men de har et helbredsproblem, der har ført til, at de har en bønspraksis.

Krisetroende ser ikke ud til at have de samme sundhedseffekter af at være troende, som de hviletroende har. Det ser altså ud til, at troen skal være integreret i en persons værdier og livspraksis, for at den fører til et livssyn og en livsstil, der beskytter helbredet.

De fleste troende finder en tryghed og tillid i relationen til Gud. De oplever, at en større kraft hjælper med at bære tunge byrder som sygdom, ensomhed, uvenskab eller andet.

Men for et fåtal er troen mere ambivalent - de kan være bange for, at alvorlig sygdom er Guds straf. Ofte bunder usikkerheden i tilknytning: En utryg eller ambivalent tilknytning til forældrene, der burde have været klippefaste støtter for det lille barn, kan betyde, at fundamentet for at indgå i relationen til en Gud senere i livet kan blive usikkert.

Angsten for Guds straf sætter også et aftryk i sundheden. Hos kræftramte øger den risikoen for depression.

Tro og åndelighed er tabu

Tro, tillid og en åbenhed for åndelige og eksistentielle emner ser altså ud til at give en bedre livskvalitet og sundhed, også hos meget syge mennesker. Så hvorfor taler vi ikke mere om det?

”Tro er tabu. En undersøgelse af, hvilke emner danskerne fandt mest tabuiserede, viste, at 28 pct. pegede på psykisk sygdom, og 24 pct. pegede på religion og tro, mens 13 pct. pegede på døden. Vi er simpelthen elendige til at tale om den slags emner. Nok er der sygehuspræster mange steder, men ofte synes patienterne, at det er akavet at skulle tale med en præst, når man ikke har været vant til det tidligere. Selv på hospice, hvor folk ligger for døden, er det ikke givet, at personalet taler med patienterne om tankerne om død og efterliv,” siger Niels Christian Hvidt.

Samtalen om det eksistentielle og alment menneskelige går lettere i lande, hvor religion og tro er en del af de flestes hverdag, for eksempel i Sydeuropa og USA. I USA indgår eksistentiel og åndelig omsorg i hovedparten af lægeuddannelserne, fortæller Niels Christian Hvidt. Herhjemme er det kun lægeuddannelsen på Syddansk Universitet, der har et klart fokus på emnet i rammen af sundhedspsykologi.

”Vi kan blive meget bedre til at tale om åndelige og eksistentielle spørgsmål helt generelt. Det er en del af samfundets trivsel i et bredere perspektiv. Det kan øge det eksistentielle beredskab hos os alle og ruste os til de livssituationer, hvor vi bliver udfordret på eksistensen,” påpeger han.

Lige nu er Niels Christian Hvidts forskningsgruppe i gang med en stor undersøgelse, hvor 140.000 danskere er blevet spurgt om, hvad der giver mening i livet for dem. Gruppen planlægger også at udvikle en app til to forskellige målgrupper: Voksne med kræft - og børn, der er pårørende til voksne døende. Her vil målgrupperne kunne få inspiration til at finde håb i en periode med livstruende sygdom tæt på.

WHO: Tag hånd om det åndelige

Når et menneske er tæt på at dø, er sundhedsvæsenets indsats palliativ, altså lindrende og ikke længere helbredende. I den situation vægter både Sundhedsstyrelsen og verdenssundhedsorganisationen WHO i deres anbefalinger, at der skal gøres en indsats i forhold til de eksistentielle og åndelige behov, en patient måtte have.

WHO deler ligefrem smerte ved for eksempel alvorlig sygdom op i fysisk, psykisk, social og åndelig smerte. Den åndelige smerte kan være meningsløshed, tanker om, hvad det er for et liv, man har levet, spekulationer over døden osv.

”Der er tydelige fund i forskningen, der viser, at vi især har svært ved at tage hånd om den åndelige del af smerten. Men historien har vist, at vi godt kan tage fat om et tabu og gøre det til noget, der arbejdes struktureret med i sundhedsvæsenet,” fortæller Niels Christian Hvidt.

I 1970’erne var seksuelle problemer et stort tabu, og her indførte man kommunikations- og ledelsesmodellen PLISSIT i sundhedsvæsenet. Et arbejdsredskab for sundhedsprofessionelle, der skulle tale om patienternes seksuelle udfordringer. Modellen betød, at tabuet blev mere håndterbart. Noget lignende er der, i Niels Christian Hvidts optik, brug for nu på det åndelige område: Uddannelse, efteruddannelse og en model for, hvordan man kan arbejde struktureret med området på de enkelte afdelinger og i de enkelte lægepraksisser.

”Sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle kan gøre en stor forskel ved at tage fat på de svære samtaler. Men den rolige samtale ved sengelejet er det, der forsvinder først, når systemet er presset,” siger han.

”De sundhedsprofessionelle vil gerne. De har som regel valgt jobbet, fordi de gerne vil arbejde med mennesker og ønsker den personlige kontakt. Det vil øge ikke bare patienternes, men også de sundhedsprofessionelles trivsel, hvis der med tiden kan afsættes tid og penge til, at vi i højere grad kan yde omsorg og tage os af den åndelige og eksistentielle dimension i sundhedsvæsenet. Der skal være tid til at trøste.”