Energikrise, klimakrise, fødevarekrise. Forsyningskæder med forstoppelse, plastik i havene, lange leveringstider, biodiversitet under pres, lukkede fabrikker og mangel på alt fra madolie til mikrochips.
Kriserne står i kø for tiden. Og det er ikke tilfældigt. De hænger nemlig sammen, siger forskerne.
”Globaliseringen ser ud til at være i problemer. Man ser det, ved at forsyningskæder bryder sammen og bliver mere skrøbelige. Det får virksomheder til at forkorte produktionskæder og tage produktion og lagre hjem, og også nationer forsøger at gøre sig mindre afhængige af verden for at sænke sårbarheden. Det er med til at rulle globaliseringen lidt baglæns,” siger Inge Røpke, professor emerita i økologisk økonomi på Aalborg Universitet.
Jo mere verdensøkonomien bliver bundet sammen, og jo større og mere optimeret den bliver, jo mere sårbare bliver vi over for chok og kriser, forklarer Toke Haunstrup Christensen, seniorforsker ved Forskningsgruppen for Bæredygtige Byer og Hverdagspraksis på Aalborg Universitet.
”Det gør hele systemet mere usikkert og skrøbeligt. Et enkelt containerskib i Suez-kanalen får kæmpe globale konsekvenser. Det havde vi bedre kunnet håndtere tidligere,” siger han.
Men det handler ikke kun om logistik, handel og forsyningskæder. Det er også naturlove, vi kolliderer med.
”Vi er nået til et punkt i menneskehedens udvikling, hvor vores ressourceforbrug er så tæt på klodens grænser, at der skal meget lidt til for at tippe balancen. Det skaber ustabilitet. Små kriser og problemer breder sig globalt,” siger Toke Haunstrup.
Inge Røpke, der har beskæftiget sig med emnet i tre årtier og er Danmarks første professor i økologisk økonomi, kommer til samme konklusion: Det handler simpelthen om ressourcer, der slipper op. I hendes øjne er der ingen tvivl om, at vi har nået en grænse og nu står på tærsklen til en historisk krise.
”Spørgsmålet er: Hvordan kommer den her samlede krise til at udspille sig? Hvad vil der ske lokalt og globalt? Vi er allerede på kanten af nogle grænser globalt. Se på ukrainekrisen: Fødevareeksporten falder på grund af krigen, og et eller andet sted i verden kommer de fødevarer til at mangle. Det betyder sult og hungersnød,” siger hun.
Når en begivenhed som Ukrainekrigen medfører både hungersnød i Østafrika, rationering af madolie i danske butikker, gaskrise i Europa og global landbrugskrise på grund af mangel på gødning, ser hun det som symptom på, at klodens ressourcer nu bliver udnyttet til det yderste.
Både naturens og økonomiens kredsløb er så hårdt spændt op, at en enkelt lille påvirkning ét sted får kæden til at briste, så det ene system efter det andet vælter som dominobrikker verden over.
Små og store forsyningschok
Når der er måneders leveringstid på alt fra nye biler til brædder, når fabrikker står stille og venter på råvarer, og når det ikke er til at opdrive et nyt grafikkort til sin gamer-pc, så er det alt sammen del af den samme globale krise, siger forskerne.
Vid&Sans har tidligere beskrevet, hvordan medisterpølseproduktionen hos Danish Crown bliver forsinket, fordi tarmene skal håndsorteres i Kina, hvordan biobrændstof presser fødevarepriser, og hvordan boykot af palmeolie giver følgevirkninger i forsyningskæderne, der kan medføre mere regnskovsfældning og ikke mindre.
Alt sammen fordi natur, økonomi, klima og forbrug er forbundet i et kompliceret og uigennemskueligt globalt kredsløb.
Klimakrisen har længe spøgt i kulissen, og coronakrisen var det store globale chok, der for alvor kastede grus i det verdensøkonomiske maskineri. Men efterfølgende har enkeltstående begivenheder vist, at der skal langt mindre end dét til for at slå det globale økonomiske kredsløb ud af kurs: Fra fragtskibet, der satte sig på tværs i Suez-kanalen, til krigen i Ukraine og senest en dårlig høst i lande som Indien og Italien.
Men når der er knaphed på f.eks. fødevarer og energi netop nu, kan det ikke forklares med uheldige omstændigheder alene, påpeger Inge Røpke. Det er tegn på, at vi er ved at løbe tør for ressourcer i bred forstand.
”Vi nærmer os loftet for, hvor mange ressourcer vi kan udnytte i det hele taget,” siger hun.
Det er ikke nyt, at der er lokal knaphed på enkeltressourcer som f.eks. kul eller hvede, påpeger Toke Haunstrup.
”Det er sket hundrede gange i historien. Men det har altid været et spørgsmål om lokale begrænsninger. Man løber f.eks. tør for kul lokalt, og så må man gå videre til en dybere mine eller importere det fra et sted længere væk. Det øger prisen og dræber måske væksten lokalt eller midlertidigt. Men der har altid været mere klode at tage af. Det er der ikke mere,” siger Toke Haunstrup.
”Det er nyt, at vi løber tør for ressourcer globalt. Det er også nyt, at det er så mange ressourcer, der er under pres på én gang. Det handler om, at der simpelthen ikke er mere jomfruelig jord tilbage, som kan udnyttes. Tidligere kunne man altid sejle til et andet kontinent og fortsætte med at udvinde olie eller tømmer eller hvad man nu skulle bruge. Det er slut nu,” siger han.
Menneskeheden har ramt ressourcemuren
Ifølge både Inge Røpke og Toke Haunstrup er netop den ”jomfruelige jord” nøglen til at forstå, hvorfor den nuværende ressourcekrise stikker dybere end de foregående.
”Der har altid været mere at tage af et sted. Mere areal, flere ressourcer. Men der er ikke noget uudnyttet areal tilbage på jorden, hvis man tager i betragtning, at også natur kræver plads, og at den er en mangelvare nu,” siger Toke Haunstrup.
Det er dén underliggende udfordring, der – sammen med den globale opvarmning – er den drivende kraft bag en lang række andre forbundne problemer og dilemmaer.
F.eks. kan vi ikke brænde fossile brændsler af uden at fylde atmosfæren med CO2 og ødelægge klimaet. Derfor skifter vi til biobrændsel som træflis og biodiesel, men biobrændsel kræver arealer, som naturen og landbruget allerede kæmper om i dag. Skal man lave en liter biobrændstof, er det på direkte bekostning af naturgrundlag eller fødevarer.
Det dilemma gælder efterhånden samtlige ressourcer på jorden, påpeger Toke Haunstrup.
”Tag sådan noget som balsatræ. Det er et meget stærkt og let materiale og bruges derfor som forstærkning i vindmøllevinger. Det er godt og helt nødvendigt, at vi bygger vindmøller for at komme væk fra fossile brændsler. Problemet er bare, at vindmøller trækker på en masse ressourcer, herunder balsatræ. Det lægger pres på skovområder i Sydamerika, hvor balsatræet gror, og der kan slet ikke skaffes nok,” siger han.
Balsatræ er et fantastisk og meget bæredygtigt materiale, men dels er det ikke muligt pludselig at mangedoble produktionen, og dels ville det kræve, at man inddrog nye arealer til formålet.
”Det er bare ét eksempel på, at det hele handler om ressourcer. Næsten lige meget hvad vi gør, så trækker vi på nogle grundlæggende naturressourcer, der i forvejen er presset helt til grænsen. Det bliver næsten ikke bedre og mere effektivt end vindmøller. De er rigtig gode for klimaet og langt mindre ressourcekrævende end fossile brændsler. Men selv dér opstår der flaskehalse og ressourcer, der ikke rækker, fordi alting i forvejen bliver udnyttet maksimalt. Sådan er det hele kloden rundt,” siger han.
Det andet store spøgelse er klimakrisen, der truer med at gøre det endnu sværere at leve på jorden som i dag. Også klimaet er en del af det store ressourceregnskab.
”Alle ressourcer er begrænsede, og den ultimative begrænsning er vores atmosfære, altså klimaet. Der er ikke mere atmosfære et andet sted. Klimaforandringer og forurening af atmosfæren er pr. definition et globalt problem,” siger Toke Haunstrup.
Når vi verden over taler om klimakrisen, behovet for grøn omstilling og målsætningerne om at reducere CO2-udslippet, skyldes det netop, at klimaet, akkurat som andre ressourcer, i dag er udnyttet helt til grænsen – og mere til.
Ulighed og selvbedrag
Det er bredt anerkendt, at klimakrisen er et alvorligt problem, og at det over en bred kam går for langsomt med at omstille os til mere bæredygtige energikilder og teknologier.
Men vi har stadig en kæmpe blind vinkel, mener Inge Røpke.
”Det er ikke muligt at gennemføre en bæredygtig omstilling uden at sænke forbruget markant. Ikke hvis vi vil opretholde et minimum af global retfærdighed. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre med teknologi og grønne investeringer alene,” siger hun.
Hendes pointe er, at de rige lande har et ekstremt højt forbrug og klimaaftryk, mens det i landene med den laveste levestandard er forsvindende lille. Også inden for lande, som i Danmark, er der stor ulighed i klimaaftryk, hvor de mest velstillede står for en stor del af overforbruget.
Vi opererer normalt, bl.a. i FN’s Verdensmål, ud fra et ideal om, at folk skal løftes ud af fattigdom og i det mindste op på en nogenlunde levestandard. Men der er ikke plads til begge dele, forklarer Inge Røpke.
”Klimaregnskabet hænger ikke sammen, hvis vi både vil opretholde vores eget forbrug og tillade, at folk andre steder i verden får et bedre liv. Vores forbrug er simpelthen for stort, til at kloden kan bære det, også hvis det er i form af solceller, vindmøller og elbiler i stedet for kul og diesel. Vi er nødt til at sænke forbruget,” siger hun.
Mens der i de senere år er kommet stor opmærksomhed på klimaaftrykket fra konkrete forbrugstyper, f.eks. flyrejser og oksekød, mener Inge Røpke, at vi slet ikke i tilstrækkeligt omfang har erkendt, at selve niveauet af vores forbrug er uholdbart, særligt i toppen af samfundet.
F.eks. er elbiler utvetydigt mere bæredygtige og mindre ressourcekrævende end fossildrevne biler. Men de kræver stadig en vis mængde energi og andre begrænsede ressourcer. Og der er ikke ressourcer nok på jorden til, at alle kan få en elbil.
”Størrelsen af klimaudfordringen afhænger rigtig meget af, om man også har retfærdighed og etik med i ligningen. Hvis vi accepterer, at fattige mennesker og nationer forbliver fattige, kan det måske lige lykkes ved at omlægge til vedvarende energi osv.,” siger Inge Røpke.
”At løse klimakrisen teknologisk uden at ændre vores livsstil markant kan kun lade sig gøre, hvis vi mener, vi er berettiget til vores nuværende forbrugsniveau, mens andre verdensdele fastholdes i fattigdom,” siger Inge Røpke.
Grænser for vækst
Selv om klimaet med Toke Haunstrups ord er ”den ultimative ressource”, går det samme etiske dilemma igen, uanset hvilke ressourcer man ser på:
Klodens råderum er ikke stort nok til at fortsætte væksten i det uendelige. Så enten må vi bremse indsatsen for at løfte folk ud af fattigdom, eller også må den rigeste del af verden – herunder Danmark – sænke sit forbrug markant.
De mange forbundne kriser, forsyningsproblemer og flaskehalse i økonomien, som vi ser lige nu, er ifølge forskerne symptomer på en mere grundlæggende forandring i vilkårene for verdensøkonomien.
”Den globaliserede økonomi er presset. Hele verden rundt ser man nu modtendenser til de sidste mange årtiers frihandelsglobalisering. Det er en reaktion på en global krise under opsejling,” siger Inge Røpke.
Et opgør med vækstøkonomien vil være et verdenshistorisk paradigmeskift. Siden den industrielle revolution har vækst været en fuldstændig afgørende forudsætning for den moderne økonomi.
Der har altid været dem, der mente, at de riges velstand kun kunne realiseres på bekostning af de fattige. Men udviklingen har gang på gange modbevist dette gennem ”mirakelmidlet” vækst: Så længe den økonomiske ”kage” vokser, kan både de rigeste, de fattigste og alle derimellem blive rigere på én gang.
Denne i princippet endeløse vækst har i århundreder været fundamentet for mainstream økonomisk teori, men der er et problem: ”Kagen” består ikke mindst af naturressourcer, som aldeles ikke er endeløse.
Denne erkendelse er fundamentet for den afgrening på økonomiens træ, som hedder økologisk økonomi. Det er det, Inge Røpke i mere end tre årtier har forsket i og som den første herhjemme blev professor i.
”Det handler om at se på økonomien med biofysiske briller og regne i natur frem for penge. Energi er helt fundamentalt for al aktivitet og økonomi, så det giver især mening at se på, hvorfra vi får energien til at drive alt det andet, og hvilket energiforbrug naturen kan bære,” siger Inge Røpke.
Et ressourceøkonomisk nulsumsspil
Ressourceknaphed har gennem det meste af civilisationens historie været et fundamentalt livsvilkår. Der var begrænsede ressourcer til rådighed, og hvis nogle brugte dem, måtte andre undvære. Men industrialiseringens teknologiske, økonomiske og befolkningsmæssige boom banede vej for et nyt vækstparadigme, der ændrede spillereglerne.
Moderne økonomisk teori hviler på den præmis, at økonomien ikke er et nulsumsspil. Vækstspiralen tillader, at rigdommen øges for alle, og den enes velstandsstigning sker ikke nødvendigvis på den andens bekostning.
Men når naturen begynder at sætte grænser for økonomien, begynder velstand igen at blive et nulsumsspil: Der er kamp om de begrænsede ressourcer, og hvis nogle lægger beslag på dem, må andre give afkald.
Dette paradigmeskift er ifølge forskerne nøglen til at forstå de stadigt flere forsyningskriser og knaphedsproblemer.
”Økologisk økonomi adskiller sig fra mainstream-økonomien ved at fokusere på vores materielle basis, altså vores ressourceforbrug. Tit har man i økonomien tilladt sig at ignorere de her begrænsninger, fordi der var uendelig plads til at udvide med mere land og ressourcer. Fokus var i stedet på arbejdskraft, uddannelse, teknologi osv., altså ting der ikke har en naturlig grænse,” siger Toke Haunstrup.
”Vi fyldte ikke hele kloden endnu, og derfor var det muligt. Men det gør vi nu. Vi løber tør for plads, vi løber tør for ressourcer, biodiversiteten er i krise, vores affald skaber forskellige økologiske problemer lokalt og globalt. Og det helt store problem er klimaet,” siger Toke Haunstrup.
Det får fundamentet under hele vores økonomiske system til at vakle.
”Vi er nok nødt til at gentænke, hvad vi vil med økonomien. Rå vækst i BNP har domineret længe, og især siden Anden Verdenskrig har det hele handlet om at bruge vækst som et instrument for øget velstand og for at få folk ud af fattigdom. Men nu er vi nået til et punkt hvor vi skal overveje, om vi skal blive ved med at have økonomisk vækst, i hvert fald i de rige lande,” siger Toke Haunstrup.
Hvordan bremser vi vækstspiralen?
Hverken Inge Røpke eller Toke Haunstrup har svaret på, hvordan vi gennemfører et paradigmeskift fra vækstøkonomien.
”Det er et politisk spørgsmål uden et videnskabeligt svar. Er vi villige til at gå ned i materiel levestandard? F.eks. til gengæld for lavere arbejdstid? Er befolkningen villig til at producere færre fysiske ting, forbruge færre fysiske ting og til gengæld have mere fritid? Jeg ved det ikke,” siger Toke Haunstrup.
Toke Haunstrup er en del af en forskergruppe, der forsker i bæredygtigt hverdagsliv. Altså hvordan forandringer slår igennem i hele kæden fra det personlige til det globale. Derfor har han også nogle kvalificerede bud på, hvad der skal til for at løfte opgaven, men det bliver ikke nemt.
”Det vil kræve nogle meget gennemgribende forandringer, som skal gennemføres politisk og implementeres på globalt niveau, så det ser rigtig svært ud. Det er muligt at få folk til at indgå fælles aftaler om at begrænse sig selv, det er jo essensen i love. Men det er meget sværere på globalt niveau end lokalt,” siger Toke Haunstrup.
Ligesom Inge Røpke og de fleste andre forskere, der har set dybt i det globale klimaregnestykke, mener han ikke, at vi i sidste ende har noget valg.
”Det er en kolossal opgave at vende en udvikling, der altid kun er gået én vej. Vi er nødt til at reducere økonomiens størrelse og for første gang have minusvækst i naturressource-termer,” siger Toke Haunstrup.
”Det er svært at se, hvordan det er politisk muligt, for lande handler for det meste efter egne økonomiske interesser. Men det er i hvert fald en fysisk nødvendighed, som vi ikke kan løbe fra, at vi skal have sænket det globale forbrug, hvis vi skal klare os med de ressourcer, vi har på kloden, og afværge ødelæggende klimaforandringer,” siger Inge Røpke.
Viljen til håb
De fleste begrænsninger af den personlige frihed, eksempelvis fartgrænser, er mere lokale og har en åbenlys fordel for fællesskabet. Globale anliggender som klimapolitik og begrænsninger på forbrug har det problem, at ingen har gavn af dem helt lokalt.
”Det er en fordel for mig personligt at være ligeglad, mens alle andre gør noget godt, og det samme gør sig gældende på statsniveau. Når det kommer til klimapolitik, er den logik meget afgørende og desværre styrende,” siger Toke Haunstrup.
Denne dynamik kendes af økonomer som the tragedy of the commons. Her handler de enkelte individer ud fra deres egne interesser, men modarbejder dermed det fælles bedste, som også i sidste ende er i deres egen interesse. Helt konkret: at undgå at udpine en kollektiv ressource som et fælles græsningsareal, en sø eller den globale atmosfære.
F.eks. kan et land have økonomisk fordel af at blæse på klimaet og brænde masser af billigt kul, mens resten af verden begrænser energiforbruget for klimaets skyld.
Selv om det ser vanskeligt ud at realisere de nødvendige modsvar, tillader Toke Haunstrup sig dog alligevel at være forsigtigt optimistisk.
”Der er meget tunge grunde til at være skeptisk over for, at vi kan løse ressourcekrisen globalt. Men små ting peger den rigtige vej. Montreal-protokollen er det bedste eksempel,” siger han.
Han henviser til den internationale traktat, der i 1989 forbød CFC-gasser, der dengang var ved at ødelægge ozonlaget i atmosfæren. Hele verden gik frivilligt sammen om at vedtage den, overholde den og afværge dén kollektive klimakatastrofe.
Toke Haunstrup understreger, at CO2-udslip er langt mere komplekst, men ser dog tegn på, at det går fremad.
”Der er jo vedtaget flere internationale aftaler. Selv om det går alt for langsomt, sker der faktisk noget. Lande forpligter sig, og der er også handling bag. Det burde ikke være muligt ud fra snæver egeninteresse, men udviklingen er der. Hvis jeg nu skulle tale håbet op, så ville jeg pege på dét, at der faktisk sker noget,” siger Toke Haunstrup.
I mangel på en global myndighed, ligesom der er inden for en nationalstat, sker det gennem frivillige aftaler som af natur er langsomme, forklarer Toke Haunstrup. Så langsomme, at vi nu accelererer mod klimaproblemer og økonomisk krise frem for at bremse op. På trods af det insisterer han på håb.
”Jeg er ikke nødvendigvis optimistisk om at løse klimakrisen kollektivt på et globalt plan. Hvis jeg tænker fagligt og intellektuelt over det her, så virker det så problematisk, at det næsten ikke kan betale sig at prøve. Men på et andet plan, så betyder alvorligheden af problemerne foran os, at vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan på trods,” siger Toke Haunstrup.
Både hans og Inge Røpkes forskning peger på, at det ser sort ud for klimaet, økonomien og den globale sociale retfærdighed. Men netop derfor er det i Toke Haunstrups øjne ikke en mulighed at give op.
”Selv hvis resultatet af indsatsen kun bliver, at det bliver lidt mindre slemt end ellers, så er vi nødt til det. Og det kan godt drive store forandringer. Jeg fastholder viljen til håb.”
