Krig og krise har altid rimet på knaphed. Sådan var det under Napoleonskrigene, sådan var det under Anden Verdenskrig og sådan er det i dag, hvor blodige kampe i Ukraine sender rystelser ud i resten af verden. Det kan mærkes, både på den internationale scene og på supermarkedets tomme hylder.
Men hvordan kom vi egentlig dertil, hvor en blokering af ukrainske havne i Sortehavet skaber hungersnød i Østafrika? Hvor et enkelt fragtskib, der sætter sig på tværs i Suez-kanalen, kan sende chokbølger gennem verdensøkonomien?
Globaliseringen er ikke et nyt fænomen. Men i dag er vi mere forbundne end nogensinde. Og den globale gensidighed skaber akutte problemer, når krisen kradser og forsyningskæden hopper af.
”I dag er globaliseringen overalt og vi deltager konstant i den. Køber du en avocado eller et tv i Bilka, bidrager du til globaliseringen, ser du Netflix, tager til koncert med Ed Sheeran på Amager eller flyver på badeferie i Thailand, gør du det samme,” påpeger Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet.
Denne gensidige forbundethed er kulminationen på flere hundrede års udvikling. Globaliseringen tog for alvor fart i takt med, at vi betvang verdenshavene med kompasset, kronometret og søkortet, forøgede informationshastigheden med telegrafen og computeren og lærte at bygge, losse og laste containere. For med disse bevægelser rykkede det internationale samfund helt ind i dagligstuen – og nu er verden et stort supermarked og dens tilbud kun et enkelt klik væk.
”Gennem historien har globaliseringen gradvist medført en opdyrkelsen af monokulturer, hvor hver enkelt nation producerer dele af helheden og håber på, at andre er leveringsdygtige i resten. Men tager vi nogle led ud i vores nuværende forsyningssystem, påvirkes alle led i kæden og derfor også endemålet. Alt er forbundne kar, og derfor er vi enormt sårbare, når krisen kradser,” forklarer Per Boje, professor emeritus i erhvervshistorie ved Syddansk Universitet.
Krisen rammer altså hårdt, når hele verdenssamfundet indgår i det samme globale forsyningskredsløb.
Udviklingen henimod den globaliserede verdensorden, vi har i dag, er baseret på, hvad Mikkel Thorup betegner ’globaliseringsfaktorer’. Teknologier og tankesæt, der gradvist har ført os tættere og tættere sammen og gjort os gensidigt afhængige af hinanden. På godt og på ondt.
I begyndelsen var mennesket – og så kom globaliseringen
Globaliseringens historie er lang og kompliceret, men reelt tog den allerede sin begyndelse, da de første mennesker rejste sig og forlod det afrikanske kontinent for over 100.000 år siden. For med dem begyndte folkevandringerne og dermed en støt stigende udveksling af varer, viden og knowhow. Alt sammen hovedkomponenter i den globalisering, der lige siden har formet verden af i dag, fortæller Mikkel Thorup, der bl.a. forsker i globaliseringens idéhistorie og sociale betydning.
”Globalisering har udspillet sig til alle tider og sker fortsat på daglig basis. Det drejer sig i bund og grund om en bevægelse henimod en større global gensidighed, både på et socialt, kulturelt, idemæssigt, politisk og økonomisk plan,” siger han.
Han bakkes op af Per Boje, der bl.a. har forsket i kapitalismens forandringer og globaliseringsbølger i moderne tid.
”Globalisering er en gradvis integration af en lang række forskellige fænomener, bl.a. sociale, politiske og økonomiske, og der er til et vist punkt en korrelation mellem dem. Øges varehandlen, øges den teknologiske udvikling tilsvarende, informationsstrømmen fortættes, migrationen vokser, og det samme gør det politiske og økonomiske samarbejde. Det er simpelthen globaliseringens kredsløb,” siger han.
Et er et søkort at forstå
Til alle tider har imperier kæmpet om magt, ressourcer og territorium. Men da de oceangående sejlskibe løb af stablen og betvang verdenshavenes bølger, begyndte et helt nyt kapitel i globaliseringen.
”Selv de største og mest magtfulde imperier var i bund og grund regionale. Romerriget var enormt, men ekspanderede f.eks. aldrig til Syd- eller Nordamerika. Da den internationale søfart fik vind i sejlene fra slutningen af 1400-tallet, ændrede alt sig. Sømil for sømil blev verden mindre, og mulighederne virkede uendelige,” siger Per Boje.
Ekspansionen blev muliggjort af nye navigationsinstrumenter, særligt det maritime kompas, udviklingen af større og bedre fartøjer og en forbedring af kartografien, altså kunsten at tegne præcise kort.
Portugiserne og spanierne greb de nye muligheder, senere gjorde bl.a. englænderne, franskmændene, hollænderne og danskerne det samme, og den koloniale kamp om de fjerne kyster, om nye råvarer og ressourcer var skudt i gang.
I begyndelsen af 1700-tallet gjorde kronometret, en form for sø-ur, det muligt at måle de besværlige længdegrader, og med et trylleslag kunne kaptajner navigere på det åbne hav og ramme den havn, de faktisk sigtede efter. Vareudvekslingen blev både hurtigere og langt mere sikker, og det gav grobund for en større produktion.
”De nye teknologier kickstartede for alvor globaliseringen. Nogle mener, at vi her i slutningen af 1700-tallet, hvor kolonisystemet nåede sit zenit, ser den første globaliseringsbølge. Kombineret med andre teknologiske landvindinger, bl.a. indenfor tekstil- og jernindustri samt energiforsyning, fik man helt nye muligheder for vareproduktion og international samhandel – og snart pulsede dampdjævlen i enhver fabrik og fragtede både varer og mennesker over land og vand som aldrig før,” forklarer Per Boje.
1800-tallets World Wide Web
En udfordring i tidens system var dog forsat den langsommelige informationshastighed. Nok kunne man sejle kloden rundt, men købsaftaler, breve og ordrer kom ikke hurtigere frem, end vinden tillod. Det ændrede sig dog fuldstændigt med opfindelsen af telegrafen i midten af 1800-tallet.
”Det var en teknologisk revolution uden sidestykke – langt større end telefonen og computeren senere hen. Telegrafen revolutionerede ganske enkelt informationshastigheden og dermed verdensmarkedet, fordi vi for første gang blev helt uafhængige af vind og vejr. Hvor det før tog flere dage, måske endda uger, at komme i kontakt med f.eks. handelskontoret i Saigon eller børsen i London, tog det nu få minutter. Det var på sin vis en tidlig version af World Wide Web,” siger Mikkel Thorup.
Som så mange gange før spredte den nye teknologi sig som en lynild. En anden vigtig komponent i den støt stigende integration har nemlig altid været, at andre kopierer de gode idéer, så snart de forstår den økonomiske fidus i dem. Og kun få år senere var verden derfor tæt forbundet af enorme interkontinentale og undersøiske telegrafkabler. Ingen havde tid og råd til at halte bagefter.
”Verden blev efterhånden ét stort patchwork. Og omkring år 1900 var der sket en gennemgribende automatisering og standardisering af hele globaliseringen. Folk migrerede i hobetal, volumen af varer steg mærkbart, udbuddet forøgedes kraftigt og den infrastruktur, som vi i det store og hele stadig er afhængig af i dag, blev udviklet og løbende forbedret,” fortæller Mikkel Thorup.
Containerskibe og computere
I perioden mellem Første og Anden Verdenskrig led globaliseringen, målt i økonomiske termer, dog nogle gedigne knæk og kriserne stod i kø. Tilliden nationerne imellem blev begravet på slagmarken, og de toldsatser, som i årene forinden var blevet sænket eller afskaffet, røg pludselig i vejret igen. Produktion i udlandet blev trukket hjem, og nationalstaterne lukkede sig mere om sig selv.
Men da det internationale samfund havde slikket sårene efter Anden Verdenskrig, vendte troen på en bedre fremtid gradvist tilbage. Frihandelsaftaler og fællesmarkeder, stabile handelsunioner og gode konjunkturer resulterede i en ny integrationsintensitet og dermed en ny globaliseringsbølge. Og denne gang var den afgørende globaliseringsfaktor noget så usexet som en stor, rektangulær metalbeholder.
”Containeren revolutionerede simpelthen transportsektoren i 1960’erne. Den sænkede transportomkostningerne drastisk, da det standardiserede system gjorde det let og simpelt at laste, losse og fragte de store containere. De var nemlig ens over hele kloden og både skibe, havneanlæg og lastbiler blev bygget til at håndtere det nye vidundermiddel. Og den dag i dag er verdenshandlen jo stadig dybt afhængig af netop containeren,” siger Per Boje.
Både Mikkel Thorup og Per Boje understreger, at betydningen af containeren er umulig at overdrive i et globaliseringsperspektiv. Den var ganske enkelt – i al sin grove simpelhed - epokegørende på alle måder.
Det samme var computeren, da den 20-30 år senere begyndte at blive gradvist mere almindelig. I takt med at satellitter fyldte verdensrummet, og internettet blev hvermandseje, steg informationshastigheden mærkbart, og det globale marked rykkede efterhånden hjem i stuerne.
Og dermed er vi fremme ved august 2022. For alle disse forskellige globaliseringsfaktorer, fra kompasset og telegrafen til containeren og computeren, har banet vejen for den integrerede verdensorden, vi alle er en del af i dag – og dermed også alle de udfordringer, som er resultatet af netop den afledte globale gensidighed.
”Just in time” er tab af knowhow
I takt med stigende udbud og produktion af alt fra korn til mikrochips er behovet for at have fyldte varelagre faldet tilsvarende. Hvis man løber tør, bestiller man jo bare noget nyt. Nogenlunde sådan har vi i hvert fald tænkt de sidste 20-30 år.
”Just in time-princippet, altså at du kun har det på hylderne, du har brug for lige nu og her, er en populær spareøvelse. I en gennemglobaliseret verden er der simpelthen ingen grund til, at alle ligger inde med et utal af den samme vare. I hvert fald ikke så længe forsyningskæden er intakt,” forklarer Mikkel Thorup.
Tendensen er dog også et udtryk for, at den internationale konkurrence har presset produktionspriserne så meget de seneste årtier, at mange lande og virksomheder har vurderet det for omkostningstungt at beholde produktionen i hjemlandet. Men selv om det i et kortsigtet økonomisk perspektiv giver mening at flytte den ud til lande med lavere omkostninger, kan det blive dyrt og risikabelt i det lange løb.
”Netop just in time-tænkningen har medført et gedigent tab af knowhow på flere fronter. Da regeringen f.eks. solgte Seruminstituttets vaccineproduktion til en saudisk sheik i 2016, mistede vi samtidigt en essentiel viden, der ramte os som en hammer under coronakrisen. Vi havde simpelthen glemt, hvordan man producerede livsvigtige vacciner. Meget få producerede desuden værnemidler i Danmark, da ingen kunne konkurrere med produktionsprisen i Kina,” siger Mikkel Thorup.
Denne sårbarhed har ført til, at flere og flere domæner i vores samfund i dag betegnes som såkaldt ’kritisk infrastruktur’, f.eks. produktionen af netop vacciner og værnemidler. For når de får det mærkat, trækkes de ud af globaliseringens kredsløb og produceres i stedet i samarbejde med tætte allierede, f.eks. i EU-regi, eller i hjemlandet selv. Vi tør simpelthen ikke længere være afhængige af fred og forsyningssikkerhed.
Globalisering af antiglobaliseringen
Denne indsigt og stigende bekymring for fremtidens forsyningskæde kan ifølge Mikkel Thorup være med til at accelerere en allerede eksisterende politisk tendens, der støt og roligt har påvirket globale sværvægtere som Rusland, Kina, Indien og USA de sidste 10 år.
”I dag fylder tanken om usikkerhed og suverænitetstab enormt meget i den politiske debat. Overalt på kloden ser vi derfor en opblomstring af nationalistiske og populistiske bevægelser, der ledes af såkaldte ’suverænister’ – statsfolk som Putin, Modi, Trump, Bolsonaro, Orban og Xi Jinping, der inspirerer hinanden, og som alle hævder, at den nationale suverænitet står over alt andet. I nationalismen ligger jo indlejret en klar globaliseringskritik, og lige nu sker der en form for globalisering af antiglobaliseringen,” forklarer Mikkel Thorup.
Han tror dog ikke, at der vil blive tale om en fuldstændig afglobalisering, for skibe vil stadig lægge til og digitale bytes svømme rundt i undersøiske kabler. Men krisen kan give rygvind til dem, der agiterer for en mere besindig globalisering og en mere nationalistisk politisk linje. Altså for dem, der ønsker at begrænse den globale udveksling og de tilhørende internationale forpligtelser:
”Margaret Thatchers berømte ord fra 1980, ’There’s no real alternative’, er blegnet kraftigt siden de hæsblæsende 1980’ere og 1990’ere, hvor neoliberalismens vækstparadigme gennemsyrede alt, og hvor mængden af penge og ressourcer virkede uudtømmelige. Siden finanskrisen, og særligt i de sidste par år, er flere begyndt at indse, at der rent faktisk er et alternativ: Globalisering er ikke et menneskeligt grundvilkår, men et spørgsmål om politiske magtforhold og tilfældige hændelser. Og i krisetider som vores, hvor globaliseringens slagsider kan ses meget konkret i indkøbskurven og på varmeregningen, står nationalisme og delvis afglobalisering som et stærkt alternativ for mange,” påpeger Mikkel Thorup.
Krig og kriser rimer altid på knaphed
Verdenshistorien er fyldt med eksempler på, at krige, som den nuværende i Ukraine, rimer på kriser, knaphed og knækkede forsyningskæder. Per Boje påpeger f.eks., hvordan vi oplevede det på vores egne breddegrader under Napoleonskrigene i 1807-1814, hvor engelske krigsskibe blokerede de danske havne og forhindrede vores korn i at nå frem til de hungerramte nordmænd.
Og under både Første og Anden Verdenskrig blev energi en knap ressource, da det engelske kul ikke kunne nå frem til danskernes mange brændeovne. Det fik dog omvendt den hjemlige udvinding af brunkul og tørv til at eksplodere.
Krig og kriser kan nemlig også afføde nye forsyningskæder og særligt i et gennemglobaliseret system som vores, understreger Per Boje. Vi er så tæt forbundne, og samhandlen så struktureret, at der ofte vil opstå alternative muligheder for energi- og fødevareforsyninger, ret hurtigt efter at krisen indtræder. Og det har vi set mange gange i historiens løb.
Men det har dog sine naturlige begrænsninger. Korn kan ikke pludselig fremtrylles fra den ene dag til den anden, sjældne jordarter og jernmalm kan ikke udvindes, hvor det ikke allerede eksisterer i undergrunden, og mikrochips kan ikke produceres, hvis hovedkomponenterne mangler, understreger Per Boje.
Globaliseringen, det er dig og mig
Da portugiserne og spanierne underlagde sig verdenshavene i 1500-tallet, affødte det primært økonomisk integration, med de politiske og økonomiske magthavere som de drivende kræfter.
Men i dag er vi alle aktive aktører i globaliseringen, påpeger Mikkel Thorup - hvad enten vi kan lide den eller ej. Derfor rammes vi så meget desto hårdere af de kriser, som klimaforandringer, pandemier eller krige udløser.
Og det kan måske blive endnu værre i fremtiden, hvis krisen rammer de dele af den kritiske infrastruktur, der ikke sådan lige kan hentes hjem, f.eks. produktionen af nutidens vigtigste globaliseringsfaktor, de famøse mikrochips.
”Taiwan er mikrochippens Mekka, og hvis øriget indlemmes i Kina, får Xi Jinping hånd- og halsret over en af de vigtigste komponenter i verdens teknologiproduktion. Det kan forandre verdensøkonomien totalt – og måske få endnu større globale konsekvenser end opfindelsen af telegrafen eller udviklingen af containeren,” forklarer Mikkel Thorup.
”Vi har nemlig aldrig før været så forbundne som nu og dermed sårbare, for gensidigheden går hånd i hånd med absolut afhængighed. Dét er vi måske først ved at indse nu, hvor krisen kan mærkes overalt, fra de internationale politiske diskussioner til køleskabets tomme hylder.”
