Kriser og knaphed rimer på krig og konflikt. Derfor er der også sikkerhedspolitiske konsekvenser af den aktuelle ressourcekrise, hvor forsyningskæder bryder sammen, og der bliver rift om stadigt mere knappe ressourcer.
Det siger Tobias Liebetrau, som er associeret forsker i global sikkerhed og verdenssyn ved DIIS og samtidig forsker ved Sciences Po i Paris. Hans ekspertise ligger især inden for teknologi og stormagtsrivalisering, som netop spidser til nu på et bagtæppe af Ukraine-krig og ressourceknaphed.
”Globaliseringen er under pres og ruller baglæns lige nu. Den evigt stigende globalisering som ramme for alting bryder i tiltagende grad sammen. Nu fylder strategiske overvejelser mere, og det handler ikke længere kun om at være mest muligt globaliseret,” siger han.
Globaliseringen er langtfra død, understreger han, men den har lidt et alvorligt knæk. De sidste to års eftervirkninger af pandemi og forbundne kriser har været et chok og gjort det klart for både lande og private virksomheder, at de er langt mere sårbare, end de gik og troede.
”Der er kommet meget større fokus på, hvor man placerer sig geografisk, hvilke ressourcer man behøver, hvem man handler med, og hvem man gør sig afhængig af. Både på virksomhedsniveau og storpolitisk er det blevet et tema,” siger Tobias Liebetrau.
Det betyder, at vi ser ind i en mindre globaliseret fremtid med flere handelsbarrierer og storpolitisk rivalisering, hvor fokus på ressourcer og teknologi vil fylde stadigt mere, forudser han.
Grus i en velsmurt maskine
Den nye verdenssituation kommer efter flere årtier, hvor udviklingen kun gik én vej: øget globalisering og ”sammenfiltring” af verden, både sikkerhedspolitisk og økonomisk.
”Med USA som verdens eneste altdominerende supermagt blev der plads til det. Ideologisk var det samhandel, liberalisme, internationale organisationer og samarbejde, der dominerede. Én politisk og økonomisk orden dækkede stort set hele kloden,” siger Tobias Liebetrau.
I det klima greb private virksomheder chancen for at sprede deres produktion og forsyningskæder hele jorden rundt, alt efter hvad der var billigst og mest fordelagtigt. En stadig mere velsmurt logistik og verdensøkonomi gjorde det muligt for virksomheder at gøre det af med fordyrende mellemregninger som lagre og outsource lokal produktion til billigste udbyder på det globale marked.
”Man havde simpelthen tillid til, at systemet fungerede og at det hele ville køre som smurt. I den situation er det jo spild af penge at have lagre af materialer og varer, når man ved, at der altid vil ankomme en ny leverance lige til tiden,” siger Tobias Liebetrau.
Men coronapandemien og den efterfølgende række af kriser, der stadig raserer verden, beviste sårbarheden i et så tæt forbundet system: Når én del går i stå, risikerer det at bryde helt sammen.
Farvel til markedslogikken
Tilliden til det frie, globale marked prægede ikke bare virksomhederne, men også staterne, der tidligere havde vogtet nidkært over bestemte sektorer, som de betragtede som særligt strategisk vigtige.
”Op igennem 90’erne og 00’erne var det økonomiske argumenter, der bestemte. Staterne solgte frygtløst ud af essentiel infrastruktur: Telekommunikation, transport, energi – det hele blev privatiseret. Det kan være farligt, hvis staten bliver afhængig af andre lande,” siger Tobias Liebetrau.
Men ressourcemangel og nu ukrainekrigen har givet verden en brat opvågnen og en fornyet risikobevidsthed.
”Nu handler det ikke længere kun om, hvem der kan producere noget bedst og billigst, men også om sikkerhed. Tænkningen bliver igen løftet ud af en markedslogik og tilbage i en sikkerhedspolitisk logik,” siger Tobias Liebetrau.
Det handler konkret om at definere, hvilke ressourcer der har eksistentiel betydning, og sørge for at genskabe kontrollen over dem. For Europa handler det f.eks. om energi, mikrochips og digital infrastruktur.
De sidste års forsyningskrise viste f.eks. at bilfabrikkerne, som er økonomisk essentielle i dele af Europa, går i stå, hvis leverancerne af chips fra Asien udebliver. Det samme gælder mange andre industrier, og derfor investerer EU lige nu massivt i at få en større chipproduktion op at stå på europæisk jord.
USA gør det samme med deres American Chips Act, som er skabt for at gøre USA mindre afhængigt af især Kina.
En ny stormagtskonkurrence
Sårbarheden drejer sig ikke kun om naturkatastrofer og pandemier. En ressourcekrise kan også skabes med fuldt overlæg og bruges som konfliktvåben mellem lande.
Det er blændende klart lige nu, hvor Rusland udnytter Europas afhængighed af russisk gas til at presse Vesten, som svarer igen ved at afskære den russiske økonomi fra andre varer, som den behøver. Men selv om Rusland lige nu har hovedrollen, så er det ikke her, Tobias Liebetrau ser den store brudlinje i fremtidens kamp om ressourcer og teknologi.
”Konflikterne vil kredse om Kina,” siger han ligeud.
”Kineserne siger direkte, at de vil være verdensdominerende inden 2050, både teknologisk og militært. Det vil den nuværende supermagt USA forhindre og taler direkte om at inddæmme Kina. Her har vi fremtidens store magtkamp. Den vil især handle om teknologi, handelsbarrierer og aftaler med Kinas nabolande. Men også helt gammeldags militæralliancer og oprustning i Østasien.”
Konkurrencen mellem verdens to supermagter vil være det altdominerende bagtæppe for international politik og regionale konflikter, forudser Tobias Liebetrau. Her i Europa betyder det, at vi skal finde en vej igennem ressourcekrisen uden at blive klemt mellem større magter, som kæmper om stadigt mere knappe ressourcer.
”Kineserne er på vej frem som supermagt, og USA forsvarer sin magt ved at presse dem tilbage. EU prøver at forblive på USA’s side og samtidig finde sin egen vej imellem de to uden at blive ramt i en handelskrig,” siger Tobias Liebetrau.
Digital afhængighed
Og det er netop, hvad EU’s kommende chipfabrikker handler om. Under parolen ”digital suverænitet” forsøger EU-Kommissionen at frigøre sig fra både Kina og USA for at nedbringe sin økonomiske og sikkerhedspolitiske sårbarhed under en potentiel krise.
”Landene fokuserer nu på, hvem de er afhængige af. De skal sikre deres adgang til ressourcer, både de naturlige og fabrikerede. Og dertil er de afhængige af forsyningskæder, udenlandske virksomheder og lande, som måske ikke er til at stole på. Det giver sårbarhed,” siger Tobias Liebetrau.
Adgang til ressourcer vil i stigende grad blive brugt som pressionsmiddel i international politik. Det kan trække lande med ind i konflikter, de ikke i udgangspunktet er en del af.
”Det handler om at gardere sig mod konflikt. Man vil ikke have, at nogen kan underminere ens magt ved f.eks. at stoppe et salg af mikrochips og lamme økonomien. EU forsøger også at blive uafhængig af amerikansk cloud-infrastruktur. Man ønsker ikke, at nogen har en stærk klemme på en, selv ikke allierede,” siger Tobias Liebetrau.
Helt konkret har EU indført investeringsscreeninger for at forhindre essentiel infrastruktur i at havne i forkerte hænder.
”Det er primært Kina, man er bange for. De bliver bl.a. udelukket fra 5G-infrastrukturen for at forhindre spionage. Men også andre lande som Rusland og Iran vil man undgå at lukke ind i bestemte virksomheder og projekter,” siger Tobias Liebetrau.
Nedenunder det storpolitiske niveau er også private virksomheder vågnet op til en ny virkelighed, som de er nødt til at reagere på, siger han.
”De fokuserer mere på risici. Hvem kan blokere for en leverance af noget, som vi er afhængige af? Hvilke hypotetiske begivenheder kan true vores forretning? Hvordan vil det påvirke vores virksomhed? Hvordan forebygger vi sårbarheder, og hvordan reagerer vi på den næste krise?”
Dermed vil vi også som forbrugere mærke den stigende risiko for ressourceknaphed og konflikter.
Og ifølge Tobias Liebetrau skal vi forberede os på, at verden ikke altid vil være så åben og fredelig, som vi har vænnet os til.
Tilbage til normaltilstanden
Det er ikke overraskende, at stormagter tørner sammen, forklarer Tobias Liebetrau. Tværtimod.
”Undtagelsen er snarere den seneste periode, hvor fri handel og økonomisk forbundethed på tværs af hele kloden var vigtigere end konflikt og konfrontation. Det bundede i, at USA som verdens eneste supermagt nød godt af det. Den orden er ved at blive erstattet af multipolaritet, hvilket historisk set er mere normalt,” siger han.
Fremtiden, mener han, vil være defineret af to jævnbyrdige magter, Kina og USA, og i skyggen af deres rivalisering vil der være plads til, at en masse regionale stormagter spiller med i den globale magtkamp.
Verden kan meget vel blive mere konfliktfyldt, mere opdelt og mindre åben.
”Det er ikke uundgåeligt eller naturligt, at verden bliver mere globaliseret. Det er gået den vej, fordi vi har ført det den vej, men det kunne også have været omvendt. Der er ingen naturlighed i udviklingen. Det vil ikke være en brat overgang tilbage til, at staten overtager alting fra det fri globale marked, men der vil ske en justering,” siger Tobias Liebetrau.
For os som forbrugere i Europa betyder det, at vi på et tidspunkt kan blive tvunget til at vælge side i rivaliseringen mellem USA og Kina. Dermed risikerer vi at havne på den ene side af et teknologisk jerntæppe, afskåret fra store dele af verdensmarkedet.
Det vil gøre ondt, især hvis vi ikke formår at gøre os uafhængige på de allervigtigste områder.
Svært at bombe sig til teknologi
Selv om Tobias Liebetrau taler om supermagter på kollisionskurs, er der ingen grund til at grave beskyttelsesrum lige med det samme.
Mens Den Kolde Krig i høj grad var en militær rivalisering med en lang række blodige stedfortræderkrige i den tredje verden, så vil fremtidens stormagtsrivalisering – trods alt – formentlig blive udkæmpet med fredeligere midler.
”Når stormagterne konkurrerer om adgang til naturressourcer og teknologisk formåen, er det for at positionere sig til konflikt – potentielt også en direkte krig. Men det er samtidig en måde at skade modstanderen på uden at gå i krig,” siger han.
For stormagterne er det et skakspil, hvor de forsøger at begrænse deres egen sårbarhed og afhængighed af andre lande, samtidig med at de forsøger at sætte andre lande i afhængighedsforhold, som kan udnyttes i en potentiel konflikt.
”Er man i stand til at presse modstanderen og opnå sine mål på den måde uden at løsne et skud, så gør man selvfølgelig det. Afhængigheden betyder også, at krig bliver meget dyrt og noget, som man allerhelst vil undgå,” siger Tobias Liebetrau.
Han forventer ikke at se USA og Kina gå i åben krig om kontrollen med chipfabrikker, teknologicentre eller de forsyningskæder, der fodrer industrien.
”En skarpere rivalisering omkring især teknologi kan skabe nye handelsmure, men jeg har svært ved at se, at vil føre til militær konflikt. Selv om en meget højspændt situation selvfølgelig altid kan eskalere militært, så er det ikke sandsynligt,” siger han.
Tobias Liebetrau påpeger, at man oftere ser krige om helt grundlæggende naturressourcer som vand og mad. Konflikter mellem komplekse økonomier udkæmpes som regel ad anden vej.
”Vand skal man bruge til at overleve nu og her. Teknologi og økonomisk kamp mellem specialiserede økonomier er noget andet, som man vil gå langt for, men sjældent i åben krig. Der er altid en kæmpe risiko og omkostning ved at gå i krig, og den bliver kun endnu højere i højtudviklede økonomier,” siger han.
På det helt lavpraktiske plan er det svært at erobre højteknologi som f.eks. en chipfabrik med bomber og kanoner uden at ødelægge den. Og ofte er værdierne afhængige af medarbejdere med specialiseret viden og komplicerede produktionsgange, som skal være intakte for at være noget værd.
”Det er ikke fysiske ting, der bare kan overtages. Desuden behøver man ikke gå i krig for at erobre viden. Det gøres langt mere effektivt med spionage, hvilket både USA og Kina allerede praktiserer. USA har ekstremt åben adgang til verdens viden ad teknologisk vej, sådan som Edward Snowden afslørede, og Kina prøver at opnå noget lignende,” siger Tobias Liebetrau.
Konflikt er dyrt for alle parter
Fremtidens kamp om ressourcer, teknologi og magt kan dog sagtens blive økonomisk ødelæggende, selv om den ikke kræver menneskeliv i samme skala som fortidens stormagtskonflikter.
Den gensidige afhængighed af internationale markeder og forsyningskæder – selv når stater forsøger at afkoble sig fra dem – betyder, at der er meget mere at miste end at vinde i en åben krig.
”Vi ser allerede en politisk polarisering, som kun bliver værre. Det spidser til imellem Kina og USA, og lige nu spiller Rusland også ind. Slaget står mellem dem, der forsvarer den gamle verdensorden, med USA i spidsen, og dem, der vil have en multipolær verden, med Kina i spidsen. Der kommer rivalisering, barrierer og økonomiske slagsmål, men formentlig ikke direkte krig imellem de to blokke,” siger Tobias Liebetrau.
I den milde ende vil våbnene være handelsaftaler og teknologisk konkurrence, mens de mere beskidte tricks omfatter spionage og cyberangreb mod fjenden.
Kulissen er en verden, hvor både naturressourcer og økonomiske systemer er under pres. Spørgsmålet er, om vi kan klare både en ressourcekrise og en ny supermagtskonflikt med skindet på næsen.
”Det håbefulde perspektiv er, at de store spillere har meget at tabe på konflikt og meget at vinde på samarbejde, både når det gælder klima og teknologi. Det kan lægge en dæmper på, hvor voldsomt konflikterne udvikler sig, og give alle en tilskyndelse til et vist niveau af fortsat handel og samarbejde, trods alt.”
