Hvis vi skal nedbringe vores CO2-udslip og minimere de menneskeskabte klimaforandringer, er det tvingende nødvendigt at vi ændrer på vores kostvaner, så de bliver mere bæredygtige. Det betyder først og fremmest mindre kød og flere grøntsager, men også fødevarer, der er produceret på en mere skånsom og energieffektiv måde end i dag.
Den forsyningskrise, der er fulgt i hælene på den globale corona-pandemi og krigen i Ukraine, kan risikere at få uheldige konsekvenser for den grønne omstilling i forhold til fødevarer. Med fokus på forsyningssikkerhed og kortere transportkæder har politikere i de fleste europæiske lande slået til lyd for, at der skal produceres mere lokalt, og at afhængigheden af globale forsyningskæder skal være mindre.
Det bunder i en antagelse om, at forsyningskrisen er en permanent tilstand, der vil vare mange år fremover. Men den antagelse er forkert, mener Henning Otte Hansen der er seniorrådgiver ved Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet
”Vi har set lignende kriser før, hvor der har været skvulp i forsyningskæderne, og det retter sig altid igen i løbet af nogle år. Der er ingen grund til panik. Fødevarekrisen er kun midlertidig. Men det er klimakrisen ikke. Det løser ikke vores udfordringer at begynde at bygge handels- og toldmure og producere flere fødevarer. Tværtimod,” advarer han.
Globalt er også grønt
Henning Otte Hansen frygter, at det nye fokus på at ”afglobalisere” fødevareproduktionen kan betyde, at klimabelastningen i sidste ende bliver væsentligt større.
”Overordnet set tror jeg, at de sidste fire årtiers stigende globalisering og samhandel har haft en positiv betydning for klimaet, når det drejer sig om fødevareproduktion. Det er klart, at det ikke giver mening at flyve frisk frugt ind fra New Zealand, så vi kan spise jordbær året rundt, men hvis vi f.eks. ser på kvægproduktion i Europa, giver det faktisk god mening ud fra at klimaperspektiv at sejle sojabønner til foder ind fra Sydamerika, hvor de kan dyrkes langt mere bæredygtigt,” forklarer han.
På samme måde kræver det færre ressourcer og giver et mindre CO2-aftryk at dyrke tomater i Sydspanien og køre dem til Danmark med toget end at dyrke dem i opvarmede drivhuse herhjemme.
”Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, er vi nødt til at producere fødevarerne der, hvor det giver mest mening,” understreger Henning Otte Hansen.
Potentialet syd for Middelhavet
Selv om vi nærmer os et punkt, hvor vi ikke længere ukritisk kan udvide arealet af landbrugsjord, er der ifølge Henning Otte Hansen ikke grund til panik, men derimod til at investere i bedre udnyttelse af landbrugsjorden i store dele af Afrika. Her går op mod halvdelen af alle fødevarer i dag til spilde – primært på grund af manglende muligheder for opbevaring, tørring eller nedkøling, men i høj grad også på grund af manglende forståelse for værdikæderne.
”For eksempel har vi nogle steder set eksempler på, at der har været en kortvarig prisstigning på vandmeloner. Så producerer alle vandmeloner på en gang, så der kommer alt for mange. De ender med at ligge og rådne på markerne, fordi ingen vil have dem, og fordi de kun kan opbevares ganske kort tid uden at komme på køl,” forklarer han.
Skal de afrikanske problemer løses, skal hver enkelt landmand have en langt bedre forståelse for værdikæder og landmandskab og samtidig gøre op med en korruptionskultur, hvor enhver er sig selv nærmest. Det vil tage flere generationer, mener Henning Otte Hansen, men udbyttet vil være en vigtig faktor for den globale fødevaresikkerhed.
”Produktionen pr. hektar i Afrika er langt under, hvad den er i Europa, og da de også har et rigtig godt klima, er der nogle lavthængende frugter at plukke, hvis man overfører mere viden og investerer mere i afrikansk landbrug,” siger han.
Protektionisme er skidt nyt for klimaet
Når europæiske politikere taler varmt for at øge den lokale produktion for at kunne garantere forsyningssikkerheden og være mindre afhængige af sårbar infrastruktur, handler det i højere grad om nationale interesser og om at støtte lokale virksomheder, mener Henning Otte Hansen.
”Der er en klar europæisk fortælling lige nu, der handler om, at vi skal have kortere værdikæder, være mindre afhængige af eksport, producere vores egne proteinafgrøder og være selvforsynende og afgrænse Europa. Det er især lande som Italien, Polen og Frankrig, der fremfører det argument. De siger, at vi lettere kan styre værdikæderne og er mindre sårbare. Som jeg ser det, er der i virkeligheden en skjult dagsorden om at beskytte europæiske landmænd og bruge hensynet til forsyningssikkerheden som undskyldning for at opsætte handelsbarrierer,” siger Henning Otte Hansen.
Han frygter, at vi lader panikken over de seneste års forsyningskrise, pandemi og krig i Europa ødelægge den gode og positive udvikling, globaliseringen har ført med sig på fødevareområdet.
”Hvis vi kan bruge krigen i Ukraine til noget i denne sammenhæng, er det som et wake-up call om, at vi ikke må blive for sårbare. At vi måske skal opbygge nogle større kornlagre i FN-regi, så vi har nogle større buffere. Hvis reaktionen på krigen er, at nu skal vi lukke af for al import og bare være selvforsynende, vil det være overkill. Det bliver en undskyldning for en anden dagsorden, der handler om, at man i nogle europæiske lande vil have mere protektionisme,” fastslår Henning Otte Hansen.
Fødevarer er ikke olie
Selv om der for øjeblikket er mangel på korn på verdensmarkedet på grund af den russiske invasion, mener Henning Otte Hansen ikke, at korn og landbrugsprodukter for alvor kan spille en rolle som pressionsmidler i en konflikt – på samme måde som eksempelvis olie har gjort det flere gange i den nyere historie.
”Man kan ikke længere bruge fødevarer som et slags krigsinstrument. Rusland kan ikke lukke af for eksporten af korn og så bruge det som en slags redskab til at lægge pres på resten af verden, ligesom med olie, hvis vi tænker tilbage på oliekriserne i ’73 og ’79. Olie bliver kun produceret få steder, som kan presse priserne op. Det er ikke tilfældet med fødevarer – der er produktionen spredt ud på mange flere lande,” siger Henning Otte Hansen.
”Hvis man lukker ned for Ukraines korneksport, vil priserne stige. Hvis vi har en global prisstigning på hvede, bliver der året efter brugt et langt større areal i hele verden på at dyrke hvede. Landmændene reagerer, så hvis der er en høj pris et enkelt år, producerer de mere året efter, og så falder priserne igen. På den måde er landmændene selv garanter for, at vi aldrig får stabilt høje priser,” forklarer han. Han fremhæver, at lande som Argentina og Brasilien hurtigt vil øge arealet, der bliver brugt til produktion af hvede, så de kan fylde hullet ud på verdensmarkedet.
”Jeg tror ikke, at Ukraine på den måde er en game changer i forhold til fødevareproduktionen globalt,” siger Henning Otte Hansen.
Rige europæere ændrer spisevaner
På trods af krigen i Ukraine og en kradsende forsyningskrise, er det afgørende for vores fremtid, at vi holder fast i den grønne omstilling. Og den udfordring er større end både forsyningskrisen og ukrainekrigen. For selv om vi i Europa er i fuld gang med at omlægge vores forbrug af fødevarer til at blive mere plantebaserede, stiger CO2-belastningen fra de voksende middelklasser i Afrika, Kina og resten af Asien voldsomt. I takt med at velstanden stiger, stiger forbruget af animalske produkter også. Alene i Asien er forbruget af animalske varer steget med 7 pct. de seneste fem år.
”I store dele af verden er velfærd et vigtigere parameter end klimaforståelse. Det med at ændre madvanerne til at spise mere grønt og klimavenligt er primært noget, vi ser i den velstillede del af Vesten, hvor der er en anden forståelse og anerkendelse af klimaproblemerne,” siger Henning Otte Hansen.
”Det med at sige, at vi spiser klimabevidst – den bevidsthed tror jeg ikke findes ret mange steder i verden. Fokus er på, hvad der smager godt, og hvad der er billigt. Hvis kød er billigt, vil man nok de fleste steder købe det uanset klimaaftrykket. Man skal relativt højt op i Maslows behovspyramide, før man bliver så bevidst om sit valg, at man vælger kød fra af hensyn til planeten. Det ser man kun i vores meget velstillede del af verden.”
Kan syntetisk kød redde verden?
At der kommer mere nøddepostej og færre oksebøffer på bordene i Danmark og resten af Europa, forslår med andre ord ikke meget i forhold til klimaet, hvis efterspørgslen efter kød og mælk samtidig stiger blandt de store befolkningsgrupper i Asien og Afrika.
”Der er to veje at gå, hvis vi skal løse den udfordring,” siger Henning Otte Hansen. ”Den ene mulighed er, at få folk til at spise noget plantebaseret, der minder om noget animalsk – det kan være plantebøffer eller havremælk. Den anden mulighed er at begrænse klimaaftrykket fra kød. Og det kan vi nu, hvor vi kan producere ’rigtigt’ kød og syntetisk mælk i laboratorier. Det er produkter, der er lavet af fedt og proteiner fuldstændig ligesom almindeligt kød – det er bare fremstillet i et laboratorium i stedet for. Det smager og opfører sig helt på samme måde.”
”Det er en lidt naiv strategi at tro, at vi kan få flere millioner kinesere – eller amerikanere for den sags skyld – til at lægge deres kost om og blive vegetarer eller fleksitarer, men med syntetisk kød, kan klimaaftrykket minimeres,” siger han.
Farvel til husdyrene
Henning Otte Hansen forventer, at kunstigt kød vil komme til at spille en væsentlig rolle i løbet af få år. Både Kina og Korea har investeret store beløb i at udvikle syntetisk kød, som allerede bliver produceret flere steder. Prisen er allerede kommet så langt ned, at det kunstige kød kan konkurrere med animalsk kød på alle parametre.
”I virkeligheden er der måske ikke nogen grund til at vi stadig holder husdyr som køer og svin om fyrre eller halvtreds år. Kødet kan vi producere bioteknisk uden at der er levende dyr noget sted i processen. Det kan nedbringe CO2-belastningen ganske voldsomt, men det betyder også, at de marker, hvor der før gik køer og græssede, i stedet kan lægges om til vild natur eller til genrejsning af skov, hvilket også vil være en stor gevinst for klimaet,” siger han.
Et stykke med melorm
Fremtidens bæredygtige proteinkilder kan dog også findes andre steder end i avancerede laboratorier. Især i Japan og Korea har insekter igennem årtier været udbredt som supplement i madlavningen, og de er også på vej mod de vestlige kødgryder.
Insekterne kan dyrkes i farme, hvor de kan leve af at spise vores affald. På den måde er de med til at løse en klimamæssig udfordring, samtidig med at de er en bæredygtig næringskilde.
”Med melorme, fårekyllinger og andre insekter får man adgang til bedre, billigere og mere klimavenlige proteiner, som vi enten kan spise selv eller bruge som foder til vores husdyr. Det er også et spor på vejen til fremtidens bæredygtige proteiner,” siger Henning Otte Hansen.
