Flyvende biler? Jetpacks? Silende regn eller brændende tørke? Hvis du skulle forestille dig en radikalt anderledes verden om 50 år, hvordan ser billedet så ud?
Øvelsen med at sætte billede på fremtiden er svær, men langtfra ny. Vi menneskers kunst og populærkultur har altid været fyldt med forestillinger om, hvordan fremtiden mon kunne se ud.
”Vi udlever og udleverer vores forestillinger om fremtiden allerklarest i de historier, vi omgiver os med i hverdagen. Så hvis jeg skulle undersøge, hvordan mennesker til enhver given tid har set fremtidens muligheder, ville jeg kigge i tidens største kollektive fortællinger: I de store blockbusters vi ser i biografen, i de serier vi streamer, de bøger vi læser, og de billeder vi tegner,” siger Bertel Nygaard, lektor i historie ved Aarhus Universitet.
Han forsker bl.a. i, hvordan vores forestillinger om fremtiden har forandret sig op igennem historien – og hvad der er udslagsgivende for, om vi går den i møde med håb eller frygt.
Billeder af fremtiden
Den sidste måned har Vid&Sans bragt en række artikler om kriser og knaphed – og bl.a. bedt forskere fra forskellige fagområder vurdere, hvordan det stigende pres på planetens ressourcer vil påvirke vores fælles fremtid.
Men hvordan ser den rent faktisk ud, denne fremtid?
Det har Vid&Sans’ to grafikere, Lotus Pedersen og Gita Sitanala Andersen, givet hvert deres fantasifulde bud på. Se deres illustrationer undervejs i artiklen – og sammenlign dem med dit eget mentale fremtidsbillede.
Fremtiden bygges af nutidens mursten
Nogle visioner for morgendagen har været markant bedre end status quo, som i Thomas Moores Utopia fra 1516. Andre har været smukke og mystiske som i Fritz Langs futuristiske Hollywoodfilm Metropolis fra 1926. Og atter andre har været dystre og mareridtsagtige som i George Orwells romanklassiker 1984 fra 1949 eller sidste års kontroversielle Netflix-film Don’t Look Up.
Uanset hvad vi forestiller os om fremtiden, er det altid betinget af de ting, vi frygter eller begærer ved nutiden.
”Når vi drømmer om fremtiden, tror vi, at vores tanker er frie, og at vi kan forestille os hvad som helst. Men vi har kun de byggesten, vi har – og de stammer fra den verden, vi allerede kender. Det er derfor, der næsten altid også er biler i fremtiden, hvad end de så flyver eller blot kommer til at køre på el. Hver gang vi skal forestille os noget radikalt nyt, så tænker vi det ind i de rammer, vi allerede kender fra vores hverdag,” forklarer Bertel Nygaard.
”Et godt eksempel fra historien er fremkomsten af jernbanen i 1800-tallet. Til at starte med anlagde man de nye jernbaner langs alle de samme landeveje, man allerede havde haft til hestevogne og gangtrafik. Man tænkte bogstavelig talt, at den nye trafik skulle følge de veje, man allerede kendte. Først senere kunne man se, at jernbanen logisk set skulle anlægges anderledes end grusveje og kunne krydse områder, som ikke var oplagte til hestevogne. Vi er kun i stand til at drømme i kendte elementer, derfra hvor vi allerede står,” forklarer Bertel Nygaard.
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix; Illustration: Lotus Pedersen
Derfor falder katastrofen os nemmere end paradis
Når vi drømmer eller har mareridt om fremtiden, bygger vi altså forestillingerne op omkring de ting, vi allerede kender fra nutid og fortid. Og her ligger også forklaringen på, hvorfor katastrofer har et større publikum end rosenrøde happy endings.
”I dystopiske fortællinger er det tydeligt for både skaber og publikum, at de handler om noget, som nutiden har behov for at bearbejde. Dystopier er projektioner fra egen tid – fremskrivning af katastrofer, der allerede har tegn i nutiden. Derfor er det let for os både at forestille os og acceptere dem. Det er let at se The Handmaid’s Tale som en ekstrem version af Trumps Amerika, eller Orwells overvågningssamfund som den logiske ekstrem af den overvågning, vi allerede oplever i vores egen tid,” forklarer Bertel Nygaard.
Dystopien lægger altså op til en refleksion over vores egen tid, som den åbent inviterer os til at tænke med på. Utopien derimod har historisk set haft markant sværere ved at vinde resonans:
”I utopier er opgaven jo at forestille sig det perfekte samfund, men det har en tendens til enten at virke enormt urealistisk eller ikke forandret nok”, siger Bertel Nygaard.
Mens de fleste dystopier bygger videre på en frygt om fremtiden, vi allerede kender fra nutiden, skal utopier finde ud af, hvad det egentlig er vi begærer og ønsker i fremtiden. Og vores begær er ofte mere uigennemskueligt end vores frygt. Vi begærer det, vi allerede har – og så noget udefinérbart ’andet’, som har det med ikke at føles helt rigtigt, hvis det bliver for konkret.
”Dystopien lægger op til en refleksion over vores egen tid, som vi kan have en åben diskussion af. Den tillader os at bearbejde vores frygt for ’hvad nu hvis’. Utopien skal lave den samme øvelse, men gøre det mere skjult: den skal svare på, hvad vi egentlig går og drømmer om i dag uden at vide det”, siger Bertel Nygaard.
Derfor bliver kriseløsninger ofte ikke utopier
Når vi skal forestille os et radikalt andet samfund, der kan løse problemer som klima- og forsyningskrisen, løber vi derfor ofte ind i problemer med fantasien. Fordi vi har svært ved at svare på, hvad det egentlig er vi vil have, hvis vi ikke kan få det, vi allerede har. Løsningsforslag på særligt klimakrisen ender derfor ofte med at gå ned ad en af to lige ufrugtbare veje.
”Den første vej er at drømme løsninger, som i virkeligheden ikke ændrer ret meget. Det er fantasien om, vi kan blive ved med at få alt det, vi allerede begærer og har i nutiden – bare med et grønt spin. Vi kan blive ved med at spise kød – bare kunstigt konstrueret i stedet for slagtet fra en ko. Vi kan blive ved med at rejse verden rundt – bare vi gør det i et elfly. Det er den samme verden med de samme vaner og varer, bare med en lidt anderledes teknologi,” forklarer Bertel Nygaard.
Sådan en fremtidsforestilling er positiv og fuld af ting, man gerne vil have – men den er ikke reelt anderledes end nutiden. Ikke et nyt og bedre samfund – bare det samme samfund i ny indpakning.
”Den anden vej, vi ofte går, er så til gengæld helt tom for ting, vi gerne vil have. Det er askesens vej, der nægter os alle de ting, vi nyder i dag. Den sætter ikke noget nyt i stedet, men beder os simpelthen om at bringe ofre. Vi må begrænse os, forbruge mindre og anerkende, at vi ikke kan få vores begær opfyldt – bringe klimaofre,” forklarer Bertel Nygaard.
Hverken drømmen om, at alting i virkeligheden ikke ændrer sig, eller askesen, der eliminerer store dele af nutidens hverdagsliv, bringer en reelt ny verden med sig – den retter eller sletter blot i den, vi allerede kender.
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix; Illustration: Gita Sitanala Andersen
Sådan lærer vi at skabe reelle forandringer
Men hvad gør vi så, hvis hverken askesen eller den lille forandring fører os til et reelt bedre samfund i fremtiden?
Ifølge historikeren ligger løsningen i at holde op med at tro, at vi kan forestille os nye samfund, og i stedet gå i gang med at skabe dem, sammen og i praksis.
”Vi skal holde op med at tro, at vi kan tænke os til den perfekte løsning. Så længe vi venter på, at nogle store genier kommer ud af laboratoriet eller tænketanken med løsningen, inden vi går i gang, kommer vi ingen vegne,” siger han.
Ifølge Bertel Nygaard, kommer vi ikke til at kunne tænke os til en ny fremtid ud fra de forudsætninger, vi har i dag. De store nye idéer kommer altid på baggrund af store samfundsændringer, der allerede er i gang. Eller med andre ord: Vi tænker først nyt, når vores forudsætninger for at tænke ændre sig, fordi samfundet ændrer sig:
”Hvorfor kan vi i dag se muligheder for et digitalt samfund, som Jens Lyn aldrig kunne komme i nærheden af i 1930’erne? Fordi vi i dag har et reelt eksisterende internet at tænke inden for. Først når man står med det ’i hånden’ kan man finde ud af, hvordan man kan bruge det. Hvorfor kan vi i dag forestille os en verden, der faktisk er uden racisme på en måde, som man slet ikke kunne i begyndelsen af 1950’erne? Fordi nogle mennesker i 1960’erne gik på gaden og fik ændret lovgivning og videnskab. Og dermed ændrede rammerne for, hvad vi kan drømme om i fremtiden”, forklarer han.
Positive billeder af reelt anderledes fremtider er altså tæt på umulige at skabe, så længe vi bare passivt forestiller os dem hver for sig. Men så snart vi går ud og går i gang med at lave et eller andet sammen i samfundet, træder de sædvanligvis tydeligere frem:
”Klimakrisen er kæmpestor, og vi kommer helt sikkert til at lave ufuldstændige løsninger, hvis vi bare går i gang, og de løsninger kommer til at bringe andre og nye problemer med sig. Men de ufuldstændige løsninger vil også bringe muligheder med sig for at se det næste skridt og det næste skridt igen. Skridt, vi simpelthen ikke kan se endnu, før vi har taget de første. Så selv om de løsninger, vi arbejder med nu, måske virker tamme, kan de godt ende med alligevel at bringe en radikalt anderledes fremtidsforestilling med sig – på bagkant.”
Illustration: Gita Sitanala Andersen (venstre) & Lotus Pedersen (højre).
