Uligheden i sundhed er et spejlbillede af uligheden i vores velfærdssamfund. Kortuddannede bliver mere syge og dør ca. 6 år tidligere end dem, der har længere uddannelser.
Skal vi skævheden til livs, kræver det en grundlæggende omfordeling af vores ressourcer, påpeger flere forskere. Det gælder både penge i form af et mere finmasket velfærdssystem med en bedre psykiatri og flere ressourcer til de dårligst stillede. Og det gælder noget så håndgribeligt som den tid, hver patient kan få hos sin praktiserende læge.
Morten Sodemann, der er professor på Syddansk Universitet og overlæge i indvandrermedicin på Odense Universitetshospital, siger:
”Vi ved godt, hvordan vi kan stoppe uligheden i sundhed, for vi kender mekanismerne bag den, og det gør politikerne også. Men politikerne skal først blive enige om, at vi for eksempel har børnefattigdom i Danmark, og at det er et kollektivt ansvar at dæmme op for den. Og så har vi nogle sejlivede strukturer i sundhedsvæsenet, som er med til at fastholde uligheden. Dem må vi lave om på,” siger han.
”Der er flere håndtag at tage fat i, men så længe, vi for eksempel har børnefattigdom, vil der være ulighed i sundhed i Danmark. Når børnene vokser op, får de ofte ikke en uddannelse, og de kommer ikke ind på arbejdsmarkedet eller arbejder som ufaglærte. Senere bliver de multisyge og lever kortere end andre. Så der skal nogle helt grundlæggende ændringer til i fordelingen af vores ressourcer, for at vi kommer den sociale ulighed i sundhed til livs.”
Fra lige adgang til lige effekt
Ulighed i sundhed udgør en af de helt store udfordringer i fremtidens sundhed. 10 pct. af befolkningen står for 77 pct. af alle indlæggelser i Danmark, viste en undersøgelse fra Rockwool Fonden i 2020.
Og uligheden vokser år for år. Læs mere om det i artiklen Danskernes sundhed er skævt fordelt.
Det har selvsagt store menneskelige omkostninger, når lidelse og sygdom ophobes hos en mindre gruppe personer, men det er også dyrt for samfundet. Dels er det dyrt i sundhedsudgifter, og dels går samfundet glip af de indtægter, der ville være, hvis de syge mennesker havde været raske og havde arbejdet og betalt skat.
Hvad skal der så til for at rette op på den skæve sundhed?
Sundhedsvæsenet er et oplagt sted at starte, mener Jes Bak Sørensen, der forsker i social ulighed i sundhed hos forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM under Region Midtjylland:
”Vi skal skabe en ændring fra, at vi har fokus på lige adgang til sundhedsydelser, til at vi bestræber os på at skabe lige effekt af sundhedsydelserne,” påpeger han og forklarer, at det er et helt grundlæggende skift:
”Der er stor forskel på, hvor mange ressourcer patienterne har til at tage sig af deres sygdom og samarbejde med sundhedsvæsenet om behandlingen. Dem, der har masser af ressourcer, behøver ikke at få ret meget hjælp fra systemet – de skal nok klare sig. Men dem, der ikke har ret mange ressourcer, eller som måske er kognitivt udfordret på grund af sygdomme, har brug for langt mere hjælp til en bred vifte af opgaver. Her skal systemet hjælpe mere, end det gør i dag, for at patienten får den samme effekt af behandlingen, som den ressourcestærke patient får,” forklarer han.
Sådan fungerer sundhedssystemet kun til dels i dag. Patienter bliver visiteret til forskellige behandlinger – og der sker en sortering. Men vi prioriterer ikke hårdt nok, påpeger Jes Bak Sørensen:
”Vi må væk fra, at veluddannede brokkerøve som jeg selv kan optage en masse ressourcer i sundhedsvæsenet. Vi kan presse på for at få det, vi gerne vil have, og vi finder hurtigt ud af, hvad vi har ret til. I stedet skal samfundet flytte ressourcer derhen, hvor de virkelig gavner. Ellers kommer vi ikke uligheden til livs. Vi har ganske vist lige adgang til sundhedsydelser, men vi får ikke de samme behandlinger, og vi får slet ikke den samme effekt. Nogle af os skal aflevere ressourcer til andre, der har større behov,” siger han.
Nogle af ressourcerne kan findes ved at skære ned på undersøgelser og behandlinger, der ikke er strengt nødvendige for patientens sundhed, påpeger han.
At det kan lade sig gøre, viser projektet Vælg Klogt, som Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber står bag. For eksempel har Region Syddanmark mindsket unødvendig MR-scanning og røntgen af lænderyggen med godt 30 pct. på to år. Tidligere foregik scanningerne rutinemæssigt, men med mere tværfagligt samarbejde og fælles retningslinjer for, hvem der skal henvises, er det lykkedes at lokalisere de patienter, der faktisk har gavn af scanningerne, og skære scanningen væk for de øvrige.
I Grenå har lægen stjernepatienter
Der skal altså, ifølge Jes Bak Sørensen, prioriteres hårdere mellem patienterne, for at de tungeste kan få mere hjælp.
Dét har tre læger i en lægepraksis i Grenå erfaring med. De er gået sammen om at skabe en klinik, hvor de mest sårbare helt bogstaveligt kommer i første række.
En af lægerne er Mogens Vestergaard, der også er seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, og tidligere professor i klinisk epidemiologi:
”Vi ville gerne prøve at gøre noget ved uligheden i sundhed i praksis. Vi ligger i en af landets fattigste kommuner, Norddjurs, og vi har sorteret alle vores patienter. De særligt udsatte kalder vi stjernepatienter,” forklarer han.
En stjernepatient, der ringer inden kl. 12, får altid en tid hos lægen samme dag og ser så vidt muligt den samme læge og sygeplejerske hver gang. De gode lægetider går til stjernepatienterne, så de ikke skal vente i venteværelset, og de får også længere tid inde hos lægen. Desuden bliver der gjort mere ud af opfølgning på deres problemstillinger og behandlinger.
Til gengæld planlægges der andre forløb for de stærke patienter, som er mindre ressourcekrævende. De får konsultation på video, når det er muligt. Ofte vil de få en tid hos en sygeplejerske, som får tæt supervision af en speciallæge, der ikke har andre funktioner end at supervisere personalet i konsultationerne. På den måde frigøres lægernes tid til at tage sig af de mest sårbare.
Lægerne tager også fast ud på ’stuegang’ på de lokale bosteder for personer med psykiatriske lidelser, senhjerneskade eller fysisk og psykisk udviklingshæmning. Her er det altså en fast læge, der kommer hver gang på de enkelte bosteder. Og mange af disse borgere har underdiagnosticerede eller underbehandlede fysiske lidelser, fortæller Mogens Vestergaard.
”Det handler om, hvor man som læge bruger sin tid bedst. Hvis jeg ikke aktivt vælger, hvor jeg vil lægge kræfterne, bliver min kalender fyldt op af raske mennesker, der lige skal have lavet et helbredstjek,” fortæller Mogens Vestergaard.
Der er ikke evalueret på Grenå-lægernes forsøg, men det er Mogens Vestergaards oplevelse, at det har en god effekt at give mere tid til de dårligste. Forskning fra Skotland viser, at en indsats i det nære sundhedsvæsen også kan betale sig økonomisk – det sparer indlæggelser. I Danmark koster en almindelig indlæggelse på hospitalet ca. 8.000 kr i døgnet.
”Hvis vi virkelig vil gøre noget ved uligheden i sundhed, skal vi sætte penge af til det. Vi skal være langt mere opsøgende over for psykisk syge og dem, der bor alene, og de tungeste patienter skal have mere lægetid og mere håndholdte forløb,” siger han.
Mere lægetid til hver patient
I dag har hver praktiserende læge ca. 1.600 patienter, men måske skal en læge i belastede områder kun have 1.200 patienter, foreslår Mogens Vestergaard. Det skal i det hele taget gøres mere attraktivt at være læge i de kommuner, hvor der er flest kortuddannede borgere; Lolland-Falster, den sjællandske vestkyst, den jyske vestkyst og Djursland, mener han.
Se også Kort&Godt: De sygeste borgere har færrest læger.
De tre Grenå-læger er derfor i gang med at samle 100 af landets mest patienttunge lægepraksisser i et netværk, Deep End Denmark, der kan sikre vidensdeling og kompetenceudvikling. Det sker i samarbejde med de praktiserende lægers organisation og Forskningsenheden for Almen Praksis.
”Lige nu har vi en slags omvendt omsorgslov: Der, hvor der er de største sociale problemer og sundhedsfaglige udfordringer, er der færrest lægeressourcer. Så de, der har brug for mest hjælp, har adgang til mindst. Det er ikke rimeligt. Men vi kan ændre det, hvis vi vil,” siger han.
Praktiserende læger kan f.eks. tage et større ansvar for de mest belastede patienter, hvis det sker under vejledning af specialister fra sygehusene, forklarer han. Mens patienten sidder inde hos sin læge, kan specialisten være med på video:
”Det har flere fordele: Patienterne er mere trygge. Vi er sikre på, at de møder op, og de skal ikke bøvle med transport til et stort sygehus. Vi kan på stedet aftale en plan for, hvad der skal ske efterfølgende, og jeg kan undervise patienten – og i lægehuset kan vi sørge for, at der sker den rette opfølgning. På den måde kan vi spare patientbesøg på sygehusene og spare behandling.”
Kort og godt: Mere håndholdte forløb er nødvendige for de mest komplekse patienter. Det sker nogle steder i landet, men slet ikke over alt.
Se på de bagvedliggende årsager
Én ting er at omprioritere ressourcerne hos de praktiserende læger og på sygehusene. Men på den længere bane er det nødvendigt at gå nogle trin ned ad årsagsstigen for at komme den sociale ulighed i sundhed til livs.
Børnefattigdom er en væsentlig årsag til uligheden i sundhed. Hvis den bliver fjernet, kan det ifølge forskerne aflæses på sundhedsstatistikkerne. Problemet er, at det er vanskeligt at skabe politisk enighed om fordelingspolitik. Jes Bak Sørensen siger:
”Der ligger altid nogle sociale forhold bag en usund livsstil, og dem er vi nødt til at adressere. Det er ikke nok at give et rygestopkursus – vi må finde ud af, hvorfor der ryges. Hvad er det, der skal dulmes? Årsagerne handler altid om samfundsforhold og sociale problemstillinger i et bredere perspektiv – ikke kun om sundhed.”
Uligheden forstærkes, når personer med få ressourcer og kort uddannelse møder sundhedsvæsenet og en læge, der ikke har den fornødne tid til at sætte sig i patientens sted og forstå baggrunden for det, der bliver sagt. Hvis patienten ikke har kræfter og kompetencer til at forstå sin sygdom og kæmpe for sin sag, så venter der en plads nogle uger længere nede ad ventelisten.
Morten Sodemann fra Indvandrerklinikken i Odense påpeger, at læger og andet sundhedspersonale skal være langt bedre til at forklare om, hvad der sker i behandlingerne, og hvilke muligheder patienterne har – også selv om patienterne ikke har uddannelse eller måske kommer fra et andet land. Hele sundhedsvæsenet er for indforstået, påpeger han. De ansatte tager for givet, at patienterne kan gebærde sig i det.
”Men folk farer vild, og det gælder også danskere. Når de spørger om vej, forstår vi læger ikke helt, hvad de siger. Så vi må lære at lytte til dem og forklare os bedre,” siger Morten Sodemann. Han fortsætter:
”Det burde kunne lade sig gøre at ændre på uligheden i sundhed, for vi ved godt, hvad der skal til. Det er lykkedes på skoleområdet at lave langtidsplaner og skabe en konsensus om, hvad børn skal lære i skolen. Måske kunne vi også lave en langtidsplan for, hvordan vi minimerer uligheden i sundhed.”
