Julia Child: Gastronomisk frankofili i USA og Danmark

I august 2002 besluttede madbloggeren Julie Powell at kaste sig ud i en helt særlig udfordring. I løbet af ét år ville hun lave alle 524 opskrifter fra den mest indflydelsesrige kogebog om fransk mad i USA, Mastering the art of French Cooking.

Den er skrevet af Julia Child, i samarbejde med Louisette Bertholle og Simone Beck, og anses for et af de vigtigste værker inden for formidling af fransk madkultur i USA.

Julie Powell skrev løbende om eksperimentet på sin blog, der blev noget af et tilløbsstykke, og samlede sine oplevelser i bogen Julie & Julia: 365 Days, 524 Recipes, 1 Tiny Apartment Kitchen (2005). Hun høstede dog ikke nogen anerkendelse eller blåstempling fra Julia Child, som på dette tidspunkt var over 90 og havde svært ved at se fornuften i projektet – eller i bloggen, som stadig var et nyt medie dengang.

I 2009 kom filmen Julie & Julia – en dobbeltfilmatisering af Powells bog og Childs erindringer fra efterkrigstidens Paris, med Amy Adams og Meryl Streep i de to hovedroller.

Julia Childs erindringer, My Life in France, blev udgivet efter hendes død i 2006. Her skriver hun om, hvordan hun som diplomatfrue i Paris engagerer sig i kogekunsten og indskriver sig på det berømte køkkenakademi Cordon Bleu. Sammen med to af akademiets undervisere går hun med videnskabelig metodisk grundighed i gang med at skrive den bog, der skal præsentere det franske køkken for et amerikansk publikum.

Frankofile frigørelsesprojekter

I sin analyse af filmen ser den danske kultur-og medieforsker Karen Klitgaard Povlsen  en spændende spejling i modstillingen mellem Julias kamp for at få respekt i det gastronomiske miljø i den konservative efterkrigstid og Julies projekt med at udleve det franske køkkens lyster i blogosfæren og sit eget køkken.

Povlsen påpeger, at begge kvinder bruger madlavning til at skabe deres egen identitet uden for de gængse normer i deres samtid.

Julia var barnløs, hvilket var et særsyn dengang, men realiserede sig selv igennem sit arbejde med madformidling. For Julie var eksperimentet først og fremmest en hedonistisk fuckfinger til 00’ernes slanketyranni og kvindelige kropsidealer: Der skulle ikke spares på vin, sukker eller smør.

Povlsen hæfter sig også ved, at de to kvinders respektive formidlingsprojekter med 50 års mellemrum realiseres på helt nye medieplatforme.

Child blev især kendt gennem sine optrædener på tv fra 1960’erne og frem. Denne del af hendes liv er kortlagt i en ny HBO-serie, der simpelthen hedder Julia. Her ser man også, at det som kvinde krævede stor snilde og determination at erobre en position i den mandsdominerede tv-branche.

I starten syntes de mandlige tv-producenter hverken, at mad som emne eller Child som vært var noget at råbe hurra for. Child var 188 cm høj og noget klodset. Men det skulle vise sig, at det netop var hendes store armbevægelser i køkkenet, kombineret med hendes smittende humør, der gjorde hende meget populær. Hun forsøgte ikke at fremstå perfekt og var ikke bange for at lave småfejl. Det gjorde det nemt for de (primært kvindelige) seere at relatere til hende.

Fransk kogekunst var ikke ukendt i USA – men det var Child, der bragte den helt ud til middelklassens husmødre i de amerikanske hjem.

Det er interessant, fordi selve hendes kogebog, Mastering the Art of French Cooking, faktisk er mere elitær. Alene titlen, madlavning som kunstart!

I forordet skriver hun, at bogen er henvendt til dem, der kan lave mad uden ”at bekymre sig om økonomi, taljemål, tidsplaner og børnemåltider”. Det var nok ikke mange husmødre, der kunne se spejle sig i den beskrivelse. Men i tv-mediet kom Child til at fremstå mere folkelig, og hendes glæde ved det franske køkken begejstrede mange.

Herhjemme har litteratur-og kulturforskeren Hans Boll-Johansen i sin bog De danske og de franske (2003) undersøgt, hvordan synet på Frankrig, franskmænd og fransk kultur har ændret sig gennem tiden. Han bruger ordet ”frankofili” om den begejstring for fransk kultur, der med jævne mellemrum er skyllet ind over Danmark gennem historien.

De kvindelige konsulenter

På det kulinariske område oplevede Danmark en sådan begejstringsbølge i 1960’erne, samtidig med Julia Childs gennembrud i USA – men med en række markante forskelle.

I Danmark var det nemlig ikke husmødrene, der førte an, men mændene.

Efterkrigstiden herhjemme var præget af store samfundsomvæltninger. På den ene side fik folk flere og flere penge mellem hænderne og et større forbrug. Middelklassen voksede, og uddannelsesniveauet eksploderede. Samtidig kom kvinderne i stigende grad ud på arbejdsmarkedet og fik mindre og mindre tid til at lave mad.

Den danske historiker Caroline Nyvang har i sin ph.d.-afhandling kortlagt den danske kogebogs historie fra 1900-1970, og hun hæfter sig ved to markante og modsatrettede tendenser i denne periode.

Blandt kogebogsforfatterne var der på den ene side en ny generation af dem, som Nyvang kalder ”kvindelige konsulenter”. De omfavnede det nye forbrugssamfund og havde blikket stift rette mod de teknologiske løsninger, som vandt indpas i USA: Røremaskinen, trykkogeren og andre køkkeninstrumenter, der lettede arbejdet for den moderne kvinde, som nok var kommet ud på arbejdsmarkedet, men stadig skulle have maden klar klokken 18.

Et andet nybrud var konserves, hel- og halvfabrikata, som blev mere og mere almindelige. Således kunne Ruth Gunnarsen-Jensen lancere kogebogen Nem mad for travle husmødre i 1957. Den lovede opskrifter, der kunne klares på 20 minutter, hvor man gennem effektiv planlægning og rationalisering fik omdannet køkkenet til en velsmurt maskine, der på næsten ingen tid kunne skaffe mad på bordet.

Teknologien kunne hjælpe kvinden, så hun ikke skulle tilbringe hele sit liv ved kødgryderne. Konsulenterne hjalp eftertidskrigens kvinder med at frigøre sig fra husholdningens åg uden dog at helt give slip på husmoderrollen. Det var fortsat en central del af det at være kvinde og husmor at man satte et varmt måltid på bordet hver aften.

Mændene slapper af i køkkenet

Antitesen til ”konsulenterne” finder Nyvang i en gruppe, der skriver kulinariske kogebøger – i mange tilfælde som en eksplicit modreaktion mod den hurtige og forenklede madlavning, som konsulenterne kunne tilbyde.

Disse forfattere var alle mænd og ofte frankofile, der elskede at referere til Frankrigs gastronomiske litteratur og citere Brillat-Savarin, Carême og Grimod de la Reynière.

Disse kulinariske kogebogsforfattere var ikke professionelle kokke, men glade amatører i den franske betydning af ordet. En amateur hengiver sig dybt passioneret til en bestemt aktivitet eller interesse.

Mange af dem var beskæftiget i de kreative fag, bl.a. skuespillerne Mogens Brandt, John Price, og Olaf Ussing. Sidstnævnte lavede kogebogen: ”Lad os gå i køkkenet og slappe af”, hvor han selv poserer på forsiden med cigar og vinglas, mens han rører i saucen.

Madlavning var her en rekreativ mandehobby, som kunne dyrkes i weekenden, uden modkrav om, at det skulle bidrage til at få familiens hverdag til at hænge sammen. Kontrasten til ”Nem mad for travle husmødre” kan næsten ikke blive større.

Denne klikes passion blev institutionaliseret i 1964 med etableringen af det danske gastronomiske akademi, der symptomatisk bar det franske navn L’Académie Danoise de la gastronomie.

Passionen for det franske var gennemgående, helt ned til de ord, der blev brugt. F.eks. adresserer akademimedlemmet Ejler Jørgensen i sin bog Velbekomme fra 1965 læserne med ”Kære gourmand…” Han skriver (citeret fra Nyvang): ”Når jeg siger Gourmand, mener jeg, finsmageren, den, hvis smagssans er så udviklet, at han forstår at skelne, forstår at appréciere, at nyde”.

Her er det ikke nok med franske fagudtryk – også et almindeligt ord som ”værdsætte” må gøres fransk for at komme til sin fulde ret.

Et bolværk mod amerikaniseringen

For nogle år siden fandt jeg i et antikvariat Mogens Brandts ”Det gode bord” fra 1963. Mogens Brandt var en film- og teaterskuespiller, der gik meget op i mad. Han skrev flittigt bøger og artikler, bl.a. en madklumme i Politiken. Der er mange levende beskrivelser af måltider i hans københavnske herskabslejlighed, hvor han kokkererede til sig selv og fruen, samt hvem der ellers kom forbi.

I det brandtske køkken er der ingen tvivl om, at frankofilien hersker. Brandt priser ikke kun den franske gastronomis smagsidealer og teknikker, men hele den franske attitude til mad og måltider som et eksempel til dansk efterfølgelse:

”I Frankrig, der alle sine omvæltninger til trods dog stadigvæk står som den europæiske kulturs hjørnesten i kampen mod mekaniseringen og amerikaniseringen, har det altid været god skik at tale om maden.”

Brandts frankofili går hånd i hånd med en generel skepsis mod ”amerikaniseringen” og den teknologiske udvikling.

Det er påfaldende, hvor væsensforskelligt USA og Danmark tog den franske kogekunst til sig i omtrent samme periode. Blandt de frankofile gastronomer og kogebogsforfattere finder man også eksempler på mandlige amerikanere og danske kvinder, men det generelle kønsmønster er ret tydeligt.

Desuden rummer Childs frankofili i sagens natur ikke den anti-amerikanisme, som man ofte ser i den danske kontekst. Det havde næppe været fremmende for seer- og læsertallene i Amerika under den kolde krig.