McDonald’s: Frankrigs førende restaurant

Den 12. august 1999 gik en gruppe franske landmænd til angreb på en McDonald’s i den lille, sydfranske by Millau i det smukke plateauområde Terresses de Larzac.

Fast food-restauranten var endnu ikke åbnet, men næsten færdigbygget, da aktivisterne pillede bygningen fra hinanden og stak af med en del byggematerialer. Bygherrens skilt blev kørt kørte over med en truck.

Angrebet var anført af landmanden, politikeren og aktivisten José Bové, og man kan på YouTube finde klip fra begivenheden, hvor han i en megafon fortæller om baggrunden for aktionen. McDonald’s ville ”servere lortemad” og ”gøre franske bønder arbejdsløse”, og derfor ville aktivisterne nu smadre dette symbol på globalisering og amerikanisering af madkulturen.

Den mere specifikke anledning var en længerevarende handelskrig mellem USA og Europa. EU ville ikke give amerikanerne lov til at sælge deres hormonbehandlede kød i Europa, og USA’s modtræk var at forhøje afgifterne på en række europæiske produkter, herunder franske oste som den fåremælksbaserede blåskimmelost Roquefort. Bové var selv fårebonde, så USA’s afgift ville få direkte konsekvenser for ham og hans kolleger.

De gik så i kødet på McDonald’s, som vel ret beset ikke styrede den amerikanske handelspolitik, men fastfoodrestauranten var et symbol på den økonomiske globalisering, som Bové og ligesindede mente var skyld i deres problemer.

En hån mod kulturarven

I Frankrig er der en meget lang og ofte latterliggjort tradition for at anse landets egen madkultur som totalt overlegen i forhold til andre landes. Det gælder især den amerikanske, der ikke bare ses som en trussel mod fransk økonomi og identitet, men en fornærmelse mod gastronomien – og muligvis civilisationen som sådan.

Den brede befolkning elsker Le Big Mac, og den amerikanske fastfoodkæde har i folkemunde fået kælenavnet McDo. Men for gastronomer, gårdejere og andre kulinariske kulturbærere står McDonald’s som antitesen til det franske køkken og et skræmmebillede på, hvor galt det kan gå, hvis nationen giver slip på sine madtraditioner.

McDonald’s fylder kort sagt meget i den franske madbevidsthed – på godt og ondt.

I bogen Le livre noir de la gastronomie française (Fransk gastronomis sorte bog, 2011) kan de to journalister Emmanuel Rubin og Aymeric Mantoux konstatere, at McDonald’s er Frankrigs førende restaurant, og at det franske marked udgør kædens største europæiske marked.

Forfatterne ser det som et udtryk for den franske madkulturs forfald og kalder det ”en hån mod vores kulturarv”.

Går man i de franske nationale mediearkiver, kan man finde en tv-reportage fra 1979 om McDonald’s og de tilsvarende franske kæder. Journalisten starter med at forklare den forudsætningsløse seer, hvad fast food overhovedet betyder.

Herefter gennemgås tilberedningen af en Big Mac efter den stramme tidsplan, hvor enhver bevægelse er monitoreret på sekundet.

Den kvindelige journalist spørger også en række kunder, hvorfor de dog spiser her, og mange begrunder det med, at det er nemt og billigt. Journalisten har svært ved at skjule sin foragt. Hun spørger en ældre mand, hvorfor han spiser her, når nu ”det er for de unge”, og en håndværker, hvorfor han ikke spiser et rigtigt måltid i sin frokostpause.

Håndværkeren, der sidder i sit arbejdstøj og konsumerer en Big Mac, tager dog til genmæle. Han synes, at restauranter er larmende og man skal hele tiden råbe efter tjeneren. Sådan er det ikke på McDo. Her kan man spise i fred og ro, og man skal ikke forholde sig til en hel masse. Man fornemmer, at han er lidt træt af hele den ceremoni, som en klassisk fransk frokost med sine tre retter udgør.

Flydende grænser

Den verdensberømte franske sociolog Pierre Bourdieu kortlagde i samme periode den franske madkultur gennem omfattende undersøgelser.

Hans hovedpointe er, at smag ikke kan reduceres til biologi eller personlige præferencer. Smag afspejler først og fremmest social position, tilhørsforhold og opdragelse.

Gennem vore smagsdomme markerer vi sociale og kulturelle tilhørsforhold. Når vi f.eks. køber en økologisk tomat, køber vi ikke bare en tomat, men også et bestemt værdisæt, som er udbredt i den veluddannede middelklasse.

På samme måde vurderer vi også andre på baggrund af deres smagsdomme og rubricerer dem som medlemmer af bestemte sociale fællesskaber.

Overordnet identificerer Bourdieu to forskellige æstetiske og sociale tilgange til maden og måltidet. Disse er begge tæt knyttet til social klasse.

På den ene side er der arbejderklassens tilgang til mad, som Bourdieu kalder le franc manger. Begrebet spiller på udtrykket franc-parler – at tale lige ud af posen – og kan oversættes til at spise ”ligefremt” eller ”ærligt”. Et af de bærende principper er substans: Der skal være nok.

Det kommer tit i retter, der har en flydende karakter, f.eks. supper eller sauce, og rummer godt med kalorier, f.eks. svinekød og kartofler. Madens servering er styret af praktiske hensyn frem for ceremoniel og æstetisk formalisme. F.eks. skifter man ikke tallerkener mellem hovedret og dessert, og man sætter gryder direkte på bordet.

Omgangsformen er utvungen og frigjort. Ingen skal lægge bånd på sig selv eller være bange for at falde igennem. Der er i det hele taget flydende grænser og overgange: mellem køkkenet og spisebordet, det salte og det søde osv. osv.

Identitetskamp og fjendebilleder

På den anden side er der borgerskabets tilgang til måltidet, som Bourdieu kalder ”manger dans les formes”: Her holder man på formerne, når man spiser. Man gør et stort nummer ud af at dyrke måltidets æstetiske kvaliteter og rituelle karakter. Både maden, bordet og manererne skal leve op til bestemte koder og ritualer.

Tingene flyder ikke sammen – retterne og de spisende må vente på deres tur. Man lægger bånd på sig selv. Måltidet er ikke dikteret af kvantitative hensyn, men af underforståede krav om alsidighed og æstetisk omhu, som også er med til at skygge for madens materialitet og kropslige nødvendighed.

En central pointe hos Bourdieu er, at disse væsensforskellige tilgange til måltidet også fungerer som modbilleder, der er med til at bekræfte de respektive grupper i deres fællesskab og tro på egne værdier. Mad- og måltidskulturen er også en social kamp om at definere det gode liv.

Håndværkeren i tv-indslaget om McDonald’s italesætter arbejderklassens ligefremhed som noget positivt. Her skal han ikke skamme sig over at sidde i sit arbejdstøj. Han behøver ikke vente på de forskellige retter, og han skal ikke forholde sig til tjenerens vimsen omkring eller andre aspekter af måltidets borgerlige koreografi. Han kan spise sin burger med fingrene, i fred og ro sammen med sin makker. Desuden er det nemt, hurtigt og billigt.

Journalisten inkarnerer derimod det borgerlige, formelle måltidsideal. Med sine bebrejdende og medlidende spørgsmålsformuleringer får hun tydeligt demonstreret, at hun betragter det som et frygteligt afsavn at spise en masseproduceret burger i disse primitive omgivelser.

Til kamp mod ketchup

Det er især overklassen og de intellektuelle, der har været negative over for den kulinariske amerikanisering og McDonald’s i særdeleshed – foruden naturligvis landmænd som Bové og andre grupper med direkte interesse i at beskytte Frankrigs kulinariske særpræg.

Et interessant forsøg på at dæmme op for den amerikanske indflydelse er initiativet Les Classes du Goût, der blev lanceret af den franske kemiker, smagsfilosof og ønolog Jacques Puisais tilbage i 1970’erne.

Puisais, der frygtede en generation af ”smagshandikappede” børn og unge, ønskede at gøre dem modstandsdygtige over for amerikanernes lette og besnærende måltidsløsninger:

”Vi må give vore drenge og piger referencepunkter, som tillader dem at sammenligne. Hvis de aldrig har smagt en rigtig, velduftende sovs af friske tomater, vil de altid foretrække ketchup.”

Hans ”smagsinstitut” forsøger at ruste det enkelte barn til selv at finde den rette vej i forbrugskulturens industrialiserede og amerikaniserede madjungle, så de små franskmænd bliver ”værdige arvtagere” til den franske gastronomiske tradition.

Den franske skepsis over for alt amerikansk er gengældt på den anden side af Atlanten. For mange patriotiske amerikanere er Frankrig ærkesymbolet på ”det gamle Europas” elitære snobberi og kulturelle arrogance.

I 2003 var Frankrig et af de europæiske lande, der mest markant kritiserede den amerikansk-ledede invasion af Irak. Det fik en fastfood-restaurant i North Carolina til at omdøbe sine french fries til freedom fries. Og det republikanske kongresmedlem Bob Ney fik gennemtrumfet samme anti-franske navneskifte i det amerikanske parlaments kantiner.