Absint: Intelligensdræber eller grøn fe?

På væggen i mit kælderkontor hænger en gul plakat, som med store sorte bogstaver advarer mod ”intelligensdræberen” og ”ungdommens fordærver”. Nederst på plakaten finder man parolen: Drik den ikke, drik den ikke! Ned med absinten!

”Ned med absinten” kunne ligne en opfordring til druk, men er det modsatte. Plakaten er fra 1907 og annoncerer for et møde 14. juni, hvor man vil agitere for et lovforslag, der skal forbyde produktion og salg af absint.

Absint var på det tidspunkt et hovedangrebsmål for afholdsbevægelsen, og der var stærke kræfter, der arbejdede for et forbud.

Tidligere havde flere digtere ellers skrevet henført om den grønne drik.

Den legendariske franske fuldemandspoet Raoul Panchon skrev f.eks. om absinten: ”Du får mig til at udholde livet / alt imens du vænner mig til døden”.

Digteren og rusmiddelaficionadoen Charles Baudelaire skrev også henført om absinten i digtet ”Gift”, hvor han sammenligner den med morfin – og sammenligningen falder ud til absintens fordel:

”Alt dette er ikke på højde med den gift, der flyder/ fra dine øjne, dine grønne øjne/ Søerne, hvori min sjæl ryster og ser sig selv på hovedet!”.

Absintens kraft var der altså ingen tvivl om, hverken blandt tilhængere eller modstandere. Afhængigt af perspektivet kunne den korrumpere ungdommen og samfundet, eller give en næsten overnaturlig indsigt i det hinsides.

Den blev en del af flere storpolitiske konflikter i La Belle Époque, fra 1870’erne og frem mod første verdenskrig, hvor den blev forbudt. På det tidspunkt drak franskmændene flere 100.000 liter absint om året. Absint blev nydt i alle samfundslag, af bønder og aristokrater, af mænd og kvinder, i Paris og provinserne.

Absinten stammer fra bjergområderne mellem Frankrig og Schweiz. Den laves i forskellige versioner, dog altid med malurt, der bærer det latinske navn Artemesia Absinthium og det franske absinthe. Det er malurtens indhold af stoffet tujon, der skulle gøre drikken farlig. Det kan fremkalde kramper, svimmelhed og nyresvigt, hvis det indtages i for store doser.

Drikkens specifikke oprindelse er uklar, men den har utvivlsomt været en slags medikament lavet på forskellige bjerg-urter. Der er almindelig enighed om, at, at lægen Pierre Ordinaire købte opskriften til urtedrikken fra familien Henriod.

Opskriften blev i 1798 videresolgt til tre entreprenante herrer, hvoraf Henri-Louis Pernod er den mest kendte. De startede produktionen i Couvet, et område i den schweiziske kanton Neuchâlet, der i dag betragtes som absintens arnested.

Allerede i 1805 flyttede destilleriet dog over grænsen, til Pontarlier i det østlige Frankrig. Fabrikken, Pernod Fils, blev til et stort foretagende i moderne industriel stil, der i sin storhedstid bryggede 30.000 liter om dagen. Man mener, at der er blevet drukket over 30 millioner liter absint hvert år i Frankrig, da det gik hårdest for sig.

Absint kan smage ret forskelligt, men har en kraftig smag af urter ofte med anis som en af den gennemtrængende, men den er ofte sødere end pastis, der også har en stærk anissmag. Absint har dog ofte en ret høj alkoholprocent. Således har man traditionelt fortyndet det med vand og sukker.

Absintmordene

Jean Lanfray var en vinbonde, der boede med sin lille landsby i den fransktalende schweiziske provins Vaud. Han var typen, der bundede et par glas absint hver morgen inden morgenmaden. Det gjorde han også d. 25. august 1905, en dag, der skulle blive skæbnesvanger for absintdrikkere verden over.

Efter morgenmaden tog Lanfray på arbejde i vinmarken sammen med sin far og broder. De stoppede dog undervejs på en café, hvor Lanfray fik en myntelikør og bagefter en cognac med sodavand. Klokken var nu også ved at være halv seks om morgenen. Det var en varm dag, så frokosten blev skyllet ned med seks glas af den lokale piquette-vin, og på vejen hjem efter endt arbejdsdag gjorde de igen holdt på cafeen, hvor de drak et par kopper kaffe krydret med cognac. Derhjemme drak Lanfray og faren hver en liter piquette mere før middagen, og bagefter indtog han en kaffepunch med hans egen hjemmelavede marc, en alkohol fremstillet på druerester fra vinproduktionen.

På dette tidspunkt bemærkede Lanfray, at hans støvler, som hans kone havde lovet at pudse om morgenen, stadig stod upudsede under køkkenvasken. En ophedet diskussion endte med, at han fór ud efter sin riffel og skød først hende i hovedet og derefter parrets to døtre på fire og to år. Lanfray forsøgte også at skyde sig selv, men uden held.

Disse meningsløse og brutale mord vakte naturligvis vild opstandelse, som ikke blev mindre, da det blev kendt, at fru Lanfray var gravid i fjerde måned.

I politirapporterne er Lanfrays betydelige og varierede alkoholindtag registreret samvittighedsfuldt, som det fremgår ovenfor. Men i aviserne blev det særligt bemærket, at Lanfray havde drukket absint, og episoden blev kendt i hele Europa som absintmordene.

I Schweiz og Frankrig skabte det ophedet diskussion om absintens skadevirkninger.

Inden længe havde en tredjedel af befokningen i Vaud underskrevet et forslag om at forbyde absint. Det var ikke mindst kvinderne, der nødig ville lide samme skæbne som den ulyksalige fru Lanfray. Absint-modstanden blev en national bevægelse, og i 1908 vedtog Schweiz et landsdækkende forbud mod absint, der trådte i kraft i 1910 og først blev ophævet i 2005.

En jødisk gift

Også i Frankrig gav Lanfray-sagen afholdsbevægelsen ny vind i sejlene. Men absinten havde også andre fjender.

Den nationalistiske og antisemitiske forfatter Edouard Drumont var kendt for sit konspirationsteoretiske værk ”La France Juive” (1886), hvor han hævdede, at den franske stat var ved at blive overtaget af jøderne, som infiltrerede samfundet på alle niveauer.

Drumont gik så langt i sine konspirationsteorier, at han i 1905 anklagede absinten for at være en jødisk gift, der skulle degenerere den ikke-jødiske befolkning og dermed bane vej for jødernes magtovertagelse.

Én absintproducent, der var bange for, at denne teori skulle vinde udbredelse og ødelægge hans forretning, begyndte ligefrem at fremstille en særlig anti-jødisk absint, Absinthe anti-juive, så de antisemitiske franskmænd, og dem var der mange af, kunne drikke deres absint med ro i sindet, uden frygt for jødiske sammensværgelser.

Den franske vinindustri så mistænkeliggørelsen af absint som en oplagt mulighed for at skaffe en konkurrent af vejen, og lobbyede stærkt for et forbud. Da det lykkedes, og absint endelig blev forbudt ved begyndelsen af første verdenskrig, kvitterede vinlobbyen med at sende flere hundrede tusinde liter gratis vin til fronten.

Således var det altså en meget bizar kombination af samfundsmæssige, politiske og økonomiske interesser, der fik absinten blev forbudt: en uhellig alliance af kvindesagsforkæmpere og religiøse afholdsfolk, konspirationsteoretikere, antisemitter og den opportunistiske vinindustri.

Et mytisk rusmiddel

I absintens hjemland, Schweiz, blev drikken lovlig igen i 2005, dog med et loft over tujon-indholdet. Legaliseringen førte til flere spektakulære folkelige fester, bl.a. en parade i den schweiziske by Môtiers, hvor en lænket grønklædt kvinde blev trukket gennem byen i et bur, før en lokal betjent løsnede hendes håndjern, lukkede hende ud af buret og skænkede hende et glas absint. Den grønne fe var genopstået!

I Frankrig blev absint først tilladt igen i 2011

Men på trods af næsten 100 års forbud er absintens mytologiske status ikke blevet mindre. Tværtimod. Den er den dag i dag et særligt betydningsmættet symbol på de modsatrettede kræfter i alkohol: kreation og destruktion, det ekstatiske og det forbudte, bevidsthedsudvidelsen og det glade vanvid.

Uden for Frankrig er den også blevet en del af den fin de siècle-myte om livstrætte digtere, kunstnere og kurtisaner, der drev rundt på Montmartre i en evig absintrus, som stadig tiltrækker turister og wannabee-bohemer fra hele verden til Paris.

Er man lidt loren ved at kaste sig over for store mænger af den forjættede drik, kan man f.eks. prøve cocktailen Corpse Reviver no. 2, hvor absinten spiller en mindre rolle, men bidrager pikant til smagen og det bizarre navn.

Oprindelig skulle den vist være en kur mod tømmermænd, der genoplivede kroppen til ny drikkelyst, men den er faktisk meget bedre end det. Med sin friske syre og diskrete smag af absint er den en perfekt ouverture til en fransk middag, der vækker smagsløgene og maveregionen. En ideel start på denne tour i det franske køkken A-Z!