Que la bête meure: Middagsbordet som kampplads

”Aaaaaaaddddd, det dér kan jeg ikke lide!” Mor: ”Du kommer i seng uden dessert, hvis du ikke spiser op!” Far: ”Hvis du spiser op, kan du se Ramasjang indtil du skal have nattøj på.”

Melaminkop flyver gennem luften. Far råber, mor græder, barn jubler.

Middagsbordet er den moderne civilisations vigtigste sociale kampplads – og ikke kun i kernefamiliens daglige gladiatorkampe mellem børn og forældre. Det er også en arena for kampe om klasse, køn, etnicitet og bæredygtighed.

I Danmark og det øvrige Norden er der en uudtalt forventning om, at bordet og måltidet skal være et hyggeligt samlingspunkt, og konversationen er oftest konsensussøgende samtaler om ukontroversielle emner. Naturligvis kan der flyve hårde ord over bordet, men det er primært, når flaskerne er ved at være tomme – eller når børn i trodsalderen tester grænserne for deres diktatoriske beføjelser.

I Frankrig er det anderledes. De fleste franskmænd har ikke noget imod stærke meningsudvekslinger ved bordet, og i mange tilfælde har jeg følt, at de aktivt opsøgte konfrontation og konflikt.

Det er som om, mange franskmænd finder det kedeligt, hvis middagsselskabet går op i konsensus. Der skal ske noget. Således er folk ikke blege for at tage provokerende standpunkter. Eller gå op imod synspunkter, som de selv forsvarede dagen før.

Sjasket sauce og social kontrol

Den franske filminstruktør Claude Chabrol havde en helt unik sans for at bruge middagssituationen til at udstille den borgerlige kulturs perfiditet. En af de mest uforglemmelige scener er fra Que la bête meure (”Dyret skal dø”, 1969).

Filmen handler om den ulykkelige forfatter Marc Andrieu, der er fast besluttet på at hævne sin søn, som er blevet slået ihjel af en flugtbilist. Under sin jagt på morderen kommer Marc på besøg hos den nyrige Paul Decouvert, der spilles genialt af Jean Yanne. Nogle kender ham måske fra en anden Chabrolfilm, Le Boucher, (”Slagteren”, 1970), hvor han spiller den charmerende og psykopatiske titelrolle.

I den velkomponerede middagsscene fra Que la bête meure har Pauls kone lavet okseragout, og det er ved denne lejlighed, vi første gang møder den egocentriske og kommanderende hustyran. Gæsterne sidder allerede og nyder en aperitif, da han kommer ind ad døren og straks begynder at overfuse tjenestefolkene i alles påhør. Stemningen skifter, og tavsheden breder sig.

Så går man til bords. Forventningsfuld tager Paul for sig af ragouten, mens han med den anden hånd tager tjenestepigen på benet under bordet.

Foran alle middagsgæster fælder Paul prompte sin dom over middagen: ”Denne her ragout er simpelthen klam! Saucen er det rene vand!” Han er træt af at have en kone, der ødelægger det gode (og dyre, får han understreget) kød.

Hans kone forsvarer sig med, at retten har snurret i hele fire timer, men det afværger ikke angrebet: ”Jeg har sagt det 117 gange til dig; når kødet er mørt, holder du det varmt, og reducerer saucen for sig selv i en kasserolle… FOR SIG SELV I EN KASSEROLLE!”.

Paul fortsætter sin belæring med mere generelle betragtninger om gastronomien: Modsat andre kunstarter er der ikke noget at tage fejl af. Det er enten godt eller dårligt. Når hustruens ragout hører til den sidste kategori, skyldes det, at hun ikke tager sig sammen med sin husgerning, men foretrækker at sidde på sit værelse og skrive pladderromantiske digte.

Han fuldender ydmygelsen ved at læse et par smagsprøver på hendes pauvre digterkunst op. Oplæsningen fremprovokerer hysteriske latteranfald fra Pauls mor, mens resten af det målløse selskab lider med den knækkede værtinde. Måltidet slutter med, at sønnen kommer til at vælte et glas, og den koleriske far kaster et stykke baguette efter ham. Familiehygge à la française – velbekomme!

Ydmygelser og begær

Dette er blot en af de mange mesterlige scener, Claude Chabrol har lavet omkring middagsbordet. Journalisten Laurent Bourdon har ligefrem skrevet en bog, Chabrol se met à table (Chabrol går til bords), der gennemgår Chabrols filmografi fra ende til anden og i hver enkelt film fremhæver madscenerne og deres funktion.

Og de er mange. I Que la Bête meure er cringe-stemningen omkring bordet og de brutale ydmygelser med til at opretholde alfahannens magtposition.

I Le Boucher fungerer kødet som begærsobjekt, der skiftevis vækker lyst og afsky. Den lystmorderiske slagter giver en urteindpakket lammekølle til den lokale lærerinde i et forsøg på at kurtisere hende og leverer senere en smuk oksesteg til et bryllup i landsbyen.

Et par dage efter er lærerinden på tur med sin klasse i klippegrotter. Under en spisepause i det bjergrige landskab skriger et af børnene pludselig, da der drypper blod på hendes briochemad. Det viser sig at være bruden fra brylluppet, der ligger på en klippeafsats, sprættet op af slagterens knive.

Chabrol var også et madøre, og har sammenlignet køkkenkunsten med sin egen metier: At forberede en film svarer til at tilberede maden – at indspille den svarer til at spise den. Det sidste er det mest interessante. Den efterfølgende klipning sammenligner han med opvasken.

Alfahannen har en pointe

Hvor usympatisk Paul end er i Que la bête meure, har han faktisk en pointe, hvad saucen angår. Hvis man vil undgå sjaskede gryderetter, er det nogle gange en god idé at lade saucen at reducere lidt for sig selv for at øge intensitet og aroma.

Okseragout findes i et utal af varianter i det franske køkken Boeuf bourguignon, boeuf à la mode, Daube … i utallige variationer og med lige så mange stærke meninger om den rette tilberedning.

Ofte tror folk, at jo flere ingredienser, man kommer i, jo mere smag, men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange skal man glemme alt om bacon og champignoner og i stedet fokusere på en ren og kraftig oksesmag.

Nedenfor får du opskriften på en fremragende og meget enkel okseragout, der vil stille selv et dumt svin som Paul tilfreds. Måske ville han også spendere en god bourgogne til saucen og servere samme vin i glasset.