Den 1. juni skal vi til stemmeurnerne og gives vores ’ja’ eller ’nej’ til forsvarsforbeholdet. Nogle mener, at Danmark bør fjerne forbeholdet for at få mere indflydelse på EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik, mens andre frygter, at EU på sigt vil udvikle sig til en konkurrent til NATO. Du kender jo alt til militære forbund. Er det ikke meget fornuftigt, at vi i Danmark reagerer på den nye sikkerhedspolitiske situation og ønsker at udbygge forsvarspolitikken?
- Det er det eneste rigtige at gøre – og jeg ved, hvad jeg taler om! Et stærkt militært forbund med de øvrige bystater i Italien var jo helt afgørende for vores militære succes og selve tilblivelsen af det romerske imperium.
Uden forbundsfællernes bidrag kunne vi have tabt til den græske konge Pyrrhos i begyndelsen af 200-tallet f.v.t. eller til Karthago i den anden puniske krig, da Hannibal gik over Alperne med sine elefanter. En småstat som jeres kan ikke stå alene, når stormagterne strides – men ikke alle forbund er dog lige slagkraftige.
- Hvordan fungerede de militære forbund på din egen tid? Og ser du nogle paralleller til forbund som fx NATO og EU af i dag?
- Der er nok flere forskelle end ligheder. Vores forbund tog sig ikke ud som et forbund af ligestillede stater. Vi bestemte alt i Rom - og forventede, at vores forbundsfæller stillede med de soldater, vi havde brug for. Det gav dog efterhånden lidt knas i koalitionen, og med tiden blev vi nødt til at tilbyde de allierede kampfæller romersk borgerret som en bonus for indsatsen.
Vores forbund minder nok mest om det I kalder NATO, hvor vi, som jeres USA, var den ubestridte leder. Men som jeg ser det, er forsvarssamarbejdet i jeres Union slet ikke et rigtigt forbund - der er jo netop ingen oplagt leder!
Som hos de gamle grækere vil I være tvunget til at opnå enighed, før I kan sætte magt bag ordene. Det er for langsommeligt, og der er for mange kokke med egne opskrifter. I risikerer, at fjenden står ved byporten før planen er lagt. Det vil aldrig kunne fungere i den nuværende form – og det ved de magter, I vil beskytte jer imod.
Regeringens officielle linje er dog stadig, at forbeholdet skal afskaffes, og Danmark tage ’mere ansvar’ og bidrage med flere soldater og finansiering til EU. For få år siden sagde daværende forsvarsminister, at forsvarsforbeholdet ikke forhindrede os i at deltage i EU’s forsvarspolitik. Hvorfor har situationen mon ændret sig? Og har du nogle gode råd til, hvordan regeringen og statsminister Mette Frederiksen kan komme i mål med deres ønske?
- Hvor meget situationen reelt har ændret sig rent militært, ved jeg ikke - jeres forsvar afhænger jo stadig af USA, på den anden side af havet. Og spørgsmålet er, hvor længe deres leder – som åbenbart hele tiden lader sig skifte ud - vil investere i jeres sikkerhed.
Europa må kunne forsvare sig selv! I må opbygge en fælles hær i Unionen, med et veldefineret lederskab fra en af de store nationer, f.eks. gallerne eller germanerne. De var skrappe, da vi sidst krydsede klinger.
Jeres statsminister bør desuden fortsat spille på frygten. Det gjorde jeg selv med stor succes, da jeg truede med at nedlægge alle mine militære beføjelser og lade romerne slås om hvem, der skulle efterfølge mig.
Frygten for krig er nemlig et værdifuldt værktøj, hvis folkestemningen skal mobiliseres til forsvar i en tid, hvor truslen for krig er overhængende. Legitimitet er også altafgørende. Det er altid en god idé at lade folk stemme - så længe de beslutter det, man har brug for.
