Idé & tro
Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

”Kalder de sig hekse? Herre jemini!”

Vid&Sans bringer hver uge et ”interview” med en afdød tænker, videnskabsmand, kunstner eller statsmand om et aktuelt emne. I denne uge Maren Splids om den moderne heksetrend.

Idé & tro
Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Der er flere og flere, der identificerer sig som heks, praktiserer heksekunst og dyrker den naturbaserede ’heksereligion’ Wicca – i al fredsommelighed, forstås. Du, derimod, blev en af renæssancens mange ofre, da du i 1641 blev brændt på bålet i Ribe, anklaget for netop at være heks. Kan du forstå, hvorfor kvinder verden over genopliver heksetrenden i disse år?

- Hvorfor i alverden har nogen dog lyst til at være heks? Det lyder da ganske tåbeligt. Nej tak! Hekse er jo onde, de stjæler vores helbred og lykke. Slår børn ihjel. Nogle påstår endda, at de giver børnene til Djævelen selv! Nej, der kommer intet godt ud af sådan nogle troldkællinger. De stjæler bryggelykken, ved du godt det? Så øllet bliver dårligt og smager grimt. Det gider ingen stamgæster jo mæske sig i.  

Her i Ribe havde vi flere af dem, heksene. Tænk, hvis jeg udelukkende kunne servere surt øl på mit værtshus - så ville jeg da nok begynde at spekulere i, hvem af byens rivaler, der legede med trolddomskunst og ønskede mig pokker i vold!

Du er muligvis det mest berømte offer for trolddomsforfølgelserne i Danmark. Hvorfor var det mon lige dig, der blev landskendt og ikke de cirka 1.000 andre, der også endte på bålet i 1500-1600-tallet?

- Ak, ja, det hører desværre med til min historie. At jeg blev uskyldigt dømt og brændt som heks.

Men heksene er jo virkelige nok, det ved vi. Men måske var nogle af dem, der brændte i flammerne, faktisk ikke ægte hekse. Engang hørte jeg om nogle folk, der måtte indrømme over askedyngen, at den netop afbrændte kvinde nok alligevel ikke havde været i ledtog med Djævlen. At hun var helt uskyldig. Ligesom jeg selv.

Det kan godt være, at der er røget en finke af panden i ny og næ, og måske har jeg også truet lidt med Djævelen, men jeg havde aldrig gjort det, de påstod!

Når jeg stadig huskes i dag, er det nok også fordi, at folk i Ribe skam godt vidste hvem jeg var – og ikke mindst fordi selveste kongen, Christian 4. - gid Fanden havde hans sjæl! - fik mig på bålet lige da jeg var blevet sat fri. Nok var han rigets mægtigste mand, men heksekunsterne kan skam også nå ham!

Du skilte dig altså ud ved din retssag og ved at tilhøre det velbjærgede borgerskab. Men omvendt havde I hekse vel én uomgængelig fællesnævner – jeres køn. 95% af alle, der blev brændt i Danmark, var jo kvinder. Var tiden bare mere kvindefjendsk end den er i dag, hvor unge kvinder med stolthed påtager sig identiteten heks?

- Kvindefjendsk, hvad mener du? Et finurligt fremmedord. Mener du, at kvinder var mere fjendtlige? Dét kan jeg godt følge.

Alle i Ribe ved jo, at hekse oftest er kvinder. De lærde siger, at det skyldes kvindernes natur. De er simpelthen lettere at lokke, mener de. Jeg tror, at nogle kvinder simpelthen bare er særligt onde!

Men hvorfor tror du egentlig, at folk i din samtid frygtede dig og de andre påståede hekse og kloge koner – var det had, misundelse, fascination? Og kan vi lære noget af heksejagtens tid og tendenser i dag?

- Det giver da sig selv - Hekse er jo onde! Jeg ved skam godt, at nogle kloge koner hjælper til rundt omkring i landet, men du ved jo godt, at de også kan bruge djævelens kræfter, ikke?

Man skal være varsom med kloge folk. Altid. De kan måske hjælpe dig nu og her, men de kommer ikke af noget godt. De forvirrer, forlanger og alting har sin pris. Kan de helbrede dig, kan de også skade dig.

Men frivilligt at dyrke en heksereligion og ligefrem kalde sig for heks – dét er den rene djævelskab i mine øjne. Herre jemini!

Gråt guld

Vid&Sans bringer hver uge et ”interview” med en afdød tænker, videnskabsmand eller forfatter om et aktuelt emne. I praksis beder vi en dansk forsker med forstand på den pågældende tænker om at føre pennen.

Maren Splids (ca. 1600-1641), var Danmarks nok mest berømte heks. Hun var værtshusholder og gift med skrædder Laurits Splid, der tilhørte Ribes borgerstand. Det gjorde Maren til mere velhavende end hovedparten af de personer, som stod anklaget for trolddom i 15-1600-tallet. Stand er ikke det eneste, som har gjort Maren Splids verdenskendt i Danmark, kongens aktive indblanding får også sagen til at skille sig ud. Maren blev dømt ved første retsinstans, inden den obligatoriske appelsag fik hende frikendt. Det faldt ikke i god jord hos Christian 4., som hurtigt beordrede sagen genoptaget. Maren blev nu ført til København og indsat i Blåtårn. Efter en kort proces blev hun fundet skyldig og sendt hjem til Ribe. Her blev hun brændt ved galgebakkerne udenfor Ribe den 9. november 1641.

Hendes svar er skrevet i samarbejde med Louise Nyholm Kallestrup, ph.d. og lektor i historie ved Syddansk Universitet. Kallestrup forsker særligt i trolddomsforfølgelser og religiøse forestillinger.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.
Lektor, Syddansk Universitet
Louise Nyholm Kallestrup er ph.d. og lektor i historie ved Syddansk Universitet. Kallestrup er leder af projektet Witchcraft and the Godly State (GODWIT) finansieret af DFF og Veluxfonden, og forsker bl.a. i trolddoms- og kriminalitetshistorie og religiøse forestillinger i renæssancen. Hun har bl.a. udgivet Heksejagt (2020) i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. (foto: Montgomery)

ENDNU MERE GRÅT GULD TIL DIG

Menu