I de seneste år har komikere mødt tiltagende kritik for upassende jokes, der f.eks. gør grin med minoriteter. Den amerikanske komiker Dave Chappelle bliver beskyldt for at krænke transpersoner i sit nyeste show. Er folk blevet mere sarte?
- Muligvis. Men forargelse og forurettelse har altid været satirens faste følgesvend! De komiske virkemidler er netop så effektive, fordi de er blevet afprøvet og finpudset igennem århundreder. Der var sandelig også krænkelsesparate mennesker på min tid. Jeg havde selv mit hyr med pietisterne, de radikalt religiøse, der var imod enhver form for fornøjelse. På et tidspunkt fik de endda held med at lukke alle teatre!
Men hvordan skal vi da forstå vreden mod komikere som Chappelle?
- For at forstå kritikken, må vi først se på kritikerne: De er vrede, og de angriber i flok. Øjensynlig mener de alle sammen det samme. Komikerne mener også altid det samme – nemlig det stik modsatte! En komiker er nødvendigvis en retorisk Rasmus Modsat med hang til overdrivelse og provokation, og dét sætter scenen for forargelsen.
Havde Dave Chappelle levet på Island i den tidlige middelalder, var han dog næppe sluppet så billigt fra sine provokationer. Dengang var folk så ærekære, at det var nødvendigt at forbyde drilleri. I værste fald kunne man blive dømt fredløs på livstid eller udfordret til sværdkamp mod den krænkede.
Hvilken rolle spiller humoren i samfundet?
- Humor er magt! En latter kan pege i alle retninger og udstille dem, der tror sig bedre end andre. Karakteren Apollo formulerer det fint i mit stykke Uden Hoved og Hale. Han beskriver komedien som et spejl, der fremstiller de menneskelige fejl således, at den både fornøjer og underviser. Ved at spejle os i den gale adfærd og grine af den, kan vi ved hjælp af fornuften lære at skelne skidt fra kanel – og tænke kritisk, ikke mindst.
Vi kan derfor formulere to lakmusprøver for humor: Er det morsomt, og er det moralsk opbyggeligt? Hvis svaret på begge er ”ja”, trumfer det hensynet til folks oplevelse af at være blevet krænket. Men jeg er i tvivl, om Chappelles sketch er nogen af delene.
Kan man så tillade sig alt i komediens navn? Bør satiren ikke tage hensyn til folks følelser?
- Både-og. I mine egne komedier har jeg altid sørget for, at det er de elastiske karakterer, der klarer sig bedst – dem, der både er handlekraftige og åbne for forandring.
På min tid var ytringsfriheden begrænset af enevældens censur. I dag er ytringsfriheden et mål i sig selv – uagtet om det, man vil ytre, duer til noget. Ytringsfrihed er ikke, hvad det har været, men komikerens krigslist er helt den samme! Jeg har altid ment, at vid trumfer sans, hvis viddet forvaltes, så det bidrager med lærdom.
