Den sidste måned har teatrene og det øvrige kulturliv ligget stillet - igen. Du oplevede jo selv lignende nedlukninger i din tid. Hvad tænker du, når du hører, at museer, teatre og spillesteder har været nødt til at smække dørene i?
- En digters hjerte bløder – ikke kun hans pengepung – når kunstens stemme forstummer!
På min egen tid stod teatrene også først for, når pesten raserede London, og kulturlivet skulle lukkes ned. Blandt byens magthavere var der flere, som i forvejen så skævt til os, og fra prædikestole lød det tilmed, at pesten var Guds straf for teatrenes syndige virke. Pest eller puritanere, jeg ved ikke hvad der var værst!
Det var hårde tider, og det gør mig ondt at se, at danske scener nu lider en lignende skrækkelig skæbne.
Under en pandemi, hvor vi ofte er alene med vores frygt og svære valg, har vi brug for kunsten som følgesvend.
Men hvorfor har vi overhovedet brug for et kulturliv under en raserende pandemi?
- Vi har altid brug for kunsten. Den viser os både rigets råddenskab og menneskets ædelhed! Den skal dog ikke belære – moralisering sælger ingen billetter – men lade os gøre holdt ved indgangen til menneskelivets forviklede veje, inden vi skal vælge retning.
Under en pandemi, hvor vi ofte er alene med vores frygt og svære valg, har vi brug for kunsten som følgesvend. I kunsten finder vi jo det sprog, der er nødvendigt for at beskrive os ud af pandemiens paralyse. Ord har nok ikke samme status i dag som på min teaterscene – jeg finder jeres nutidssprog lidt vel fattigt og følelseskoldt – men åndrige ord kan være lige så kampdygtige som immunforsvarets soldater!
Og desuden må vi aldrig glemme at leve efter alle kunstens regler, særligt i pandemiske tider. Spørg blot min ukueligt livsnydende karakter, John Falstaff - I ham banker kunstens varme, vindrikkende hjerte altid trodsigt videre.
Hvilke omkostninger tror du, at en nedlukning af kulturlivet kan få på længere sigt? Og er en nedlukning dét værd?
- Jeg er jo digter, ikke epidemiolog, og har for vane at vare min mund i politik. Men jeg er dog interesseret i hvordan værdi – også menneskelig værdi – besluttes i en pandemitid og af hvem.
Kunsten kan ikke redde liv, men er den alligevel ikke livsvigtig? Under en pandemi leder alle efter svar, helst de hurtige og enkle, som øjeblikkeligt kan omsættes til handlinger. Men selvom lægevidenskaben er kommet lidt videre siden min tid, kan den stadig ikke besvare alle spørgsmål, ej heller hvad et menneskeliv er ’værd’. Kunsten har heller ikke svarene på alt, men den hjælper os med at overveje spørgsmålene mere grundigt – og kan være en vaccine mod forhastede beslutninger.
Kunsten kan sagtens trives i modgang - den er ganske hårdfør og finder ofte løsninger og lyspunkter på steder, hvor ingen endnu har ledt.
Når kunsthaller, museer og teatre under en krise lukkes ned som noget af det første, kan det desuden mislede os til at tro, at kunsten er overflødig eller undværlig. Det er nemt at skubbe kunsten ud, hvor den bliver tvunget til at forsvare sin eksistensberettigelse. Det vidste mine kolleger og jeg desværre alt om!
Tror du alligevel, at der kan komme noget godt ud af sådan en nedlukning?
- Der er aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget. Under pestudbrud slap vi da om ikke andet af med nogle af konkurrenterne på de andre teatre i London!
Jeg fik også bedre tid til at skrive, når teatret var lukket - nogle af mine bedste stykker, f.eks. Kong Lear og Macbeth, kom til verden under pestudbrud. Der er uendelig inspiration for kunsten at hente i en krisetid, for her viser menneskeheden sig fra sine værste og bedste sider.
Kunsten kan sagtens trives i modgang - den er ganske hårdfør og finder ofte løsninger og lyspunkter på steder, hvor ingen endnu har ledt! Men jeg ønskede mig altid tilbage i teatret, hvor mine tanker først rigtigt fik form og fylde. Når vi lukker for mødet mellem kunsten og verden, bliver vi følelsesmæssigt immune!
