I de seneste måneder har myndigheder verden over forbudt brugen af den kinesiskejede app TikTok. De frygter simpelthen, at Xi Jinping kigger med og får statshemmeligheder serveret på et digitalt sølvfad. Du advarerede selv mod overvågning i dit hovedværk 1984. Ser du nogle paralleller til din egen dystopiske fremtidsvision?
- Der er utallige paralleller – masseovervågning, censur, skumle sikkerhedstjenester! Men mine teknologiske visioner er så sandelig blevet overhalet indenom af virkeligheden. Hvor primitivt ser det ikke ud med mine overvågningsskærme og skjulte mikrofoner, når jeg hører, hvad I er i stand til i dag!
Jeg forestillede mig dog aldrig, at teknologien fik følgeskab af bekvemmelighed. Læs bare 1984, hvor superstaten Oceanien styres med jernnæve af Big Brother, og hvor alle overvåges konstant. Dér må jeg indrømme, at min kollega Aldous Huxley bedre forstod, hvordan teknologi kan være både totalitær og nærmest orgastisk behagelig. Fagre nye verden.
Men dette besynderlige TikTok virker som et narkotikum for ungdommen – og for visse embedsmænd i magtens midte. Ironisk nok var min egen far med til at pacificere en hel generation af kinesiske unge mænd med et lige så potent produkt: indisk opium.
Kritikere har påpeget, at myndighederne handler ret dobbeltmoralsk, hvis de forbyder TikTok, der endnu ikke beviseligt har gjort noget galt, men fortsat blåstempler giganter som Google og Facebook, der flere gange er blevet dømt for ulovlig datadeling. Handler myndighederne overgearet – eller bør vi simpelthen forbyde al form for digital overvågning?
- I er vist på den anden side af muligheden for at forbyde den digitale overvågning. Men teknologien kan stadig reguleres under strafansvar for misbrug. Og det gør I jo allerede, så vidt jeg forstår, med de amerikanske giganter, der netop skal operere inden for retsstatens lovgivning.
Dommen om dobbeltmoral er besnærende, men nok en journalistisk spidsvinkling. I bør dog straks, i forsigtighedens navn, underlægge TikTok de samme juridiske rammer som rivalerne fra Vesten!
I mange samfundsdebatter, fra efterretningstjenesternes praksis til videokameraer i det offentlige rum, synes logikken at være, at overvågning kun er et problem, hvis man har noget at skjule. Holder det argument? Og kan selve bevidstheden om at blive overvåget egentlig gøre noget farligt ved os?
- Alle de data, der let kunne misbruges, har tilsyneladende ikke for alvor skabt en bevidsthed om at være overvåget som i 1984 – ellers delte I vel ikke fortsat jeres badebilleder og festfotografier med gud og hvermand? Det virker dog lidt som en stor boble, og hvis I først mister tilliden til systemet, og frygter, at selv de mindste fejltrin kan have store konsekvenser, brister den med et brag!
Det værste er dog at blive overvåget af ens nærmeste. Tro mig, jeg gik på kostskolen Eton – og dér var privatliv en sjældenhed! Den frivillige overvågning kan i stigende grad gøre jeres samfund til ét stort drivhus, hvor det snarere er borgerne end selve staten, der lurer og snager gennem de blankpolerede ruder.
I dit værk bruges overvågningsteknologi primært til at ensrette undersåtter og udrydde kritikere – og det oplever din hovedperson Winston på egen krop. I dag, næsten 75 år efter værkets publicering, bruges overvågning dog også positivt, bl.a. til at monitorere hjertepatienter, sikre flytrafik og forhindre skovbrande. Viste din kritiske sci-fi sig ikke at være lige lovlig enstrenget?
- Sig mig, har du nogensinde hørt om Anden Verdenskrig? Om udrensningerne i Sovjetunionen? Om Den spanske borgerkrig? Jeg vil opfordre dig til at spørge dem, der oplevede Kulturrevolutionen i Kina, om de så mig som enstrenget!
Hvis fordelene opvejer ulemperne, overvågningen ikke bruges totalitært og borgernes retssikkerhed stadig er intakt, er jeg ikke afvisende over for overvågningens positive potentiale. Naturligvis.
Men jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om I i dag har mistet så meget kritisk sans, at I er blevet til uoplyste, undertrykte undersåtter - lidt som dyrene i Kammerat Napoleon – i en gennemdigitaliseret dystopi.
