I december propper vi os med sovs, sprut og søde sager, og i januar forsager vi det hele og ønsker en ny begyndelse med en række nytårsforsæt i hånden. Du blev jo kendt for at formulere idéen om, at vi mennesker har en række grundlæggende behov, bl.a. fysiske, sociale og personlige. Hvilke behov opfylder disse nytårsforsætter og hvis behov er det egentlig?
- Som humanistisk psykolog tror jeg jo, at mennesket er et meningssøgende, følende væsen med visse behov, men også med en grad af fri vilje – modsat mine kolleger inden for f.eks. behaviorismen, der ofte reducerer folk og deres behov til ren biologi, til impulser og reflekser.
Jeg tror derfor, at de mange nytårsforsætter er individets egne behov, og at de kan opleves som meget stærke, ja, ligefrem som bydende nødvendigheder for den enkelte - det kan simpelthen føles mere eller mindre umuligt at udsætte slankekuren!
Men jeg erkender nu også, at andre vil sige, at det bl.a. er samfundsskabte eller traditionsbundne behov.
Men er det holdbart at ændre vaner på den måde – og kan det havde nogle negative konsekvenser at ændre sine behov så pludseligt? Du beskrev jo selv menneskets forskellige behov som en pyramideform, hvor nogle behov simpelthen er vigtigere end andre.
- Det er en misforståelse af min motivationsforskning!
Mange tror fejlagtigt, at min idé om de fem grundlæggende behov skal rangordnes i en pyramide. At de fysiske behov som sult, sex, søvn, skal placeres i bunden og er meget større end behovene for tryghed, socialt samvær og påskønnelse samt behovet for selvrealisering. Nogle behov kan dog – for den enkelte – være mere betydningsfulde.
Men vi har altså ikke et prædefineret behovshierarki! Vi er snarere præget af nysgerrighed og initiativ, af søgen efter mening, og det skaber en langt større dynamik i sammensætningen af de fem grundlæggende behov.
Det er derfor ganske naturligt for os at have forskellige bydende nødvendigheder i løbet af et kalenderår, og det kan da godt være, at en ny start – som f.eks. årsskiftet – er et frugtbart tidspunkt at genoverveje nogle af dem. Det er faktisk en meget almindelig øvelse, og den er fuldkommen ufarlig.
Når det nu så åbenlyst er sundere at kvitte smøgerne, droppe chokoladen og snøre løbeskoene, hvorfor er det så så pokkers svært at komme i gang uden de forsætter?
- Det er et svært spørgsmål, for det handler både om viljestyrke og hvad jeg kalder frustrationstolerance. Mange af mine kolleger har beskæftiget sig med viljestyrke, og de understreger bl.a., at den er ligesom en muskel, der skal trænes og holdes ved lige - og som faktisk også risikerer at blive slidt op.
Vi kender det nok alle sammen. Det er ikke lige altid, at vores nytårsforsæt har følgeskab af en sund og veltrænet viljestyrke.
Frustrationstolerance handler om, at vi mennesker over tid kan opbygge en tolerance, der kan hjælpe os med at tæmme de frustrationer, som kan opstå, hvis vi ikke får opfyldt et bestemt behov lige nu og her – f.eks. at mæske os i chokolade. Det handler altså om at kunne tilsidesætte eller udskyde behov, som vi tidligere har været vant til at få opfyldt.
Men det er slet ikke sikkert, at vi får opbygget en frustrationstolerance, bare fordi et kalenderblad vendes og et nyt år står for døren. Det er nok i virkeligheden lidt tvivlsomt.
Men er det egentlig samfundets eller den enkeltes ansvar at skabe rammerne for et godt og sundt liv?
- Dét spørgsmål er stort set fundamentet for hele motivationsforskningen! Det er bl.a. en diskussion af, om mennesket har en fri vilje, eller om denne frie vilje godt og grundigt – og måske udelukkende – bliver styret af andre.
Når mennesker med meget hurtige biler oftere bryder fartgrænserne end søndagsbilisterne, skyldes det så rammerne i form af den hurtige bil, eller chaufførens behov for at køre alt for hurtigt?
Med mit udgangspunkt i den humanistiske psykologi er jeg tilbøjelig til at lægge ansvaret på den enkelte - men jeg er dog ikke blind over for betydningen af omgivelserne.
Nytårsforsæt handler derfor både om den enkelte og om samfundets rammer for den enkelte!
