Julen er børnenes fest, men i år har rekordmange familier søgt om en økonomisk håndsrækning, da de ikke har råd til at fejre jul. Du skrev jo meget om samfundets slagside og fattige børns trængsler. Hvad siger det om os og vores samfund, at mange i 2022 stadig har brug for julehjælpen?
- Det er skandaløst! Fjolserne i det britiske Parlament har ellers flittigt misbrugt min stakkels Oliver Twist i deres politiske kampagner. Men hans nødråb – “Please Sir, can I have some more” – besudles i deres munde. Pengene har jo været der hele tiden - de er blot blevet ofret på krigsliderlige generaler, royale kæledyr og korrupte ministre!
Lige nu ryster millioner af britiske børn i kulden og står i kø ved fødevarebanken for allernådigst at nyde de anæmiske pølserester fra middelklassens bord. Aldrig havde jeg da forestillet mig, at verden igen ville blive så sølle – og jeg mangler ikke fantasi!
Som 12-årig knoklede jeg selv på skosværtelageret, men end ikke dér var mit liv så hårdt, som mange børns er det i dag – og nu rammes også de mindste i min gode ven H.C. Andersens elskede barndomsland. Dét er et gudsjammerligt eventyr, en sand tragedie!
Du var jo en litterær superstar i din samtid, og kendt for at veksle mellem komik og alvor. Det ser vi bl.a. i Et juleeventyr fra 1843, hvor den nærige Ebenezer Scrooge indædt prøver at aflyse julen, men fejler så det basker. Hvorfor er netop julen og dens fejring så vigtig – hvad er det den kan?
- En superstar, åh ja, og jeg nød hvert et øjeblik - huse, rejser, mad og drikke, fester, endda en hemmelig elskerinde! Julen drejer sig netop om at nyde tilværelsen, livet, hinanden. Vi er her kun et kort sekund, og livet er mere end blot arbejde og overlevelse.
Nogle påstår ligefrem, at jeg, Charles Dickens, genopfandt julen med mine værker om barndommens nostalgiske jul – dengang gaderne duftede af gran og gås, og sneen lå metertyk og dyneblød.
Selvfølgelig er der også den religiøse del, bevares. Den portrætterede jeg i Vor frelsers liv, et værk, der i dag kun læses af særligt troende fans i Amerika! Men ”Et Juleeventyr”, derimod, dét huskes og elskes af alle – men dets groteske sans for teater, og med Scrooges spektakulære omvendelse til en bedre mand. Enestående, hvis jeg må være så fri!
Næsten hele julehjælpen er private donationer. Det samme var den på din tid, hvor bl.a. filantropiske og kirkelige organisationer, ligesom nu, ydede støtte til de fattige børns jul. Til forskel fra London anno 1843 lever vi dog i dag i en vældig velfærdsstat. Men er det statens ansvar, at alle kongerigets børn kan fejre en god jul?
- En ting, som jeg ikke brød mig om ved livet som folkeeje, var de utallige trøstesløse tiggerbreve. Folk troede grangivelig, at jeg var den generøse Scrooge – at jeg uddelte kalkuner til fattige, fordi han gjorde det!
Jeg donerede dog ofte penge til trængende, men helst systematisk, f.eks. på Urania House, et hjem for faldne kvinder. Vi havde ikke altid held med at reformere disse stakler, men for det meste var det frugtbart, både for dem og staten. Som jeg viste i Bleak House, er alle i samfundet forbundet med hinanden, fra godsejer til gadedreng.
Jeres velfærdssamfund er langt stærkere end vores donationer. Alligevel tillader I både en overflødig svulstighed og fornedrende fattigdom. Er den slags ulighed virkelig værdig for en nation, der belærer andre om menneskets rettigheder?
Når julen er ovre og januarmørket trænger sig på, står mange af disse familier igen i en trængt situation. Burde vi overveje at gøre julehjælp til helårshjælp?
- Julen har en særlig symbolsk værdi, og alle har ret til at deltage i den fælles festlighed. De, der kæmper med hverdagen, skal hjælpes til at opleve denne rigdom mindst én gang om året!
Men selvfølgelig skal et rigt land som jeres kunne garantere, at ingen sulter resten af årets mange dage. Alt andet er skammeligt. Vel smager et gåsebryst med brunede kartofler og brun sovs ganske himmelsk – men det mætter jo ikke meget dagen derpå!
