Det er snart et år siden, at NASA sendte det hidtil største teleskop, Webb-teleskopet, ud i rummet. Det har revolutioneret vores viden om verdensrummet og velsignet os med et utal af fotografier af bl.a. Mælkevejen. Som forfatter var du selv fascineret af astronomi og liv på andre planeter. Hvorfor er vi så tryllebundet af det derude?
- Fordi det ukendte altid drager os! Lige siden min moder gav mig et teleskop, har nattehimlen været en besættelse for mig; Månen, der er så tæt på og dog så langt væk, Mælkevejen, der opstod i splitsekundet efter universets dannelse, stjernerne, der funkler i ét nu, men kan dø i det næste.
Universets dybder er det store ukendte, den store hemmelighed, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad der er bag tæppet. Jeg gyser og frydes på samme tid ved tanken om det fremmedartede liv, vi en dag måske vil møde derude.
Jeg nåede at komme op over landskabet i en flyvemaskine – hvilken fantastisk oplevelse. Men tænk sig at være vægtløs, krydse æteren og flyve til planeter aldrig betrådt af mennesker. Jeg misunder fremtidens muligheder!
Du levede jo i en tid under rivende teknologisk udvikling, og kun få årtier efter din død brød vi lydmuren og sendte satellitter og mandskab ud i rummet. I dag tager Webb-teleskopet stjerneklare fotos af galakser, der ligger mange millioner lysår væk fra os. Hvad kan vi bruge al denne udvikling og viden til – og er den kun af det gode?
- Viden er altid godt, men problemet er, at jo mere vi ved om livet og universet, desto mere nedbrydes den kendte verdensorden omkring os. Jo mere vi forstår om verdensrummet eller kosmos, som jeg plejer at kalde det, desto mere forstår vi vores egen ubetydelighed. Vi lever på en fredfyldt ø af uvidenhed midt i et uendeligt, sort hav, og ve den, der forsøger at forbinde vores øer af viden – det fører til galskab!
For mig er studiet af universet et studie af sandheden om verden. Når vi ser ud i himmelrummets dybder, ser vi ud i et rum, hvor alle forestillinger om gud, moral og menneskeskabt mening ophører. Universet tvinger sandheden frem og blotlægger alle de løgne, vi har skabt for at lulle os ind i en bekvem følelse af tryghed!
Mange af dine sci-fi-kolleger portrætterede ofte rumvæsener som skabninger, der til forveksling lignede og tænkte som mennesker. Du, derimod, fremstillede dem som besynderlige væsner, der ikke havde meget tilfælles med hr. og fru jordbo. Hvorfor denne forskel i jeres tilgang? Og tror du egentlig reelt, at der er liv derude et sted?
- Når man læser om rumvæsner, der ligner os selv, er det et udtryk for den utrolige naivitet, som desværre præger de fleste menneskers fantasi. De kan ikke se ud over deres egen næsetip og tror, at mennesket er den skala, som universet måles efter. Det er jo naragtigt!
Vi er tilfældige skabninger på en tilfældig planet, mikrober i et uendeligt kosmos. Andre planeter fostrer andre væsner, og de fleste af disse skabninger vil formentlig overgå os både fysisk og intellektuelt.
Der er uomtvisteligt liv derude, og måske vil vi blot være kødkvæg for dette liv, når det en dag lægger vejen forbi vores planet. Men det er vi som race alt for selvoptagede til at indse.
Vi sejler sejrsikkert ud, men lever i virkeligheden på lånt tid.
Menneskeheden har i årtusinder underlagt sig jorden og begået rovdrift på dens ressourcer i religionens og civilisationens hellige navn. Vil det samme kunne ske med verdensrummet?
- Naturligvis! Menneskeheden er imperialistisk, og civilisationer vil til enhver tid kæmpe for egen overlevelse. Sådan er det på jordkloden, og sådan vil det blive i verdensrummet.
Jeg er bare ikke så sikker på, at vi vil være i stand til at forsvare os, når først vi står ansigt til ansigt med andre livsformer – men det må komme an på en prøve.
