Det er kun lidt over 100 år siden, at du kunne hylde den nøjsomme danske bonde, der levede i pagt med naturen. I dag ser de fleste landbrug og natur som hinandens modsætninger, og politikerne vil indføre CO2-afgifter på landbruget for at begrænse skadevirkningerne på naturen og klimaet. Hvad i alverden er der sket?
- Den naturlige orden er unægtelig vippet omkuld!
I min barndom var der en fin harmoni mellem bonde og natur, mellem alt det, der groede og spirede, trillede, brægede og sang i skov, på mark og eng, mellem landbofamiliens langsomme liv og deres forventninger til høst og forråd.
Men tanker om rendyrket profit og maksimal udnyttelse af jordens gavmilde gaver vejer nu tungere i storbondens vægtskål – og dét ødelægger balancen!
Du skrev bl.a. om det smukke og højtidelige i synet af en ”Bonde med sin Sædekurv”. Tror du svine- og kvægproducenter i 2022 deler din naturglæde og idéen om det idylliske bondeliv, hvor man bærer sin byrde med et smil?
- Jeg indrømmer, at allerede min egen tids bønder bar byrden med et stivnet smil – de var jo også styret af profitten!
Andelsbevægelsen gik frem med stormskridt dengang. Og nok skaffede den brød på bordet i mangt et hjem, men den dikterede også skånselsløst slagets gang med købmandskabets dirigentstok. Mens nogle blev rige på fløde, fedt og flæsk, blev naturen både fattig og udhungret!
Jeg er dog sikker på, at jeres bondemænd godt kan genkende min naturglæde. De kører jo selv ud i mose og eng for at gå en tur og høre vibens sang, der bebuder forårets komme, og gøgen, som kukker i skov og krat – det sker bare ikke på deres egne marker. Hér er de velsignede væsener for længst fortrængt af udryddelsessind og profittens høgeklør!
Du lovpriste selv den førindustrielle landbrugskultur – dengang, hvor bonden traskede rundt i marken, hårdtarbejdende men tilfreds. Hvorfor havde du så meget imod fremskridtet og de teknologiske muligheder? Ole kan vel stadig passe sine får og geder, selvom trækhesten udskiftes med en Fendt Vario?
- I kalder mig fejlagtigt for nostalgisk og gammeldags. Jeg var ingen af delene – og min digtning har intet imod fremskridtet!
Bevares, jeg skildrede almuens bondeliv, deres fællesskab, troskab og pagt med naturen. Men det var ikke en kritik af landbrugets væsen – jeg har den dybeste respekt for det kald.
Mine digte var derimod tænkt som en lyttepost, som en påmindelse om, at vi alle – både landmænd og lægmand – bør stoppe op og lytte. Mit eget hjerte skælvede af glæde, når vinden hvislede, bølgerne slog og duggen dynkede et strå. Men glemmer vi pagten, hævner naturen sig grumt i generationer – og det mærker I nu!
Og spørg mig ikke om min holdning til Hedeselskabet, dette tragiske troldgespenst, der med dampdjævelens kraft rodhuggede både hede, åløb og barndomsminder i fremskridtets navn!
Jeg lader mig forstå, at I nu bakser med at tilbageføre alle dets onde gerninger. Havde I dog blot lyttet til min klagesang.
Visse landmænd og landbrugsorganisationer har kritiseret idéen om CO2-afgifter for reelt at slagte dansk landbrug, da det vil blive dyrt og koste arbejdspladser. Det kan måske lyde hårdt, men behøver Danmark virkelig at være et landbrugsland for enhver pris? Det kan jo koste os den frie, frodige natur.
- Danmark er et landbrugsland - men bør ikke være et industrialiseret areal-land! Og jeg frygter, at al den virak om afgifter blot gør ondt værre. Hvordan kan en økonomisk kalkule rense himlen? Og øger flere regninger ikke blot den rædderlige rovdrift på fædrelandets fadebur? Ak, der sker så meget i jeres tid, som jeg ikke forstår til bunds.
Én ting ved jeg dog i min gamle digtersjæl; det kræver vilje og mod at genfinde balancen og genskabe pagten mellem menneske og natur – og først når dét sker, kan landbruget brødføde sine i harmonisk ånd, og vi andre igen nyde eventyrlandets bevægende skjønhed!
