Om ca. en måned får titusindvis af håbefulde unge svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Men optagelsessystemet er blevet kritiseret for at fokusere for meget på karakterer og karriere og for lidt på de unges egne ønsker. De var jo selv uddannelsespioner. Kan De forstå og genkende kritikken af nutidens uddannelser?
- Den er mig både fremmed og familiær. Fremmed, fordi de unge i dagens Danmark kan virke lidt mere forkælede og selvoptagne end på min tid, hvor muligheden for en uddannelse bestemt ikke var en selvfølge. Familiær, fordi det er fra de unge, at nye idéer skal komme. Det er jo ikke staten, der skal lægge uddannelsesplanerne for næste generation, men de unge selv!
Jeg ved jo, at fri uddannelse ikke er nogen given ting. Da jeg var ung, havde staten ingen kompetencegivende skoler for unge piger og kvinder over 14 år. Kun få af landets sønner havde borgerlige rettigheder i det spæde demokrati - piger og kvinder slet ingen.
Derfor skabte jeg N. Zahles Skoler i 1851 med ønsket om at give min ungdomsgeneration chancen for at lære kunsten at mestre livet, opøve disciplin og udvikle ånden. Vi tørstede efter kundskaber og unge fra nær og fjern strømmede til. Vi lærte, øvede os og skærpede vores personlighed og sjæl. Det var dét, der drev os - og vi fostrede landets første pionerkvinder i politik, erhverv og uddannelse!
Kritikere af optagelsesmodellen har foreslået flere alternativer, bl.a. at indføre et karakterloft eller udforme et nyt pointsystem, hvor f.eks. højskoleophold udløser en bonus. Er det vejen frem – eller blot endnu et begrænsende system? Og hvilke adgangskrav satte du egentlig selv til dine skoler?
- Højskoleophold er uvurderlige, men bør ikke reduceres til endnu et punkt i karakterhæftet!
Alle skoler skal være åbne for alle, høj som lav – det var mine! De unge er desuden vidt forskellige individer, og uddannelserne må kunne rumme denne mangfoldighed - ellers kan deres sjæls emner ikke vækkes til live! Og det er vel fornuftigt at lytte til de unges drømme og længsler, hvis et samfund ønsker kloge, kritiske voksne, der på en og samme gang kan være viljestærke og ydmyge – ikke sandt?
Jeg er desuden frygtelig meget imod den nedværdigende idé at give karakterer eller point – det gjorde jeg aldrig! Unge mennesker bør altid vurderes som ’hele’ mennesker – på summen af deres vilje, formåen og bestræbelser, ikke med det sære enkelte tal, I bedømmer dem på!
Hvert år gav vi derfor hver enkelt elev et skriftligt vidnesbyrd med hjem om hendes kundskab, flid, orden, sjælekarakter og stræbervilje. Sådan vejledte vi de unge, satte på én og samme gang grænser for dem og viste vejen til at blive voksne, frie og selvstændige mennesker. Dét er skolernes ypperste formål!
Nogle mener, at vores uddannelsesstem bør være et “frigørelsesprojekt” til gavn for flest mulige. Men er det ikke forståeligt, at staten ønsker at styre de unges valg af uddannelser, så vi ikke kommer til at mangle lærere og læger?
- Det var dog et morsomt spørgsmål - de unge bør jo netop uddannes til frie, demokratiske borgere, der er i stand til at vælge selv!
På min tid gav staten slet ikke kvinder adgang til uddannelsen som lærer eller læge. Men mine privatskoler gjorde dem efterhånden så dygtige, at statens seminarier og universiteter ikke kunne afvise dem. Fortæller den historie ikke netop, at det er nyttigt at lære de unge at tage skeen i egen hånd?
Men hvad er egentlig samfundets fornemmeste opgave med hensyn til landets elever og studerende? Hvor går grænsen for, hvad de studerende kan forlange af uddannelsessystemet – og dermed staten – og hvad uddannelsessystemet kan forvente af dem?
- Er det kommet så vidt i Deres tid, at de studerende og deres forældre ligefrem ‘forlanger’ noget af et uddannelsessystem? Hvis de ønsker at ændre noget, må de og deres forældre vel selv være konstruktive og arbejde for det.
De unge bør gøre sig umage med at finde ud af, hvilke evner, de besidder, og dygtiggøre sig med dem. Nogle er bedst til det kreative eller håndværksmæssige, andre til det æstetisk, musiske eller akademiske. Og det er vores ansvar, som voksne og som samfund, at retlede, vejlede og opmuntre!
Bedst er det, når elever bliver dygtigere end os gamle - også selvom de udfordrer vores vid og verdenssyn!
