Dansk politik er en kogende kedel. Blå blok er splittet og stiller med to statsministerkandidater, mens Mette Frederiksen er under heftig beskydning fra tidligere støtter. I renæssancen blev du en af de første store spindoktorer. Var politik lige så rodet på din tid? Og hvad er de mest markante forskelle på dengang og nu?
- Spindoktor? ‘Fyrstens rådgiver’, om jeg må be’!
Jeg var topembedsmand i renæssancens Firenze, og gjorde mig mange lærde tanker og skrev tykke bøger om de institutioner, et samfund behøver, og de egenskaber, en ’beslutningstager’ må besidde. Hvad har de der spindoktorer egentlig bedrevet? Jeg tænkte langsigtet. De famler nærmest i blinde og får ofte dem, de er sat til at rådgive, på glatis!
Selvom tonen kan være hård og jeres politikere må acceptere at se sig ophængt og afbrændt i dukkeform, bliver politiske modstandere dog ikke fysisk udryddet som på min tid. Demokrati og menneskerettigheder stod nu heller ikke øverst på Firenze-fyrsternes dagsorden, må jeg indrømme, og for den sags skyld heller ikke i mine bøger.
Men måske er forskellene alligevel ikke så store. På min tid stod vi midt i et turbulent Italien med mange småstater, der bekrigede hinanden, mens de blev truet af stormagterne Spanien og Frankrig. I dag er det Europas mange nationer, der har svært ved at finde fælles fodslag, mens den geopolitiske scene skrider.
Du beskrev jo vejen til magten i dit værk ’Fyrsten’. Hvilken taktik bør henholdsvis Søren Pape og Jakob Ellemann-Jensen, der ønsker at vinde magten, og Mette Frederiksen, der ønsker at fastholde den, benytte for at løbe med sejren?
- Ja, Fyrsten har nok givet mig et dårligt ry som fortaler for en opfattelse af politik som et kynisk magtspil, hvor alle beskidte tricks gælder. Jeg skulle efter sigende mene, at målet helliger brugen af løgne, forstillelse og brutalitet. Men dét eftermæle dækker ikke helt, hvad jeg stod for. Læs nu bare mit egentlige hovedværk Drøftelser!
Men i politik er der unægteligt øjeblikke, hvor man må handle hurtigt, og hvor al god skik tilsidesættes for at vinde eller fastholde magten, for at sikre kontrollen og ikke blive overrumplet af begivenhederne. Hvor man må supplere ‘det menneskelige’ med ‘det dyriske’ og være snu som ræven og stærk som løven.
Jeres Pape og Ellemann-Jensen borer f.eks. i statsministerens svage punkter, bl.a. sagen om pelsdyrene, og stempler hende som magtfuldkommen. Fyrsten, undskyld, statsminister Frederiksen skal spille modpartens partier ud mod hinanden og naturligvis afsløre uansvarligheden i forslagene om skattelettelser og fremstå som et overbevisende svar på tidens kaos.
Men disse drillerier og evige appeller til de skiftende stemninger blandt vælgerne er kortsigtede. Man skal også have øje for de store spørgsmål om sikkerhed, social retfærdighed og bæredygtig udvikling. Jeg har altid arbejdet på både det taktiske og det strategiske niveau. Det er netop beherskelsen af denne dobbelthed, der skaber en stor politiker!
Det kan næsten være lidt svært at se, hvem der er venner og hvem der er fjender. Lige nu er det faktisk den interne rivalisering i blokkene, der er mest iøjnefaldende. S over for R, V over for K, Støjberg over for DF (og alle andre). Hvad vidner det om?
- Fortsætter disse indbyrdes rivaliseringer, risikerer den demokratiske orden at bryde sammen! Politikerne må ganske enkelt følge en større dagsorden end deres egen.
Partier opstår, partier forgår og det samme gør deres ledere. Jeg kan forstå, at det såkaldte Dansk Folkeparti for blot få år siden tronede som det største borgerlige parti, men alligevel afsvor magten, da den landede i deres hænder. De foretrak vist rollen som kritisk opposition, men under flertallets beskyttende vinger. Dén slags skaber uro og ustabilitet - og se nu, hvordan det går dem.
Politik handler i min optik om at skabe betingelserne for de bedste og mest vidtskuende beslutninger og få en folkelig opbakning til det!
Har du et sidste godt råd til duellanterne her på falderebet – og til os som vælgere?
- Som sund pessimist vil jeg anbefale politikerne at undgå ubetinget følgagtighed over for vælgerne - de stemmer alligevel på et andet parti næste gang. Tænk derimod langsigtet og se på de bærende træk i det politiske system – og forsøg at genopfind dem!
Jeg lancerede selv en idé om det politiske fællesskab, og som vælger må man jo gøre op med sig selv, om man ønsker en demokratisk styreform eller et vælgerautokrati. Er det sidste tilfældet, kan I nok finde inspiration hos den fyrige fyrst Órban i Ungarn.
Vi står i et machiavellistisk øjeblik. Husk, at nok er jeg ‘fyrstens rådgiver’, men som filosoffen Rousseau har sagt, så afslører jeg også over for dem, der ikke har magt, hvordan den faktisk fungerer.
