Den 2. marts valgte EU at censurere de to russiske medier Sputnik og Russia Today, da de ifølge kritikere medvirker til krigen i Ukraine med manipulation og desinformation. Du kæmpede jo selv en indædt kamp for total ytrings- og trykkefrihed på din egen tid. Hvordan klinger EU-censuren i dine ører?
- Jeg græmmes! Min idé var jo netop at give alle en stemme, at give dem retten og lysten til at deltage, uanset holdninger. Derfor indførte vi fuld trykkefrihed i Danmark i 1770. Det var det første sted i verden, tør jeg vist sige uden at prale. Knap havde min ven Christian VII certificeret idéen, før debatter om bondefrigørelse, præsternes lønninger, kirkens rolle, helvedes eksistens, statens økonomi og meget andet spirede frem.
Det væltede frem med småskrifter, mange flere end jeg havde forventet. Nogle var fulde af vrøvl, andre ret talentfulde. F.eks. førte en af pamfletterne til en hidsig debat om korruption i staten – den kritiserede, at mange magtfulde mænd ansatte deres uduelige tjenere i offentlige embeder. Det uvæsen gav jeg straks dødsstødet!
Jeg mener, alle politiske synspunkter bør kunne diskuteres frit – også dem, man ikke bryder sig om! Men nu er Rusland åbenbart igen stridens æble. Da jeg fik politisk indflydelse i september 1770 havde den danske regering i årevis bøjet nakken for tidens russiske despot - det var en af de ting, jeg ville gøre op med. Jeg fyrede grev Bernstorff, der stod for dette ynkelige knæfald for Rusland. Men skrifter, der forsvarede hans politik, var naturligvis omfattet af friheden.
Ser du egentlig lighedspunkter mellem denne debat anno 2022 og dem, der huserede i 1770? Var det politiske landskab lige så splittet i spørgsmålet om censur, som de er det i dag – og hvordan blev din egen trykkefrihedslov modtaget?
- Jamen, den blev først modtaget med stående applaus og entusiasme. Ingen ringere end Voltaire skrev et stort hyldestdigt til Christian! Men der kom hurtigt hårde angreb mod trykkefriheden. Nogle af de lærde sagde, at det var som at give en vanvittig et sværd i hånden. Og selve trykkefriheden viste sig da også at være et af de emner, der hele tiden var til hed debat. For der var ingen enighed om, hvem der måtte sige og skrive hvad hvornår. Det er frihedens evige dilemma – og jeg ser, at I endnu bakser med dét problem.
Kan mediecensur i grelle tilfælde som dette, hvor russiske statskontrollerede medier tilsyneladende vildleder en hel befolkning, ikke være det eneste rigtige at gøre i forsøget på at reducere propaganda og skadelig misinformation? Og bør det ikke have konsekvenser, når statsmedier bevidst manipulerer med andre mennesker?
- Jeg må jo indrømme, at jeg faktisk selv begrænsede trykkefriheden efter kun et års tid. Det var jeg simpelthen nødt til. I stedet for at omsætte friheden til politiske forslag og afdækning af sandheden tyede pøblen til perfide personangreb – nogle af dem direkte rettet mod kongen, dronningen og mig selv! Mange mennesker kunne ikke lide, at jeg … hvad skal man sige; også havde et godt forhold til hende, og det måtte de jo mene om, hvad de ville, men værre var det, at nogle af dem opfordrede til oprør imod mig. Jeg forsøgte at komme det i forkøbet ved at forbyde paskviller – det som vi i dag kalder injurier – men det var en postgang for sent. Det hele endte jo med, at jeg blev henrettet for 250 år siden – den 28. april 1772. Det er ikke en dag, jeg husker med glæde, som De nok kan forestille Dem. Tænk Dem at blive slået ihjel, mens det meste af København står og ser på!
- Kritikere af EU-forbuddet frygter, at denne form for censur kan være en glidebane. Men hvor går grænsen for, hvor meget skadelig propaganda man kan tillade i et samfund og tåle i ytrings- og trykkefrihedens navn?
- Ja, det er jo 64.000 Rigsdaler-spørgsmålet. Efter mine egne erfaringer vil jeg nok mene, at grænsen bør gå ved usande personlige injurier og opfordringer til voldeligt oprør. Men ingen bør straffes for politiske synspunkter. De må altid være tilladt at fremføre – også selv om de er russiske!
