Den virtuelle valuta bitcoin er blevet meget populær, og enkelte lande har endda godkendt den som betalingsmiddel. Du skrev jo meget om pengenes samfundsmæssige betydning. Udfordrer bitcoins vores forståelse af penge?
- Et styk livsværk plus bitcoins i pixibogs-format? Så gerne!
I en kapitalistisk økonomi fungerer penge som en måde at prissætte det socialt nødvendige arbejde, altså den arbejdstid, der i gennemsnit går til fremstillingen af en vare.
Penge er derfor ikke bare et ’neutralt’ betalingsmiddel, der gør det muligt at bytte varer på markedet, sådan som borgerlige økonomer tror. Penge er også et middel til at tjene flere penge, eller forøge sin kapital, og det sker ved systematisk at underbetale arbejdere. Mens nogle får flere og flere penge, og mere og mere fritid, befinder alverdens arbejdere sig i konkurrencens nedadgående dødsspiral.
Alle løber stærkere og stærkere, mens kapitalisterne og den herskende klasse – bourgeoisiet fra Slotsholmen og nedefter – sidder tungt på samfundsrovet. De såkaldte kryptovalutaer ændrer intet ved denne fundamentalt skævvredne klassedynamik, tværtimod.
Folk har i århundreder investeret, spekuleret og forsøgt at få værdier til at yngle f.eks. ved, som på din egen tid, at sætte midler i bomuld, guldminer eller jernbaner. Ændrer hele idéen med ikke-fysiske ”virtuelle” penge – særligt nu, hvor de for mange er blevet et investeringsobjekt – vores opfattelse af værdi?
- Længe før internettet og den såkaldte blockchain-teknologi, som er grundlaget for bitcoins og andre krypto-valutaer, har det været muligt for velnærede vovehalse at spekulere i ”virtuelle” værdier. De kaldes aktier, og handles på børsen. Bitcoins er bare børsen på digitale steroider.
Alle økonomiske systemer er grundlæggende baseret på tillid. Bør man have mere tillid til penge, der er udstedt af nationalbanker, end til penge, der crowdsources i digitale netværk?
- Jeg køber slet ikke præmissen om, at kapitalismen er baseret på tillid. Hvis der vitterligt var tillid på spil, var der jo ingen grund til at måle alt i minutter og ussel mammon – og dyrke gamle mundheld om, at kærlighed og venskab ikke kan købes for penge.
Bitcoins er bare børsen på digitale steroider.
Nu har jeg læst på lektien, og det virker til, at spørgsmålet om tillid er blevet decentraliseret med bitcoins, altså spredt ud på flere tusinde ”blocks” i en lang kæde af forbundne computere. Det lyder på den ene side klogt, da hver eneste transaktion bliver bedre sikret, som en teltdug med tusinde pløkker i stedet for kun én i hvert hjørne. Man kan derfor formentlig have større tillid til, at teltet bliver stående – også selv om der kommer stormvejr.
Omvendt kan det indvendes, at hvis bitcoins virkelig var et alment betalingsmiddel, altså penge, ville det være en frygtelig langsommelig, energitung, og tillidskrævende proces at købe noget så simpelt som en kop kaffe. For krypto-markedet har nogle uregerlige udsving, kan jeg se! Din kaffe er ikke bare blevet kold, inden du får den, men caféen er måske gået konkurs og forsyningskæderne kollapset. Inden du får slået den sidste pløk i dit telt, er jorden forsvundet under det. Auf Widersehen, ”tillid”!
Ok, det lyder ret dystopisk. En mere optimistisk vinkel kunne jo også være, at bitcoins og blockchain-teknologier trods visse problemer peger i retning af en spirende demokratisk økonomi, hvor digitale peer-to-peer-transaktioner har erstattet centralbankernes monopol? Er der ikke et demokratisk – eller måske endda kommunistisk – potentiale i det?
- Jeg har altid sagt, at det kapitalistiske samfund bærer kimen til forandring i sit eget skød. Kommunismen kan ikke være et historisk tilbageskridt, men må betjene sig af de teknologier, der findes, og bruge dem på nye måder, der kommer alle mennesker og planeten til gode.
Med sin decentraliserede natur rummer blockchain-teknologien muligvis andre mere progressive muligheder end bitcoins og krypto-valutaer. Det kunne f.eks. være verificeringen af beslutningsprocesser i et netværk af spredte produktionsfællesskaber eller kommuner.
Men alt det har intet at gøre med den misledte krypto-kommunistiske fantasi om, at pengene skal ”sættes fri”! Kommunismen opstiller ikke et luftigt ”demokratisk” ideal for pengene, som alle betalingsmidler skal rette sig efter, men stræber i stedet efter et samfund, hvor pengene – som altings mål og endemål – ganske enkelt er overflødiggjort. Se, dét ville være fremskridt!
