I de seneste årtier er flere lande begyndt at tilbagelevere kulturarv til de lande og folk, der oprindelig havde ejerskab over genstandene. Nationalmuseet har f.eks. ført sammenlagt 35.000 genstande tilbage til Grønland. I din tid som polarforsker og ekspeditionsleder var du med til at skaffe tusindvis af arktiske artefakter til Danmark – hvorfor sker denne repatriering netop nu, og hvorfor er det egentlig relevant, hvor kulturarven befinder sig?
- Noget af det vigtigste for et folk er at kende sin historie og kulturarv. Derfor skal det selvfølgelig have adgang til begge dele i sit eget land – det er simpelthen bærende for nationalfølelsen!
Og nu er Grønland jo, så vidt jeg har forstået, blevet sådan et moderne velfærdssamfund, som nogle af de fremadskuende grønlændere drømte om allerede på min tid. Det må selvfølgelig også være derfor, at genstandene er vendt tilbage – ligesom tatoveringerne.
I min tid var det omvendt vigtigt, at danskerne lærte noget om grønlænderne og så deres fantastiske redskaber, dragter og kunst- og kulturgenstande. Det var et spørgsmål om oplysning og dannelse - men også om bevaring. Is er et fremragende konserveringsmiddel, men havde jeg ikke bragt bl.a. kajakker og skinddragter til Nationalmuseets gemakker, er det ikke godt at vide, om de havde overlevet til i dag.
Men hvilket formål har kulturarv egentlig? Hvad skal vi med den? Og hvem har retten til at definere, hvornår noget er netop dét?
- Kulturarv skal fortælle os, hvem vi var, hvem vi er, og hvordan vi er blevet dem, vi er!
I inuit-samfund var åndemaneren som oftest den, der tog vare på og repræsenterede kulturarven. Han var deres arkiv, deres fælles hukommelse og adgang til fortiden.
I dag er åndemanerens rolle overtaget af museumsfolk og historikere. Men hvem som helst kan definere kulturarv, og hvad som helst kan være det, f.eks. en pissebriks eller dødkedelige inuiteventyr - som netop var så kedelige, fordi de skulle få folk til at falde i søvn!
I dag er åndemanerens rolle overtaget af museumsfolk og historikere.
Fra 5. Thule-ekspedition (1921-24) hjembragte du og dit hold ca. 20.000 genstande fra arktisk Canada, Alaska og Tjukotka i Sibirien. Ville du have gjort det anderledes i dag?
- Det tror jeg sådan set ikke. Langt det meste var jo brugsting eller arkæologiske genstande, og mere værdifulde objekter blev købt og prisen betalt. Godt nok var Thule langt fra London Stock Exchange, men bild jer endelig ikke ind, at fangerne ikke forstod udbud og efterspørgsel!
Også blandt inuitter fandtes snu antikvitetshandlere, og de forlangte tårnhøje priser for ligegyldige gravfund. Professionelle fortællere tjente også styrtende på en dags konsultation. I Canada kom man dog stadig et stykke vej med synåle, tobak og ammunition - eller min hårpragt, som jeg engang måtte levere store totter af for at få fat i nogle amuletter.
Det er vigtigt at vi lærer andre folkeslag og deres kulturarv at kende. Det udvider vores verden. Men vigtigst af alt er, at hvert folkeslag er fortrolig med sin egen kulturarv. Et hul i kulturarven er et hul i den kollektive hukommelse. Er vi ansvarlige for et sådant hul, skal vi gøre alt for at udfylde det igen!
