I de senere år har debatten om folkekirkens rummelighed jævnligt skabt overskrifter, og i begyndelsen af februar var den gal igen, da man i Hedensted Sogn indsatte en præst, som ikke vil vie homoseksuelle. Med hvilken ret kan man som præst nægte homoseksuelle Guds velsignelse – og er det ikke et udtryk for en ret begrænset forståelse af rummelighed?
- Det er kompliceret. Den kristne kirke, som består af mange konkrete menigheder, må følge med kulturen. Hvis ikke kirken opleves som livsnær og relevant for skiftende befolkninger, risikerer den at uddø eller stå tilbage som et fossil af frelsen.
Samtidig må nøgleordet for kirkens organiseringen være ’frihed’! Alle bør frit kunne vælge den præst, de ønsker – og præsterne bør have frihed til at afvise eller sætte grænser for folk, der ikke deler deres religiøse stil eller ståsted. Det gentog jeg da også igen og igen, da vi i sin tid grundlagde folkekirken.
For kun ved ægte frihed kan vi sikre den sande kristendomsform i kirken - den er nemlig ikke bare gennemsnittet af den udlevede og udtænkte kristendom i verden. Den er noget ganske særligt. Og personligt tror jeg, at den findes og trives bedst blandt lidt gammeldags- og inderligt troende kristne.
Men egentlig mener jeg slet ikke, at vielsesritualet hører hjemme i kirkerummet. Det en civilretlig og ikke en hellig handling, og hvis det stod til mig, foregik den kun på rådhuset. Så kunne folk jo altid efterfølgende søge præstens velsignelse.
Samtidig må nøgleordet for kirkens organiseringen være ’frihed’!
Kritikken af folkekirkens rummelighed er jo utrolig diverse og handler om mange forskellige ting. En gren af kritikken går på, at folkekirken har gennemgået en ’tivolisering’, hvor der er mere fokus på underholdningsindslag end reel forkyndelse. Er der en grænse for, hvor meget folkelighed folkekirken kan og bør rumme i forsøget på at gøre kristendommen rummelig, relevant og tidssvarende?
- Folkeligheden er netop kirkens største styrke – og dens akilleshæl! Den har altid haft en grundlæggende konflikt imellem dét at få folk til faktisk at komme i kirken, at finde den relevant, og dét, at der skal være plads til at forvalte det, man mener er den sande form for kristendom.
Jeg er nok lidt mere religiøst konservativ end gennemsnittet, selvom mange forbinder mig med rummelighed og tolerance – og rent personligt ville jeg formentlig finde en anden kirkebænk næste søndag, hvis min lokale sognepræst mente, at eksotiske popsange, løbehjul eller spaghetti var de bedste redskaber til at forkynde evangeliet.
Kirkens rum er for hele folket, men grænsen for folkeligheden i rummeligheds navn bør gå der, hvor sakramenter og salmesang drukner i støj og staffage – eller hvor friheden, også præstens ret til et nej, bliver indskrænket ved lov og magt. Tvang forvansker både kristendom og folkelighed!
Er folkekirken der i dag, hvor du vil kalde den fri og i fin form?
- Folkekirken lever, bruges, giver indhold til folks kristenliv og oplever i netop disse år en fremgang i antallet af medlemmer – det glæder mig da! Jo flere der jævnligt udsætter sig selv for det kristne forestillingsunivers, f.eks. ved at komme i kirken og synge mine salmer, desto flere vil faktisk indoptage forestillingerne og blive inderligt kristne. Så langt, så godt.
Men hvis de mange medlemmer af folkekirken forventer sig samme civilretlige ligestillingsforhold i det kirkelige rum, som det er rimeligt at forvente sig i det offentlige, er det en frygtelig misforståelse. Frihed og rummelighed er ikke ensretning!
