Med de mange medicinske muligheder vi i dag har til rådighed, er det i stadig højere grad op til os selv, hvornår vi ønsker at give slip på livet. Du beskrev i din tid selvmordet som det eneste alvorlige filosofiske problem. Hvordan skal det forstås?
- At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens afgørende spørgsmål. Det valg adskiller os fra dyrene; det er et menneskeligt grundvilkår. Vi gør det hver dag, men for det meste uden at tænke over det.
Vi har jo faktisk alle muligheden for at sige stop og gøre en ende på det, hvis vi ikke vil leve længere. Når man tænker på, hvor meningsløst tomt livet kan være, er det overraskende, hvor få mennesker der reelt vælger døden til. Langt de fleste vælger livet, selv midt i den største ulykke, den største smerte og fortvivlelse.
Men hvordan skal vi forholde os til denne meningsløshed – og til valget mellem livet og døden?
- I Sisyfos-Myten bruger jeg den græske sagnkonge Sisyfos som rollemodel. Sisyfos blev af guderne dømt til at rulle en enorm sten op ad et bjerg, og når han nåede toppen, rullede den ned igen. Han måtte da tilbage og begynde forfra – og det fortsatte i en uendelighed.
For mig at se er vi ikke så forskellige fra Sisyfos. Der er i udgangspunktet ikke nogen højere mening med vores liv. Det er vores opgave som mennesker at finde eller tilkæmpe os den mening, dag ud og dag ind, mens vi hver dag ruller vores sten op ad bjerget. Det er derfor, jeg afslutter bogen med at sige, at vi skal forestille sig, at Sisyfos faktisk er lykkelig - selvom det kan være svært at forstå.
Vi skylder dagligt os selv en forklaring på, hvorfor vi gerne vil leve, hvorfor vi vil fortsætte denne meningsløse tilværelse – og hvad vi vil gøre for at få den til at give mening.
Vi skylder dagligt os selv en forklaring på, hvorfor vi gerne vil leve.
Men er det selvvalgte livsophør og den daglige kamp om mening i tilværelsen også filosofisk interessant, hvis man ikke ænser livet og ligger bevidstløs i en iltmaskine? Hvordan kan man i så fald overhovedet vurdere, om livet er værd at leve?
- Der er to forskellige ting i det her; den programmerede død og den bevidste død.
At slukke for en iltmaskine er en slags programmeret død, men det er ikke en bevidst eller selvvalgt død, for helt bogstaveligt er man jo uden bevidsthed. Det er netop bevidstheden, vores tanker om os selv og vores plads i verden, der er det særlige ved mennesket. At slukke for en maskine, der holder liv i en bevidst- og sanseløs krop, er ikke mere dramatisk end at slukke for lyset, når man går ud. Det menneskelige er allerede væk for længst.
Den egentlige dødshjælp, euthanasien, er en bevidst død, og det gør den til noget helt særligt blandt de mange måder, som man kan dø på.
Jeg betragter døden, som jeg betragter kærligheden: med åbne øjne.
Jeg tager udgangspunkt i selvmordet, fordi det er det ultimative valg, men jeg gør ikke reklame for det. Tværtimod: Som mennesker skal vi tage kampen op, få vores eget liv til at give mening. Selvmordet er et nederlag eller en flugt.
Bør vi for enhver pris forsøge at forlænge livet til det yderste?
- Nej. Jeg er ikke interesseret i medicinske rekordforsøg! Der kan i disse forløb ligge en dobbelt umyndiggørelse. Først bliver man overtaget af sygdommen, dernæst af behandlingen. Den døende bør have friheden og myndigheden til at træffe den bevidste beslutning om sin egen død. Kun på den måde kan man manifestere sin frihed en sidste gang.
Du har beskrevet, hvordan man kan føle sig som en fremmed i livet, hvis man berøves enhver illusion og mening – og at det kan skabe en følelse af absurditet. Kan der være en mening i at takke nej til livet?
- Jeg har altid været fascineret af den måde, de store helte reagerede på i den græske mytologi, Ødipus, Ajax, Sisyfos. Ofte er de uden skyld i den ulykke, som overgår dem. Men de tager deres skæbne på sig – Ødipus stikker sine øjne ud og bliver tigger, Ajax kaster sig på sit sværd, Sisyfos ruller sin sten. Derved opnår de en tragisk storhed, en menneskelig værdighed og gør sig fortjent til vores respekt og medfølelse.
Den bevidste død kan være en værdig død, ikke et nederlag, men en frihedserklæring!
