Priserne stiger voldsomt i øjeblikket. Nylige beregninger har vist, at en almindelig børnefamilie hver måned skal betale næsten 3.000 kr. mere end sidste år for de daglige fornødenheder. Hvad er det nu for noget djævelskab? Hvordan kan vores penge pludselig blive mindre værd?
- En sørgelig effekt af den modbydelige spanske syge, der ramte jeres verden og fastfrøs al aktivitet! Gudskelov, at I denne gang havde held med at udvikle en effektiv vaccine ret hurtigt!
Problemet er dog nok, at I faktisk var en tand for hurtige med kuren. Samlebånd, fabriksarbejdere og containerskibe kunne slet ikke følge med, da først karantænekraven forsvandt og folk igen ønskede at udvide garderobe og garage. Derfor var der for få varer på hylderne – og derfor steg prisen så voldsomt, også den på energien.
Jeg lader mig dog fortælle, at energipriserne igen er på vej ned – og det er vidunderligt nyt! Nu skal staten og arbejdsgivere bare stå sammen; op med lønningerne, øjeblikkeligt, så arbejdere igen kan føle håbet, gribe til lommen og holde samfundshjulene i gang.
Misser I dén mulighed, eksploderer arbejdsløsheden inden længe, tro mig!
Du og dine senere tilhængere har advokeret for en bestemt type krisepolitik, hvor staten pumper penge ud i samfundet for at stimulere efterspørgslen – også selv om det øger inflationen på kort sigt. Nu taler økonomer så om risikoen for ”stagflation”, altså at økonomien skrumper samtidig med, at inflationen stiger. Er det ikke et politisk dilemma? Og hvad gør vi så?
- Samfundsøkonomi er en svær disciplin, men dog ikke raketvidenskab. I må holde hovedet koldt, gå rationelt til værks, indsamle statistikker og væbne jer med tålmodighed. En krise er ikke overstået på én dag – og den ene kan bide den anden i halen. I 1920’erne og 30’erne oplevede vi tre af den slags svære kriser i streg!
Men i takt med, at energipriserne falder, kan jeres virksomheder igen skaffe varer, butikkerne fylde sine hylder og arbejderne, hvis lønningsposen udvides, handle og købe og holde dampen oppe i samfundets økonomi.
Og så bør I også overveje at få repareret nogle veje, broer og børnehaver, så det skaber mere efterspørgsel og flere arbejdspladser. Måske I også har nogle skoler, kaserner og hospitaler, der kunne trænge til en kærlig hånd?
Er velfærdsøkonomier som den danske mere eller mindre modstandsdygtige over for kriser? Den offentlige sektor udgør f.eks. en ret stor del af vores økonomi – er det en fordel eller en hæmsko, når krisen virkelig kradser?
- Jamen, det er jo lige præcis her, man skal bruge penge, når efterspørgsel i økonomien er lav og arbejdsløsheden er høj! Og nu stiger arbejdsløsheden jo. I bør derfor gøre alt, hvad I kan, for at vende den kurve og skabe arbejde nok til alle – og hellere i dag end i morgen!
Mens mange har mistet hele deres opsparing eller er gået fra hus og hjem grundet inflationen og absurde energipriser, har f.eks. energiselskaber tjent kassen på krisen og krigen. Hvad vil der egentlig ske, hvis staten går aktivt ind og regulerer markedet i krisetider for at undgå den slags økonomisk skævvridning?
- Det er vigtigt, at der også er et privat marked – og der må være en grænse for, hvormange besværlige regler, der skal være. Så vidt jeg forstår, er I nærmest verdensmestre i at sætte bomme og begrænsninger op for markedet og chikanere de driftige entreprenører! På min tid var alting meget enklere, og det var langt lettere at producere, distribuere og drive en god forretning.
Der er vel ikke noget galt i, at energiselskaber tjener penge på at sælge energi? Det skal jo altså være muligt at lave en rentabel handel, når muligheden byder sig og betingelserne er gode. Ellers dræber vi jo bare helt incitamentet for det private erhvervsliv – og forlænger krisen i det uendelige!
