Siden 2018 har det været muligt for alle stemmeberettigede borgere i Danmark at fremsætte borgerforslag til Folketinget. Får et forslag mere end 50.000 underskrifter, skal Folketinget drøfte og stemme om det. Er borgerforslag et demokratisk fremskridt?
- Ikke ved første øjekast. Når et folk skal træffe en afgørelse om fremtiden eller fastlægge love for det indbyrdes samkvem, kan man være nogenlunde sikker på, at der vil opstå uenighed.
Mennesker er forskellige, men beslutningen skal træffes, og så findes der kun to veje at gå - sværdets eller ordets. Enten må man som i junglen lade den stærkestes vilje råde, eller man kan tale sig til rette. Det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Afstemningen derimod er demokratiets sværd. Det samler ikke, men skiller.
Et borgerforslag kortslutter samtalen, fordi det går lige fra tanke til afstemning og dermed griber direkte til demokratiets sværd.
Når alle folketingsmedlemmer i forvejen kan fremsætte lov- eller beslutningsforslag, ville det så ikke være langt lettere at overbevise én parlamentariker om at gøre det fremfor 50.000 interesserede borgere? Og kan borgerforslaget alligevel have en værdi?
- Når vort demokrati fungerer ved hjælp af repræsentation, er det en beskyttelse mod farerne ved det direkte demokrati. Ingen ønsker jo pøbelvælde.
Det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Afstemningen derimod er demokratiets sværd. Det samler ikke, men skiller.
De valgte kan tillade sig den luksus at forholde sig distanceret til folkestemningen, når lovgivningen forberedes. Vælgerforeninger, interesseorganisationer og ikke mindst det stadigt voksende embedsapparat har dog alle et ord at skulle have sagt og får dermed en uforholdsmæssig stor indflydelse på lovgivningen. Det medfører en fare for embedsmandsvælde eller teknokrati. I den situation kan borgerforslaget have den værdi, at lovgiverne mindes om, hvad der rører sig blandt vælgerne uden om eksperterne.
Da borgerforslag blev indført, blev det omtalt som en styrkelse af den enkelte borgers inddragelse i dansk politik. Mange borgerforslag igennem tiden er dog blevet stillet af politikere eller personer med tilknytning til store organisationer. Udvander det idéen?
- Man må ikke bebrejde politikere og professionelle beslutningstagere, at de søger indflydelse ad de veje, der står dem åbne. Men det er naturligvis ikke i borgerforslagets ånd, at dette redskab overtages af dem, der i forvejen har andre muligheder for at gøres deres indflydelse gældende.
Kun ét ud af omkring 1050 borgerforslag er indtil videre blevet til lovgivning – kan borgerforslagene skabe forandringer i samfundet?
- Den statistik taler ikke til borgerforslagets fordel, men det er ikke en tvingende grund til at afskaffe ordningen. Skal den fungere som demokratisk institution, tror jeg, at man må lade afstemningsaspektet lidt ude af betragtning - og i stedet se borgerforslaget som borgernes mulighed for at indlede den nødvendige samtale med de folkevalgte om de spørgsmål, der ligger dem på sinde.
Er den demokratiske samtale mere nødvendig i dag end før i tiden?
- Den har altid været nødvendig, og vi må ikke forsømme nogen lejlighed til at arbejde imod de hindringer, der stilles i dens vej. Og jeg tror som sagt, at vi må se borgerforslaget som endnu en mulighed for, at borgerne kan komme til orde i den demokratiske samtale.
