I den seneste tid har politikere kritiseret de elitære og kultursnobbede ’københavnersaloner’. Du var jo selv salonværtinde i Bakkehuset på Valby Bakke i begyndelsen af 1800-tallet og trakterede tidens største tænkere, bl.a. H.C. Andersen, Grundtvig og Ørsted. Hvad var formålet egentlig?
- Allerede i min tid blev ordet salon brugt både som en udmærkelse og et skældsord – og i det sidste tilfælde var det især rettet mod de mere aristokratiske saloner i de københavnske palæer. I disse fine sale skulle litteraturaftener og musikfremførelser nemlig ofte fremme en mere eller mindre åbenlys politisk eller økonomisk agenda.
Af samme grund gjorde jeg et stort nummer ud at lægge afstand til en sådan form for salonliv. Jeg insisterede på et formål uden formål – at den fordybende samtale og det ligeværdige og gerne muntre og legende samvær i en snæver kreds i sig selv var værd at byde på i egne stuer!
Blev du og din mand – professor og teaterdirektør Knud Rahbek – udsat for en lignende kritik af jeres salon? Og var der også dengang en debat om forskellen mellem folk og elite, provins og hovedstad?
- Samværet på Bakkehuset blev nok opfattet som et ’autentisk’ alternativ til hovedstadens politiske klubber og palæernes selskabelighed. Men nu lå Bakkehuset jo også langt uden for de københavnske bymure, helt ude ved Valby Bakke – og så vidt jeg kan forstå, bryster Valby sig stadig af netop ikke at være København.
Vi levede i mange henseender et ganske ydmygt og til tider trangt liv. Embedsmænd var ikke højt betalte dengang, og vejen ud til os var især besværlig om vinteren. Men i kraft af min mands embeder, og som mødested og ’digterhjem’ for unge talenter med base i og omkring København, fik vi nu alligevel indflydelse i det offentlige liv – vi blev smagsdannere.
Vi udpegede dog aldrig hverken bonde, provins eller lægmænd som noget udenfor, som det åbenbart sker i dag, for det er jo en nedvurdering i sig selv. Kritikken gik derimod indad, den var rettet mod kunsten og kunstens rolle i samfundet, og den gav anledning til selvkonfrontation og eftertanke - som alle saloner vel bør!
Hvorfor tror du egentlig, at forestillingen om nogle lukkede klubber eller selskaber for storbyeliten stadig kan trække overskrifter i 2022? Og kan kritikerne ikke have lidt ret i, at der ofte går kultursnobberi i den, når overklassen mødes i eksklusive cirkler?
- Det vil nok altid være eksklusive sociale miljøer, selvudnævnte eller forestillede, og ord har det med at skabe virkeligheder. Sådan var det på min tid, og sådan er det i jeres, ser jeg.
Det mærkelige er dog, at ord på én gang kan blive tømt for og ladet med mening. Som nu jeres brug af ordet ’salon’ eller for den sags skyld ’kultur’, der ikke længere henviser til noget bestemt – de er lige så diffuse som kritikken af dem!
For mig handler kultur om at fastholde det autentiske engagement i mennesker og den berigende oplevelse, som en passion for litteratur og kunst, men også naturen, kan give. Og dermed også en evne til at se igennem det forstilte og tomme og de ikke så ideale hensigter.
Fordomsfrie møder om tidens store spørgsmål kan gøre netop dét, skabe indsigt og udblik. Men da jeg aldrig selv rigtig har brudt mig om ordet ’salon’ kan vi for min skyld med fordel tale om f.eks. ’væksthus’ i stedet – et sted, hvor samtaler kultiverer både menneske, samfund og natur!
Du var jo selv intellektuelt begavet, talte og skrev adskillelige sprog, forstod dig på litteratur, kunst og blandt andet botanik og havekunst. Tror du din videbegærlige ånd, og Bakkehuset i sig selv, satte sig varige spor i samfundet og fik en reel værdi for andre end de heldige udvalgte?
- Det håber jeg da! Forhåbentligt har vi været med til at sætte vores præg i en særdeles vigtig tid, hvor frisind, udsyn og demokratisk dannelse var spirende værdier – i og uden for København og i alle klasser. Så vidt jeg kan forstå, er netop de værdier nu ved at visne. Måske lidt flere saloner, undskyld, væksthuse, kan gøde jorden på ny?
