Flere unge erstatter i disse år storbylejligheden med en hjemmebygget skurvogn ved sø, skov og krat. De praktiserer livsformen Simple Living og ønsker et liv uden økonomisk stress og i mere harmoni med naturen. Du valgte jo selv en lignende tilværelse, da du i 1845 trak dig tilbage til en lille træhytte ved søen Walden - og senere skrev et ikonisk værk af samme navn om dit ophold. Hvad drev dig – og er det mon det samme, der driver de unge i dag?
- Jeg har med forbløffelse lige læst, at verden nu huser otte milliarder mennesker – det seks- eller syvdoblet af antallet på min egen tid!
Jorden er i sandhed blevet menneskenes planet, og jeg misunder på ingen måde dagens unge mennesker, som omgivet af konstant bimlende og bamlende maskiner skal forsøge at finde ro og retning i tilværelsen. Netop dét søgte jeg selv ved skovsøens bred – og det samme gør nok de, der i dag gør mig kunsten efter.
I løbet af din levetid forandrede USA sig ganske voldsomt, fra landbrugsland til buldrende handels- og industrination. Floder blev inddæmmet, skove ryddet og naturen privatiseret. Du skrev jo også meget om ikke-voldelig civil ulydighed. Var din tilbagetrækning til Walden også en form for tavs protest mod samfundets udvikling?
- ”Tavs”! Hvad mener du med ”tavs”? Jeg forfattede jo adskillige bøger og holdt mange foredrag rundt omkring i hele New England. Og i 1846 tilbragte jeg endda en hel nat i fængslet i Concord, fordi jeg nægtede at betale skat til den amerikanske slavestat!
I mine godt to år ved Walden Pond bevægede jeg mig ikke væk fra livet, men ind i livet! Et andet og potentielt bedre liv, end det de fleste materialistiske spidsborgere kunne forestille sig, både dengang og nu.
Men hvorfor bekymrede du dig egentlig så meget for naturen og dens kredsløb? Mange andre på din tid så netop muligheder i, at mennesket kunne skabe fremskridt ved hjælp af naturens ressourcer.
- Det gode liv skal leves med omsorg, omtanke og opmærksomhed - ikke efter regneark og Vestens visne vækstkalkuler! Fra Østens buddhistiske visdom har jeg derimod lært at efterstræbe en større harmoni mellem menneske og natur, individ og kosmos.
Men naturligvis støtter jeg dele af ’fremskridtet’. Jeg bemærker f.eks., at langt flere mennesker end på min tid følger Pytagoras’ diæt, undskyld mig, lever som vegetarer. Og som tidligere tuberkulosepatient læser jeg med glæde, at videnskaben nu omtrent har udryddet denne forfærdelige sygdom.
Kun når fremskridtet reelt gør menneskeheden godt, fortjener det sin betegnelse!
Hvis vi skal være helt ærlige, var din eneboertilværelsen jo faktisk knapt så isoleret. Der var en købmand i nærheden, en hovedvej gik tæt forbi og du inviterede ofte nysgerrige ind til en kop kaffe. Beviser det ikke meget godt, at mennesker ikke er egnet til at leve alt for isoleret og primitivt? Og var din hytte faktisk i virkeligheden et stykke performancekunst?
- Som forfatter nyder man vel stadig en vis poetisk frihed! Men jeg medgiver, at min mor ofte ordnede mit vasketøj, og at min ven og mentor Ralph Waldo Emerson var flink til at yde moralsk - og til tider økonomisk - støtte.
Men når jeg tænker tilbage på min tid ved Walden Pond, forekommer det mig stadig, at mine vigtigste naboer ikke var tilfældige forbipasserende bymennesker men derimod alle områdets ikke-menneskelige beboere: uglerne, som tudede melankolsk; rævene, der gøede som skovdæmoner; haren, som boede under min hytte; og egernerne og musene, som frækt stjal fra mit forråd af nødder.
Men giver det overhovedet mening at efterstræbe den form for tilbagevenden til ’naturen’ i dag? Planeten har forandret sig totalt siden du boede ved søbredden Walden, og der er reelt hverken ’uberørt’ natur eller ’vildnis’ at vende tilbage til.
- Da jeg besteg Mount Katahdin i Maine i 1846, fik jeg en åbenbaring: Vi bliver først autentiske mennesker, når vi møder noget andet, noget, som vi ikke selv har skabt. Hvis vi erstatter al oprindelig natur med kulturprodukter, vil vi visne og dø!
Mine tekster inspirerede jo til oprettelsen af de første amerikanske nationalparker kort efter min død, og jeg bifalder, at man også i Danmark – om end vældig sent – er begyndt at etablere tilsvarende parker.
Vel er Mols Bjerge ikke Yellowstone og Maribosøerne Walden Pond, men naturens og vores egen overlevelse afhænger af, at vi har den slags steder – besjælede åndehuller, hvor der er ro til at leve det gode, simple liv!
