I de sidste 20-30 år har mange storbyer gennemgået en såkaldt gentrificering – en proces, hvor billige bykvarterer bliver hippe, blomstrer op og gennemrenoveres, og boligpriserne stiger til et niveau, hvor de oprindelige beboere ikke længere kan være med. Hvordan skal vi forstå denne udvikling?
- Som et klokkeklart udtryk for, at der altid er både tabere og vindere i den evige kamp om byrummet!
Gentrificering handler jo i bund og grund om visse gruppers dominerende og ekskluderende økonomiske og kulturelle ressourcer – ja, om indkomst, identitet og image, for at sige det lidt kækt!
Men hvorfor vælger unge, velstillede, veluddannede mennesker overhovedet at bosætte sig i rå, ramponerede arbejderkvarterer til at begynde med?
- Først må jeg lige slå fast, at alle bør forholde sig kritisk til idéen om ”det frie valg” – det er et ny-liberalt fatamorgana! Goderne på boligmarkedet har jo aldrig været lige tilgængelige for alle.
Og så må jeg påpege, at det faktisk sjældent er ’velstillede’ mennesker, der rykker først ind i de kummerlige kvarterer – det er derimod kreative sjæle på jagt efter billige kvadratmeter og alternative albuerum.
Men når unge, velstillede mennesker også flytter ind i ramponerede arbejder- eller tidligere industriområder, f.eks. i det københavnske Nordvest-kvarter, er årsagen ofte ret banal - de har simpelthen råd til at bo der. Det er dog lige så essentielt, at området giver dem mulighed for at dyrke deres sociale og især kulturelle kapitaler – altså deres netværk, præferencer og praksisser. De er simpelthen vilde med at sippe kombucha på den lokale café og købe undergrundskunst i atelieret lige rundt om hjørnet - og så knuselsker de selve idéen om kvarterets hippe image!
Symbolsk kapital handler om, hvem der har magten til at definere den gode smag – f.eks. hvor det er smart at bo, og hvor meget mandelmælk der skal i kaffen.
Hvilke konsekvenser kan gentrificering have for et kvarters sammensætning, mangfoldighed og identitet?
- Når huslejen eksploderer, boligpriserne flyver i vejret og en ”to-go” pludselig koster 42 kroner, erstattes kunstneren med konsulenten! Der er jo en grund til, at gentrificering betyder ”herskabeliggørelse”.
Resultatet vil ofte være, at kvarterets nye tilflyttere bliver rene luksuskopier af hinanden. Lige børn leger bedst, og det forstærker simpelthen følelsen af ”hjem”, når man kan være fælles om en både fysisk, social og symbolsk afgrænsning af ’de andre’ – og man kan dele idéen om, hvem der passer ind og hvem, der ikke gør!
Der opstår altså et symbolsk dominansforhold og en ny stærk identitet - og inden man har set sig om, må de tidligere beboere pakke pensel og percussion og vinke farvel til barndommens gade i jagten på et nyt hjørne af byen, hvor de måske kan få lov til at leve.
Hvad mener du egentlig med symbolsk kapital og dominans?
- Symbolsk kapital handler om, hvem der har magten til at definere den gode smag – f.eks. hvor det er smart at bo, og hvor meget mandelmælk der skal i kaffen. Den magt kan udvikle sig til ren dominans, hvis den bruges til at ekskludere de mennesker, der ikke kender de kulturelle koder eller har råd til at være en del af spillet!
Men er gentrificering ikke bare et udtryk for en naturlig udvikling i boligmarkedet og i folks smag, ønsker og behov?
- Nej! Vi må ikke underkende betydningen af den sociale og kulturelle kapital, f.eks. hvem man har i sit netværk, og hvilken viden man har om den skæve, hippe kunstscene, når man vælger de smarte kvarterer. Men der er ingen tvivl om, at den økonomiske kapital vejer absolut tungest i det her spil! Typisk vil relativt billige lejligheder i de såkaldte arbejderkvarterer kun kunne lejes, indtil en ejer eller investor har fundet ud af, hvad der giver størst økonomisk profit – nemlig at omdanne dem permanent til ejerboliger. Det foregår f.eks. i Nordvest-kvarteret lige nu, og det er der hverken noget ’naturligt’ eller tilfældigt i!
