Den såkaldte kryptokunst har det seneste år revolutioneret kunstscenen, og i marts blev et digitalt kunstværk solgt for næsten 430 millioner kr. Problemet med digitale værker har hidtil været, at de kunne kopieres i det uendelige. Men den nye NFT-teknologi gør det nu muligt at gøre et digitalt kunstværk unikt og garantere dets autenticitet. Er det ikke et fremskridt for kunstneren og kunsten?
- Måske, men sandsynligvis ikke. Kunstens opgave er at være på højde med sin samtid, sådan som filmen var det i 1930’erne. Så i den forstand synes NFT-kunsten at ankomme på det helt rette tidspunkt.
Når jeg alligevel tvivler, er det fordi filmen også rummede en kollektiv dimension. Publikums fælles oplevelser af filmen kunne potentielt set bane vejen for andre og nye oplevelser og derigennem forandre hele vores forståelse af, hvordan verden bør se ud.
Den nye digitale kryptokunst, derimod, synes ikke at rumme bare antydningen af kollektiv forandring!
Hvorfor er det egentlig relevant, om vi kigger på den originale Mona Lisa eller en flot reproduktion? Og er der nogen forskel på vores oplevelse af et traditionelt fysisk kunstværk og et moderne digitalt?
- Nej, der er ikke i den forstand en afgørende forskel mellem den originale Mona Lisa og en reproduktion i samme dimensioner. Men selve idéen om et unikt, autentisk værk er grundlæggende utidssvarende, ja faktisk reaktionær. Det var det, der blev synligt med fotografiet i slutningen af 1800-tallet. Med ét var portrætmaleriet overflødigt! Men senere banede dette chok vejen for det abstrakte maleri.
Selve idéen om et unikt, autentisk værk er grundlæggende utidssvarende, ja faktisk reaktionær.
Hvis NFT-kunstens vigtigste bidrag er at værne om sin egen værdi, er den faktisk lige så utidssvarende som et portrætmaleri. Vi skal i stedet turde drømme om en digital kunst, der viser vejen for et kommende samfund. Det er dét, der er kunstens opgave – ikke at hænge over en sofa eller flyde rundt i verden som små digitale data!
Kunstnere har altid været udfordret af, at andre frit kunne kopiere deres kreationer. Er NFT en måde for kunstneren at bryde med denne historiske arv og få magten tilbage over kunsten?
- Det er kunsten, og ikke kunstneren, der er det vigtigste hér – og kunsten skal rumme en social dimension! Det er netop dens samfundsforandrende potentiale, der gør den relevant, og ikke hvem der ejer den og under hvilke omstændigheder.
Hele idéen om, at kunsten er nogens, lyder desuden som en bedrøvelig omskrivning af tanken om privat ejendomsret. I dag udfolder livsformerne og de sociale relationer sig i digitale domæner som aldrig før. Vi har derfor brug for en kunst, der kritisk udfordrer den digitale ‘overvågningskapitalisme’ og bryder med samfundets normer.
Med NFT har alle mulighed for at sælge deres egen kunst, da de kan springe alle mellemled over og gå direkte til køberen. Er det en form for demokratisering af kunsten? Eller er det bare en ny form for markedsgørelse?
- På den ene side er der faktisk et demokratisk potentiale i, at kunstnere kan producere og sælge deres egen kunst fri af gallerier og kunstens øvrige institutioner. På den anden side vil den digitale kunstner altid være begrænset af, at hun ikke ejer de kanaler, som teknologien bygger på.
Men hvis det økonomiske system bryder sammen, fordi nationalstaterne og centralbankerne ikke længere har magten over økonomien, vil der opstå kaos – så er det vi virkelig har brug for en tidssvarende kunst, der kan anvise en ny vej. Hvis NFT-kunsten skal være en sådan vejviser, må den vågne af sin tornerosesøvn og forlade idéen om digital originalitet og absurde auktioner til fordel for en kollektiv bevægelse!
