VM i fodbold i Qatar senere i år er blevet beskyldt for at bruge mesterskabet til at skabe positiv omtale og fjerne fokus fra brud på menneskerettighederne – hvad der betegnes sportswashing. På din tid, i antikken, arrangerede bystaterne ustandseligt sportsstævner og atleterne dystede løs i løb, kast og kamp. Var sportwashing også en del af gamet dengang?
- Menneskerettigheder er et ganske nymodens begreb, der ikke eksisterede på min tid. Vi havde over 1000 bystater, og de lovgav for sig selv, og deres love var kun bindende for deres egne borgere. Der fandtes altså ikke nogen fællesgræsk politisk paraplyinstitution, der kunne lovgive for alle bystater. Hvordan skulle det overhovedet være muligt?
Menneskerettigheder kunne simpelthen ikke eksistere. Sport var selvfølgelig utrolig populært, og alle bystater fulgte deres atleters præstationer med stor interesse – fuldstændig som staterne gør i dag!
Men forsøgte bystaterne aldrig at bruge de store stævner til at pleje deres image – og måske fjerne fokus fra fx krig og konflikter?
- Selvfølgelig plejede de græske bystater deres image – alt andet havde været utænkeligt! Athen gjorde det endda i næsten overdreven grad. De afholdt utallige religiøse festivaler med sport på programmet og udsatte fornemme præmier – fx hundredvis af amforer med den lokale, luksuriøse olivenolie – for at berømme bystaten vidt og bredt.
Politik er jo faktisk afledt af vores ord for bystat, polis, og alt hvad bystaten foretog sig var politisk – også sport! Så enkelt er dét. Men I er – utroligt nok – stadig overraskede over, at sport bruges som et nyttigt redskab af magtfulde stater og herskere med særinteresser.
Meningen med vores sportsdyrkelse var nu heller ikke at fjerne fokus fra krigeriske konflikter. Bystaterne skammede sig ikke over den slags – kun hvis de tabte! Meningen med sportsarrangementerne var derimod at ære guderne og adsprede menneskene. Vores guder forlangte jo at blive æret, og det var de store festivalers primære formål. Sport var ganske enkelt også religion!
Giver det ikke meget god mening at forholde sig kritisk over for stater, der åbenlyst bryder med vedtagne konventioner for, hvordan man bør behandle sine indbyggere?
- Hvilket prægtigt udtryk, vedtagne konventioner! På græsk kaldte vi det nomos, og det betød både sædvane og lov. Loven er altings konge, sagde vores store digter Pindar, og det havde han ret i. Sædvane overholder man for det meste, ellers var det næppe sædvane, og loven bør regere i bystaterne, mente særligt de demokratiske af slagsen.
Men i det store hele blandede man sig ikke i, om andre bystater havde vanskeligheder med at leve efter loven, og man nægtede ikke atleter fra andre bystater adgang til stævner blot fordi de kom fra en lovløs bystat.
Når store bystater som Athen alligevel blandede sig i andre bystaters forhold, havde det normalt en konkret magtpolitisk baggrund. Ikke helt ulig situationen i jeres tid, hvor storpolitiske sportsdebatter nok også ofte handler om mere end værtskabet for besynderlige boldspil, tilmed udkæmpet af hold. Den slags kendte vi slet ikke til.
Der er jo stor forskel på antikkens verden og vores af i dag. Men hvad er egentlig den største forskel på sportsstævner og værtskab i forhold til dengang du selv nød synet af svedende atleter og i dag, hvor verdensmesteren i fodbold snart skal findes i ørkenstaterne?
- Den største forskel er nok, at sporten ikke længere er indlejret i religiøse fester. Når I kalder sport for religion, er det mest ment som en nedladende metafor. For os var sporten religion! Værten var desuden altid den samme – og på den måde undgik vi elegant jeres evindelige debatter og magtkampe om, hvem der skulle løbe med stafetten næste gang.
En anden forskel er naturligvis den moderne internationale opmærksomhed og de enorme økonomiske interesser. Godt nok løb nyhederne hurtigt om stævnernes sejrherrer, og vist var der ære og ikke sjældent drachmer på højkant ved de store lege, men i min tid blev ingen sportsmand hovedrig som en Krøsus – helt modsat i dag.
Ville du nyde synet af de svedende, nøgne atleter, måtte du for resten også selv være til stede på stadion – og ingen tænkte på, at det var en politisk handling at se på sport når først diskossen fløj, præcis som nu: når bolden ruller, glemmer I idealerne!
