Siden det i 1996 lykkedes forskere at klone fåret Dolly har både klonede køer, geder og hunde set dagens lys - og måske kan man i fremtiden skabe mammutter og mennesker på samme måde. Du vækkede jo selv et nyt væsen – Frankensteins monster – til live i dit hovedværk fra 1818. Hvad motiverede dig til at skrive den historie? Og hvad var det egentlig for en besynderlig skabning?
- Jeg ville skrive en uhyggelig historie og var voldsomt inspireret af, hvordan elektricitet – noget jeg kan forstå, er tilgængeligt overalt i dag – kunne påvirke nervebanerne hos frøer. Derfor lod jeg en halvstuderet videnskabsmand, en inkompetent fantast, have held til at blæse liv i døde lemmer. På min tid var videnskabsfolk og deres sysler bag boblende kolber og kirurgiske instrumenter, omgærdet af fascination, frygt og mystik – de besad en magt, en indsigt, vi andre ikke forstod. Og sådan er det muligvis stadig.
Men Victor Frankenstein var en kronisk klamphugger. Hans manglende evner med nål og tråd fik det menneske, han ønskede at skabe, til at fremstå vansireret og ækelt, som et monster! Han havde da heller ingen kontrol over sit nye skaberværk – ud af ingenting kom det pludseligt til live, vågnede op og flygtede ud i nattens mulm og mørke.
Hvordan modtog folk – og samfundet generelt - dit uhyggelige skriv?
- Nogle var rædselsslagne, andre skummede af raseri og kaldte det for blasfemi og gudsforagt, atter andre elskede gyset og gruen – og diskuterede ivrigt elektricitetens livgivende potentiale. Det kunstigt skabte liv deler vandene – og derfor er det vigtigt at skrive om!
Hvorfor tror du, at mennesket er så fascineret af tanken om at skabe nyt liv?
- Frankenstein ville besejre døden – en dybt fascinerende tanke og et tema, der har løbet som en rød tråd gennem menneskehedens historie siden Jahve blæste liv i Adam!
Men man skal huske på, at jeg jo gav bogen undertitlen ”eller den moderne Prometheus”. Den græske sagnfigur Prometheus stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene. Det tog Zeus ilde op. Han lænkede Prometheus nøgen til en klippe og lod først en ørn og siden en grib spise hans lever – og dét hver evig eneste dag.
Nu kan jeg forstå, at videnskaben er så avanceret, at det ikke længere er teknikken, der holder menneskene tilbage. I har taget ilden, men ved ikke, hvordan eller om den skal bruges! Den bekymring havde vi trods alt ikke på min tid.
Vi kan måske snart klone hvem og hvad som helst når som helst – og oprette hele ’organfarme’ af svin baseret på kloning og stamcelleforskning. Kan teknologien have nogle konsekvenser i forhold til, hvordan vi grundlæggende forstår det at være menneske? Og indeholder kloningen et positivt fremtidsscenarie?
- Naturen kloner jo allerede selv, og enæggede tvillinger lever fint med en dobbeltgænger - selvom dobbeltgængere allerede på min tid var et emne, der vakte uro i litteraturen. Men det vil nok være mystisk med en dobbeltgænger, der er tredive år yngre end en selv, eller et hav af omvandrende dobbeltgængere. Selv om vi på så mange måder er ens, er der nemlig noget eksistentielt befriende over selv de mindste forskelle. At man ved, at man er sig selv. At man er et mål i sig selv og ikke et middel for andre.
Kloning er dog grundlæggende en smuk tanke, hvis den kan redde menneskeliv – men måske knapt så glorværdig for de dyr, I åbenbart overvejer at benytte som rene organbeholdere. Victor Frankenstein brugte i det mindste kun kroppe fra kirkegårdens muld til sine forsøg.
Men jeg er imponeret over, hvor tilbageholdne I er. I mestrer elektriciteten og har en viden, som kun få på min tid kunne drømme om - og jeg håber ikke, at jeres grænser vil blive overskredet af en velmenende amatør som Frankenstein!
