I de seneste år har man ofte diskuteret, hvem der må spille hvilke roller på tv, film og de skrå brædder. Man har fx kritiseret, at tynde spiller tykke og ikke-transkønnede spiller transkønnede. Du var jo en af stumfilmens allerstørste stjerner og havde selv flere manderoller i din glorværdige karriere, fx som ung, tysk student og kvindeforførende røverhøvding. Mødte du aldrig kritik for disse roller? Og hvad tænker du om debatten af i dag?
- Jeg synes den debat er tåbelig og selvoptaget! Er folk virkelig blevet så sarte? I min tid skulle der kæmpes for overhovedet at få lov til at lave ordentlige film, altså ikke bare underholdning for mælkedrenge, men ægte kunst. Det brugte jeg alle mine kræfter og al min tid på, og det kom jeg også igennem med – det er ikke mindst min fortjeneste, at film i dag betragtes som en kunstart.
Men der var da flere, der kæftede op i forargelse - dog ikke så meget over komedierollerne, her kunne folk jo sidde og grine i mørket, og bagefter gå hjem og drømme videre om mig, den frække røverhøvding. Stumfilm og fraværet af tale har jo den særlige egenskab, at tilskueren må digte med.
Jeg fik dog problemer, da jeg valgte at spille Hamlet i 1921. Ikke kun fordi jeg skulle spille en tragisk manderolle - det havde et par andre skuespillerinder gjort før mig - men fordi jeg valgte en fortælling om en Hamlet, der var født som kvinde, men tvunget til at leve som mand af dynastiske grunde. Det var en fantastisk rolle! Den gav mig netop lov til at lege med alle de muligheder, der ligger i at være en anden, forstille sig, skjule sig – eller sine passioner – og så spille dem ud, når tiden var inde. Stumt og altid underspillet. Den slags tændte jeg virkelig på, og jeg mener, at man har både pligt og lov til at prøve alle sine muligheder af som skuespiller!
Men hvad er egentlig skuespillerfagets opgave i samfundet? Hvorfor er det overhovedet interessant at se folk klæde sig ud og spille noget, som de i virkeligheden slet ikke er?
- Et umådeligt fjollet spørgsmål! Fortællinger og fiktioner er vigtige, hvad var ellers vores liv? Og en skuespiller skal kunne spille eller forestille hvad som helst, det er jo skuespilfagets hele essens og særkende. Men ikke alle kan det – der kræves ”atmosfære”, som jeg kalder det. Altså udstråling – og talent. Og jeg, Die Asta, havde begge i overmål!
Visse kritikere mener, at skuespillere, der har spillet fx tyk eller transkønnet uden at være det, burde undskylde for deres optræden, måske direkte skamme sig og fremover afstå fra at spille den slags roller. Bør de det?
- Nu får jeg virkelig lyst til at bande højt! Og jeg, der ellers helst udtrykker mig uden ord! Skamme sig overfor hvem? Publikum vil jo have historier og illusioner – og jeg kunne give dem det! Når jeg spillede prostitueret, hvad jeg gjorde flere gange, skulle jeg så også undskylde overfor luderne på Nørrebro? Vorherre bevares.
Der er sket en hel del på bl.a. ligestillingsfronten siden du bragede igennem i Danmark og Tyskland i 1910’ og 1920’ernes sort-hvid film og 30’ernes teater. Er det ikke kun sundt for skuespillerfaget, at det følger med tiden, og at man i 2022 forsøger at tage hensyn til, hvad fx etniske og seksuelle minoriteter føler og hvordan de repræsenteres på lærredet?
- Ja, der er sket meget - og gudskelov for den del!
Jeg ytrede mig dog aldrig om ’hensyn’ i min karriere, men jeg tænkte mit, og jeg ved, at jeg banede vejen med mine roller. Hvis jeg havde inddraget de latterlige hensyn, der hersker i jeres tid, var jeg aldrig blevet den, jeg blev. Jeg var kompromisløs, og det fik jeg da også nogle tæsk for. Men jeg troede på det, jeg gjorde, og hvis jeg skulle have taget hensyn til frøken A’s eller hr. B’s sarte følelser, så var der aldrig blevet nogen film. Eller nogen Die Asta!
