Det er efterhånden en folkesygdom at blive så opslugt af sin telefon eller tablet, at man stort set ikke ænser andet omkring en. Og det kan gå ud over både familieliv, forhold og venner. På din egen tid var drejetelefonen netop ved at slå igennem som det smarteste påhit, og du skrev jo også lidt om ”Telefonhøflighed”. Hvordan oplevede du dengang folks omgang med det nye medie – kunne de styre det?
- I min Takt og Tone, som jeg formoder, De kender, siden De har henvendt Dem til mig, kaldte jeg telefonen for et tyrannisk, men uundværligt hjælpemiddel.
Den blev første gang brugt her i landet i 1877, og mange tænkte ikke på, at den krævede høflighed over for hele tre forskellige personer: den, man var sammen med, da telefonen ringede, den der ringede op, og telefonistinden, der besørgede samtalen.
Værst var det, at folk i begyndelsen forsømte deres pligter over for de nærværende og tillod telefonen at bryde ind i et måltid, i et samvær med gæster eller i en fortrolig samtale. Jeg måtte give mange helt elementære råd: bede vedkommende ringe senere, præsentere sig med navn, når man selv ringede op, sige navnet på den, man ville tale med, ikke snakke for længe og tale venligt til telefonistinden, der besørgede samtalen.
Du blev jo danmarkskendt for dine populære etiketteguides – passer dine råd om takt og tone anno 1918 til en virkelighed anno 2022? Og hvis de gør, hvordan kan det så være?
- Høflighed kræver nærvær. Men hvad De fortæller mig om de sociale medier i Deres tid viser, at nærværsbegrebet har ændret sig. Mange kan i 2022 være nærværende flere steder på én gang. De kan hygge sig med venner, der hver især er optaget af deres mobil, og de kan se TV, mens de læser deres sms. Hvis man vil undgå at såre sine omgivelser, kan man lave aftaler om, hvor og hvornår man må have sin mobil åben.
Men vi bør huske, at etiketter kun er ydre hjælpemidler, al god opførsel kommer indefra. ”Mobilhøflighed” kræver først og fremmest selvrespekt. Bestem selv over Deres nærvær, Deres rum og Deres omgangskreds - lad ikke ”tyrannen” gøre det!
Sidste år viste en undersøgelse fra Børns Vilkår, at 4 ud af 10 småbørnsforældre forsvinder ned i skærmen, når de er sammen med deres børn - hvorfor er det så pokkers svært for os at kontrollere lysten til lige at tjekke mobilen en ekstra gang? Er vi simpelthen for dårligt opdragede?
- Hvad De her beskriver hører til på et andet niveau end ”høflighed”. Det drejer sig ganske enkelt om mangel på eksistentiel prioritering og eksistentielt ansvar. At sætte mobil-samvær højere end samvær med et barn, som måske ikke har set Dem hele dagen er et svigt som menneske.
Ved opdragelse forstår jeg at lære den unge den kunst at leve livet og hermed dygtiggøre ham eller hende som menneske. Og hvordan gør vi så det? Vistnok så godt som ene og alene ved eksemplets magt - sammenlagt med en aldrig svigtende kærlighed.
En ting er skærmvanerne i privaten, noget andet vores rutiner i offentligheden. Har vi et ansvar for, hvordan andre opfatter os, hvis vi f.eks. står og snakker i telefon i supermarkedets kø eller i bussen?
- Jeg har forstået, at folk på offentlige steder ikke generer sig for at tale højlydt om både ligegyldige og meget alvorlige ting. Det er uhøfligt og mangel på selvrespekt at blotte sig på den måde. Men lad Dem endelig ikke ophidse. Som jeg noterede mig i Takt og Tone, har vi mennesker nu engang altid haft en lille kniggende narrebjælde hæftet på os, selv når vi agerer mest ophøjede – Og den, der med et åbent blik kan smile venligt til denne lille klingren, har så meget lettere ved at gå livet igennem.
Tak, fordi du ville lytte og give dine kloge råd, Emma.
- ”Gad”, om jeg må bede, ”Emma Gad”. Selvtak og tak fordi De ville tale med mig.
