Danmark er et af de lande i EU, hvor flest indbyggere dyrker sport på ugentlig basis. Og da det danske herrelandshold spillede EM-semifinale mod England i sommer, så hele 2,2 millioner danskere med. Hvordan skal vi forstå denne sportsfascination?
- Sporten er en af de eneste arenaer i det moderne samfund, hvor det stadig er accepteret at vise og dele store følelser og opføre sig aggressivt - inden for visse rammer.
Ser man på civiliseringen af de vestlige samfund siden middelalderen, har grænserne for, hvad folk opfatter som acceptabel opførsel, ændret sig. At vise vrede, sorg og glæde er gradvist blevet tabuiseret, og i dag har staten monopol på de fleste former for vold.
Men menneskets natur er stadig den samme, og derfor undertrykker vi dagligt nogle helt basale drifter. Sporten er et nødvendigt frirum, hvor det moderne menneske for en stund kan slippe kontrollen – både når vi selv dyrker sport og er tilskuere til den.
Er denne sportsfascination noget nyt? Og havde sporten i så fald samme funktion før i tiden?
- Lige siden de gamle grækere har mennesker løbet, kastet, bokset – og nydt synet af andre, der gjorde det. I antikken var der dog højere til loftet, og brydere sloges i ny og næ lige til døden. Publikum elskede det.
Moderne sport udviklede sig i takt med industrialiseringen, og her opstod et behov for at adskille arbejde fra fritid – og for at oprette et skel mellem, hvad der var tilladt og behov for i og uden for sportsarenaen. Betjening af monstrøse maskiner krævede disciplin, og samfundet forlangte ro og orden. Men på fodboldbanen kunne arbejderne stadig give los og føle sig fri – så længe det var inden for reglerne, selvfølgelig.
Hvordan skal sporten så forstås på et internationalt plan, hvor nationer mødes til enorme stævner og dyster løs i ugevis?
- Sport kan ses som en efterligning af samfundet, som et mikrokosmos, og til store stævner kan nationer manifestere sig over for hinanden under andre vilkår, end det civiliserede samfund normalt ville tillade – en slags krig uden våben, om du vil. I den virkelige verden er magtkampen måske unfair, men på den kolde kanvas udviskes uligheden. Det giver en følelse af fællesskab, af retfærdighed, og kan være med til at styrke vores nationale identitet.
Hvad ville det betyde for vores samfund, hvis vi forestiller os, at f.eks. fodbold og håndbold blev afskaffet, eller reglerne skærpet så meget, at kropskontakt blev forbudt?
- Det er i virkeligheden en helt absurd tanke, for sporten opfylder så mange basale behov – og er opstået og består netop i kraft af denne funktion. Hvilke sportsgrene vi dyrker, og hvilke regler de foregår efter, afspejler altid vores samtid, og hvad vi accepterer. Men fjerner vi den fysiske kontakt eller forbyder hele discipliner, har vi misforstået sportens betydning.
Skulle jeg alligevel tænke tanken til ende, ville mennesket søge mod andre – og måske mere uhensigtsmæssige – måder at få afløb for følelser og drifter. For sporten, kampen og legen har været samfundets sikkerhedsventil i århundreder.
Men burde det ikke være muligt for os i 2021 at opretholde et civiliseret, velfungerende og demokratisk samfund uden at ty til uppercuts i bokseringen og glidende tacklinger på grønsværen?
- Jeg tror nærmere spørgsmålet burde gå på, om det overhovedet er muligt at opretholde vores civiliserede, velfungerende og demokratiske samfund, hvis ikke vi havde sporten? Jeg turde i hvert fald ikke leve i et samfund uden!
