Børneopdragelse er et emne, der jævnligt er oppe til debat. I den forbindelse får såkaldt curlingforældre ofte skyld for, at de overbeskytter og servicerer deres børn til et punkt, hvor det ikke længere er sundt eller hensigtsmæssigt for barnet. Er kritikken berettiget?
Ja, bestemt! Læs blot min bog, Émile – eller om opdragelse, som udkom i 1762.
Hvilket menneskesyn er curlingforældres børneopdragelse et udtryk for?
At de lægger for meget vægt på voksenlivet og for lidt på barnelivet. Sæt nu, at barnet dør forinden? I min tid døde 50% før de blev voksne. Dét gav noget at tænke over. Og hvorfor lade barnet sammenligne sig med andre, før det, ved at lære sine egne behov og kræfter at kende, er modnet til det? Så bliver det enten en tyran eller en slave, som vil dominere eller behage.
Hvem har ansvaret for opdragelsen?
Jeg skelner mellem tre slags opdragere: Naturen, tingene og menneskene. Naturen, altså barnets naturlige udvikling, skal være ledetråd, og barnet skal møde tingenes verden, så det kan gøre sine egne erfaringer. Hvordan skal børn udvikle medfølelse uden at kende til lidelse, og fornuft uden at have erfaret – og udviklet forståelse, dømmekraft og principper? Opdragelse ved mennesker risikerer derimod at være for vilkårlig, fordi den kan fylde barnet med tvivlsomme forestillinger, og tanker og følelser det endnu ikke er modent til.
Barnet skal ikke lære at stræbe efter andres anerkendelse. Det skal stole på sig selv.
Meget forskning tyder faktisk på, at de børn, der får hjælp, støtte og anerkendelse af deres forældre, klarer sig bedst både socialt og fagligt senere hen i livet. Hvad siger du til det?
Barnet skal ikke lære at stræbe efter andres anerkendelse. Det skal stole på sig selv. Det skal have en ballast, så det sættes i stand til at kunne leve i et hvilket som helst samfund, og under alle omstændigheder, med sig selv i behold. Vi kender jo ikke fremtiden, som det skal leve i.
Hvordan ser den perfekte børneopdragelse ud i din verden?
Barnet skal have tid til at udvikle og forstå sine sanser, og hvad de kan bruges til. I 12-15-årsalderen skal det til gengæld erhverve sig en vidunderlig mængde kundskaber via systematisk iagttagelse af relationer. Barnet skal ikke studere videnskaber, det skal selv opfinde dem ved at spørge til årsager. Lad barnet finde svarene!
I puberteten risikerer barnet, at dets naturlige kærlighed til sig selv slår om i en mere egoistisk version præget af forfængelighed og misundelse. Men det barn, der har erhvervet fornuft og medfølelse og undrer sig over livets store spørgsmål, har nu evnen til at forholde sig til andre og samtidig – kritisk – være modtagelig over for nye anskuelser. Husk på, at det menneske, jeg vil opdrage, ikke ender med problemløst at passe sammen med verden, som den er. De love, som mit ideale barn skal styres af, findes i dets hjerte, og ikke i de konventioner, som samfund altid bygger på.
