I de seneste år har vi ofte erfaret, hvordan konspirationsteorier kan påvirke hele samfund. Under den globale covid-19-pandemi har mange f.eks. nægtet at lade sig vaccinere. Hvad tænker du som videnskabsfilosof om denne tendens? Og hvad kendetegner egentlig en konspirationsteori?
- Er verden virkelig ikke kommet videre? Hvis vi skal forstå verden og samfundet omkring os, er vi nødt til at gøre det på baggrund af rationel, videnskabelig indsigt. En sådan indsigt har netop givet os vacciner til at bekæmpe denne forfærdelige pandemi!
Konspirationsteorier kan genkendes på, at de forstår udvalgte begivenheder som en serie af planlagte hændelser: Der er en intention bag alle ubehagelige oplevelser, og de har ét fælles ophav. Moderne konspirationsteorier antager f.eks. ofte, at en magtfuld økonomisk eller politisk elite styrer verden. Denne opfattelse adskiller sig reelt ikke meget fra religiøses tro på guddommelige kræfter eller visse menneskers hang til totalitære ideologier – og til tider kan det derfor være svært at skelne mellem dem.
Hvordan adskiller konspirationsteorier sig så fra rigtige videnskabelige teorier?
- Teorier skal kunne falsificeres, dvs. de skal i princippet kunne være forkerte. Den videnskabelige proces går derfor i høj grad ud på at forsøge at modbevise teorier, og en stærk teori er kendetegnet ved, at den kan modstå falsificering. Konspirationsteorier kan sagtens modbevises – det gør rigtige videnskabsfolk faktisk hele tiden.
Men konspirationsteorierne vender de videnskabelige principper på hovedet. Når vaccine-skeptikerne f.eks. postulerer, at Covid-19 er skabt af en hemmelig elite i medicinalindustrien, og WHO afviser denne påstand, betragter de reaktion som et klokkeklart bevis på, at de har ret. I stedet for tilpasse teorierne, når de viser sig at være forkerte, ser de kritikken som et bevis på konspirationens rigtighed. Derfor vil en konspirationsteori kun vokse ved modstand og blive endnu mere skudsikker for den, der tror på den.
Men hvis teorier altid skal formuleres så de kan tilbagevises – kan vi så nogensinde vide noget med sikkerhed?
- Viden er konstant til forhandling, og ingen bør regne med andet end midlertidige sandheder! Ønsker man at skabe nye videnskabelige fremskridt, vil der i sagens natur altid være en risiko for, at man må revurdere sine indsigter – hvis man altså orker at blive klogere, selvfølgelig.
Er konspirationsteorier et demokratisk problem?
- Ja! Trump, QAnon, fake news og The Great Reset er hverken gode for samfundet eller for vores forståelse af det. Og det værste er faktisk, at konspirationsteorier tilsyneladende er blevet en helt normal måde at tænke på blandt store dele af befolkningen – og en helt legitim måde at udøve magtkritik på. Tilhængerne føler sig negligerede og undertrykte og finder trøst i pseudovidenskabelige idéer – i et fællesskab, der påstår at agere samfundets vagthund.
Historisk set har man haft god grund til at frygte magtmisbrug, men konspirationsteoretikere jagter spøgelser – og er både anti-rationelle, anti-videnskabelige og anti-demokratiske. Vores åbne samfund er derfor i fare for at blive overtaget af folkeforførere, der kan true demokratiet. For hvordan skal man opretholde et velfungerende videns- og retssamfund, hvis forståelsen af viden gradbøjes og ingen længere stoler på hinanden?
Konspirationsteoretikere har jo før haft ret i deres antagelser – er de ikke bare lidt bedre end os andre til at bruge deres kritiske sans?
- Absolut ikke! Den kritiske sans kræver, at man er rede til at anfægte sit eget teoretiske og empiriske udgangspunkt. Er man ikke det, bedriver man pseudovidenskab.
