Vi er lige gået ind i en måned, der ikke ligner de andre. Julemusikken kører i ring, grantræer pyntes og placeres i stuen, voksne klæder sig ud som nisser og julemænd. Hvordan skal vi forstå alle disse juletraditioner?
- Julen er lige netop dét, den ligner – et karneval! I middelalderen og renæssancen var karnevallet en uundværlig anledning til at lette trykket for al den undertrykkelse, alle de påbud og forbud, der holdt de fleste nede til hverdag. Under karnevallet blev alt vendt på hovedet – fattig og rig skiftede plads, mænd og kvinder skiftede køn og roller, og narren blev kronet til konge.
Men festen er også en mere grundlæggende kulturform. Altid og overalt har vi mennesker festet, og når vi gør det, udtrykker vi et bestemt syn på livet. Fester er forbundet med tiden, med menneskelivets faser, årets rytme og historiens gang. Jul betyder jo ”hjul”, og i denne solhvervsfest fejrer vi årets genfødsel, overgangen fra mørke til lys, og glæder os til den frodige, frugtbare sommer.
Julens frække elementer af forførende folkelighed var en torn i øjet på både kirkelige og verdslige autoriteter. Troende og moralister har i århundreder ført en hård kamp mod jordiske juleglæder.
Når voksne bliver som børn igen og klæder sig ud som julemænd, og vi overøser hinanden med gaver, fråser i julemad og driller, drikker og danser, er det et udtryk for julens rebelske karnevalskarakter. For julen sætter os fri af tiden, hverdagen og vores vanlige roller i et særligt sansemættet overdådigt samvær – og giver os mulighed for en helt ny begyndelse!
Havde folk før i tiden samme behov for at klæde sig ud, synge sammen og mæske sig i marcipan ved juletid?
- I gamle dage var arbejdsdagen trist og slidsom, men i årets løb var der utallige festdage. Nogle steder var helt op til en tredjedel af året afsat til gak og løjer! Og særligt til jul kunne folk skeje ud med både julebukke, frimodige lege og løssluppen stemning – og hylde julens forening af oldgamle folkelige frugtbarhedsritualer og kristne forestillinger.
Men julens frække elementer af forførende folkelighed var en torn i øjet på både kirkelige og verdslige autoriteter. Troende og moralister har i århundreder ført en hård kamp mod jordiske juleglæder og søgt at gøre julen til en tam affære. Og hvor har de dog haft stor succes!
Det er jo ikke alle, der er lige store tilhængere af decembers juletamtam. Men hvad ville der egentlig ske, hvis vi fjernede alle julefejringer og -traditioner?
- Der har altid eksisteret latter- og festfjendtlige folk, som har besmykket deres julemodstand med alle mulige gode formål.
Julen som en utopi om fred, gavmildhed, rigelighed og omsorg har ganske vist sit vrængbillede i kommercialisering, trivialisering og julestress, i konkurrencen om julepynt og overbud af gaver. Men det ville være fattigt at undvære den største fest, vi fejrer sammen. Julefestens budskab er godt nok. Den forener børn og voksne, ånd og krop, fejring af tiden og fristed fra den, julespøg og ærefrygt for livets mirakuløse fornyelse.
