I morgen aften fejres Skt. Hans over hele landet med knitrende bål og tusinde taler i en markering af overgangen til de længere nætter – og for de fleste er din Midsommervise et fast indslag på sangarket. Men hvorfor er denne aften egentlig så speciel, at vi stadig føler behov for at samles og stå tæt i bålets skær?
- Bålet er lidenskaben, sommerens koglerier, de lyse nætter og de skjulte drifter! Inde i bålet er vores brusende længsler. Dét er det egentlige. Faktisk er det en gammel hedensk skik, som senere er blevet blandet op med kristne forestillinger, men ingen tænker på den slags længere.
Min ven Krøyer malede engang et stort Sct. Hans-billede fra vores elskede kunstnerkoloni i Skagen. Men ser man efter, vil man bemærke, at fællesskabet om bålet kun består i, at vi alle står tæt. Det er afstanden, der er det vigtige – for vi var ikke sammen! Vi ser kun den samme vej, nemlig på ilden, på bålet. Vores blikke er indadvendte. Hver især drømmer vi om et liv, hvor vores inderste ønsker kan udfoldes frit uden bindinger af forkvaklet moral og snævre sociale interesser.
”Vi vil fred her til lands”, synger vi i Midsommervisens sidste strofe. Der var jo ikke krig i Danmark i 1885, da du skrev sangen, og er det heldigvis heller ikke i 2022. Hvilken ’ufredens ånd’ taler du om – folketroens frygt for aftenens onde kræfter? Og er det ikke lidt dystert at bruge så meget plads i en sommerfestsang på frygt, galde og golde hjerter?
- ”Ufredens ånd” er netop den forkvaklede moral og de snævre hensyn, men den er mere end det. Den er også det giftige ugræs udefra, alle de store kræfter - røgen fra de fremmede lande, som jeg skrev om i ”Engelske Socialister”, mit berømte digt - alt det, vi ikke kan gøre noget ved. Corona og kolera, despoter og galninge, krig og katastrofer, fejlslagen politik og ødelagte liv – alt det, der gør hjerterne fortvivlende kolde, og stadig gør det i dag!
Men vi drømmer jo om alt det modsatte - og under den overfladiske fejring, under aftenens fadøl og affaldsafbrænding, er det netop dét, vi alle har brug for at gøre i denne midsommernat. Vi søger læ fra stormene, holder hvile fra kampene, de indre såvel som de ydre! For dybest set vil vi fred her til lands - og i flammernes skær glemmer vi vreden, naget, og spejler vores drømme og håb i ønsket om forsoning med verden – og os selv.
Midsommervisen blev jo skrevet i en tid, hvor nye klasser voksede frem og ville have magt og indflydelse og hvor kærligheden til fædrelandet spillede en rolle. I dag er der næppe nogen, der tager ordet ’fædrelandskærlighed’ i deres mund. Nu taler vi højst om os danskere og mener nogle, der har et fællesskab af særlige værdier. Er det dem, det handler om, når vi i dag synger din gamle vise?
- Når visen stadig synges, hvilket jo glæder mit gamle hjerte, er det fordi den taler til og fra evigheden - uagtet skiftende syn på Gud, konge, fædreland og almindelige menneskers almindelige liv. Og vi vil sikkert blive ved med at synge den, for temaet binder os sammen og er evig aktuelt!
Alle familier, samfund og nationer har jo til hver tid sine helte og foretrukne forestillinger, som det har sine skurke, hekse og onde idéer. Alt det onde ønsker vi at udrydde fra vore midte og sende til Bloksbjerg, så vi kan leve i fred og fordragelighed med hinanden og os selv – og få vores inderste ønsker opfyldt. Derfor binder vi krans og brænder bål i aften, derfor synger vi Midsommervisen!
