Forskningsfriheden på de danske universiteter er jævnligt til debat. F.eks. har visse politikere kritiseret grene af det danske forskningslandskab for at være aktivistisk – og påpeget, at Folketinget burde gribe ind. De var jo fortaler for, at universiteterne skulle have fuldkommen forskningsfrihed. Hvorfor er det så vigtigt, at forskningen er fri?
-Jeg kender ikke disse folkevalgte, men noget tyder på, at de helt har misforstået videnskabens væsen. Videnskab er altid aktivistisk, altid på farten, altid nysgerrig! Og den udvikler sig gennem evig kritik og selvkritik.
Det universitet, jeg var med til at grundlægge i Berlin i 1810, var selvfølgelig finansieret af staten – andre penge fandtes jo ikke – men vi lagde vægt på, at den skulle blande sig så lidt som muligt. Et universitet skal styre sig selv! Nu har I vist megen privat finansiering, men det har ikke gavnet friheden, så vidt jeg kan se.
- Man taler jo i dag om, at vi lever i et videnssamfund, og aldrig før har så mange fået en længerevarende uddannelse. Er det høje uddannelsesniveau, der ofte fremhæves som noget positivt, fordi det giver os kompetencer i den internationale konkurrence, ikke en positiv udvikling?
- Er det ikke bare statistik? Er vi virkelig blevet så meget klogere? Se på verden! Et ord som ’kompetencer’ – eller ’forskning’, som De brugte før – er jeg skeptisk overfor, de lugter for meget af praktisk problemløsning, projekter og den slags. Det skal til, men videnskab er meget mere. Bl.a. overvejelser over ”evige” spørgsmål, som ikke har nogen løsning, men måske udvikler en bestemt holdning - som så fører til bedre praktiske løsninger end den snævre kompetencedyrkelse.
Den holdning kaldte jeg ”Bildung”, dannelse, udvikling af personligheden. Den er det lys, der kommer fra fortidens tanker, en evig ild. Men den skal holdes ved lige, der skal nyt brænde på hele tiden, nye tanker, nye idéer. Og så skal der undervises! Professorerne skal ikke bare skrive bøger og artikler – de skal lære fra sig. ”Professor” betyder lærer.
Og kom ikke og sig, at det bare er humanistisk snak. Min bror Alexander er en stor naturvidenskabsmand, og han er helt enig med mig.
Men hvilken rolle og indflydelse bør universiteterne så overhovedet have i samfundet anno 2022, hvis det hele handler om personlig dannelse?
- Den rolle, der tilkommer dem i kraft af kvaliteten af det, der foregår. Så simpelt er det. Og det handler jo ikke kun om personlig dannelse, som De siger. Der er ikke noget galt i kundskaber, dannelsen kan ikke finde sted uden dem! Men de skal integreres i en stadig større horisont, ellers bliver de til fagidioti.
Universiteter skal ikke servicere, de skal inspirere!
- Der skal jo mange midler til at finansiere forskning, og både den nationale og internationale konkurrence er enorm. Verden er kompleks og global. Er det ikke lidt for idealistisk – og måske ligefrem lidt naivt – at forvente og forlange i 2022, at forskernes praksis skal følge fjerne idealer fra 1810, hvor verden immervæk var ganske anderledes skruet sammen?
-Nonsens! Hvis idealerne går tabt, kan vi jo lige så godt pakke sammen. Så kan det hele være ligemeget, og man kan for min skyld overlade det hele til jeres højtbesungne kunstige intelligens. Næ, det handler om indsigt og klogskab og, nåja, visdom. Det har det altid gjort, og det vil det altid gøre! Sande videnskabsfolk ”konkurrerer” ikke – de søger sandhed sammen. De taler om midler, jeg taler om mål. Hvis midlerne bliver til målet, er fanden løs – og det er han nok allerede …
