De politiske spændinger er lige nu enorme i USA – det samme er den sociale ulighed og den økonomiske krise gør bare ondt værre. På din tid var fattigdom, polarisering og racekonflikter faktisk et endnu større problem – og alligevel formåede I at komme videre. Hvilken rolle spillede populærkulturen i brobygningen? Og er der alligevel håb for USA i dag?
- Nu var jeg jo bare en entertainer nede sydfra – og jeg lærte tidligt at undvige den slags farlige spørgsmål!
Men jo, jeg voksede selv op i USA’s skyggeside. Da jeg var barn, røg far to år i tugthus for at forfalske en løncheck, og mens mor knoklede på fabrik, blev jeg passet af andre. Rock’n’roll-musikken blev min billet ud af fattigdommen – og ud af de slidte blå jeans, der for mig betød hårdt, fysisk arbejde.
Dengang, i 1950’erne og 1960’erne, kom mange ud af den værste fattigdom og sorte og hvide nærmede sig hinanden – først i musikken, så i samfundet. Men fjendskabet steg på ny, da Martin Luther King blev myrdet i foråret ’68.
Jeg var rystet og sang derfor på tv en hyldestsang til Kings drøm om et bedre USA: If I Can Dream. Og når jeg gennem hele min karriere sang hen over skel mellem hvid og sort musik, det religiøse og det sekulære, det fattige og det fine, ville jeg vise, at vi kunne mødes i fred og forsoning.
Musikkens måske vigtigste opgave er at styrke håbet om en lysere fremtid – ikke mindst, når vi står blændet midt i mørket!
Men hvad er det musikken kan, som f.eks. økonomiske hjælpepakker ikke kan? Har musik, og måske kunst i det hele taget, ligefrem et særligt freds- og forsoningspotentiale midt i en krisetid?
- Musik kan bringe os sammen! Den er ligeglad med hudfarve, køn, politisk observans og status, den ønsker kun at skabe et fællesskab gennem sang og dans. Musik løser naturligvis ikke alle problemer – men uden musik løser vi ingen!
Da jeg i 1971 skulle modtage en pris, mens stridighederne buldrede i mit moderland, gjorde jeg ordene i den gamle evergreen Without a Song til mine: ”Uden en sang ville dagen aldrig få en ende / Uden en sang ville mennesket aldrig få nogen ven / Uden en sang ville vejen aldrig dreje.”
Musik kan gøre vores verden bedre her og nu, mere nuanceret og farverig. Den kan gøre os til bedre versioner af os selv. Derfor sang jeg - og derfor må verden holde fast i at gøre det samme!
Men blev du egentlig ikke selv ret populær ved at provokere og spille lidt på samfundets forskelligheder? Du fik i hvert fald en stor del af den gråkonforme kristne middelklasse op på barrikaderne med dine hoftevrid og rhinstensbeklædte jumpsuits – til stor begejstring for de vredes børn.
- Jo, men ligesom sorte og hvide amerikanere skulle kunne leve sammen uden at blive grå, måtte de unge også kunne være unge uden at ligne kedelige kopier af deres forældre. Der skulle være plads til at mærke, at livet kunne være anderledes, sjovere og mere frit!
Det trængte de unge til. Og det trængte jeg selv til. Derfor var det ikke rigtig et valg for mig – jeg kunne simpelthen ikke optræde anderledes! Og når teenagerne kunne lide, hvad de så og hørte, var der jo ingen grund til at stoppe!
I løbet af 1960’erne og 70’erne opstod en decideret protestbevægelse, der ret kras kritiserede bl.a. Vietnam-krigen, racelovgivningen og kapitalismen. Du tog teten op – men igen på din egen facon, da du optrådte i en Stars and Stripes-udsmykket heldragt. Hvorfor gjorde du det? Og ville det gå an i dag, hvor splittelsen måske også næres af en ret aggressiv patriotisme?
- Jeg ville være stolt af at være amerikaner! Jeg ønskede et Amerika, der levede op til det, det burde være: Et åbent land med plads og virkelige muligheder for alle grupper af mennesker. Derfor forsøgte jeg at råbe det gode Amerika ud over hele verden.
Det tror jeg stadig er nødvendigt - skammer vi os, lammer vi os! De folk, der i protest brændte Stars and Stripes af under Vietnamkrigen, forbandt udelukkende landet med dem, der førte unge amerikanske mænd i krig og ødelagde dem en for en!
Men USA har aldrig kun været krigsherrernes land, eller for dem, der råber højest! Det tilhører heller ikke kun de hvide, rige amerikanere, der vil gøre alle andre tavse. Det tilhører os alle – og hvem kan inderligt hade den mand eller kvinde, som man netop har sunget og danset tæt sammen med? Rock’n’Roll kan, hvis vi ønsker det, bygge bro mellem mennesker!
