Regeringen præsenterede i september et udspil, der skal få færdiguddannede akademikere hurtigere i arbejde. Ved lanceringen sagde statsminister Mette Frederiksen, at vi skal ”aflive den sejlivede myte om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde.” Hvad mener du om den udtalelse?
- Det er ikke myten om det lystbetonede arbejde, der er sejlivet, men snarere opfattelsen af arbejdet som en pligt. I mit arbejde om den protestantiske etik skildrede jeg, hvordan netop den tankegang opstod allerede i 1500- og 1600-tallet.
Puritanerne arbejdede hårdt, fordi de var bange for Helvede. I dag arbejder mange hårdt, fordi de er bange for at komme i Ribers kartotek.
- Dengang var udgangspunktet religiøst: Protestanterne – især puritanerne, der ikke var påvirkede af Luther, men af Calvin – var umådelig bange for at komme i Helvede. Efter opgøret med katolicismens dogmer kunne man ikke længere købe sig fri fra synd, eller undgå fortabelsen ved alene at føre et godt liv. Men de fandt frem til, at man i det mindste kunne holde frygten for evig fortabelse på afstand ved at arbejde så vedholdende og så disciplineret som overhovedet muligt. De så det som en religiøs pligt at slide og slæbe, måske endda som et kald.
Påvirker den protestantiske eller puritanske kaldsetik stadig vores tænkning i dag?
- I høj grad – men det har ikke længere en religiøs baggrund. Op mod vor tid har religionen jo mistet det meste af sin magt over sindene. Vi er blevet et sekulært samfund. Alligevel er opfattelsen af arbejdet som en pligt blevet tilbage som en slags genfærd af de oprindelige religiøse normer. Det er sikkert den opfattelse, Mette Frederiksen appellerer til. At man ser sit arbejde som en pligt eller et kald, betyder jo ikke nødvendigvis at man er særlig glad for det.
Du mener altså, at den protestantiske arbejdsmoral lever videre, selv om vores samfund er blevet sekulariseret. Hvordan kan den det?
- I det økonomiske system som vi i dag er en del af, er det nødvendigt at arbejde hårdt og disciplineret for overhovedet at overleve. Det moderne menneske er spændt ind i dette kapitalistiske system og må følge dets logik. Arbejdsmoralen er altså den samme, selv om baggrunden for den er en helt anden. Puritanerne arbejdede hårdt, fordi de var bange for Helvede. I dag arbejder mange hårdt, fordi de er bange for at komme i Ribers kartotek.
Påvirker den også, hvordan vi taler om arbejdsmarkedet og nyuddannede?
- Nøgternt betragtet har regeringens forslag jo til formål at få nyuddannede akademikere tidligere ud på arbejdsmarkedet ved at udsætte dem for et kontant økonomisk virkemiddel. Men Mette Frederiksen har sikkert set sin fordel i også at bruge formuleringer, der lyder lidt mindre kontante og lidt mere moralske, og som for mange er et ekko af den velkendte, sejlivede protestantiske arbejdsetik - økonomisk tvang pyntet op med arbejdsmoral.
Hun har nok også ret i, at der hos mange unge akademikere er en forestilling om et "drømmejob". Men under de barske vilkår i det moderne samfund forbliver "drømmejobbet" ofte netop det: En drøm.
