Krigen raser i Ukraine, Sverige og Finland vil ind i NATO, og europæiske statsledere taler om militær oprustning og mobilisering – også de danske. Du levede i en tid, hvor stormagterne raslede med sablerne, og flere af dine værker handler da også om krig og fred. Hvad har vi misforstået, siden vi nu, mere end 100 år efter din død, igen sidder i krig til halsen?
- Jeg kan forstå, at Krim endnu engang er centrum for en militær storkonflikt. Så bedrøveligt, men ikke overraskende. Dét er til gengæld jeres tåbelige ageren. Trods flere verdenskrige har I intet lært om krigens nedværdigende natur!
Siden min død har det teknologiske fremskridt tilsyneladende været lige så enormt, som jeres åndelige udvikling har været minimal. I er jo ikke blevet en tøddel visere, men har blot fundet nye mere effektive måder at slå hinanden ihjel på. Og hvad er meningen med at opruste, når I allerede har nok våben til at udslette jer selv?
Krig er et blodigt, kaotisk, meningsløst vanvid, som under ingen omstændigheder kan forsvares – uanset hvad magtsyge magthavere ellers måtte hævde!
Men kan der ikke opstå situationer, hvor man er tvunget til at opruste og mobilisere for at forsvare sig selv og hjælpe andre? Du deltog jo selv som artilleriofficer under Krim-krigen i 1850’erne, hvor I, tsarens soldater, kæmpede for at beskytte regionens ortodokse kristne.
- Vi kæmpede bestemt ikke for regionens ortodokse kristne! Vi skød og dræbte uskyldige på vegne af en korrupt magtelite i Skt. Petersborg, der ville cementere sin udenrigspolitiske position. Det var et bedrag – og det opdagede jeg alt for sent.
Magtmennesker kan altid finde på grunde til at opruste og gå i krig. Forsvar fædrelandet, forsvar troen, forsvar demokratiet, forsvar kvinder og børn. Forsvar Gud. Som om den Gud, der frivilligt døde på korset, nogensinde kunne forlange, at man skulle slå ihjel i hans navn! Der er ingen grænser for, hvilke løgne eliten vil sprede for at puste til hadets flammer og ofre ungdommen på slagmarkens alter!
Kloge folk som Carl von Clausewitz og Immanuel Kant har sagt, at freden er krigens mål. Er det ikke utopisk at tro, at man kan nøjes med at vende den anden kind til, mens naboen bare slår hårdere og hårdere – og kan det ikke resultere i endnu mere ulykke og ufred for uskyldige civile?
- Det kan de da mene lige så meget det vil! Jeg er ligeglad med, hvad to prøjsiske filosoffer mener om krigens formål. Jeg er kun interesseret i dens virkning; og den er altid mere krig.
Ville du tænde en fakkel og kaste den ind gennem hoveddøren på et brændende hus? Nej, du ville fylde en spand med vand, for du ved, at ild ikke kan slukkes med ild, men kun med vand. På samme måde er det selvindlysende, at krig kun kan stoppes af fred, ikke endnu mere krig.
Og freden virker!
I mine sidste leveår havde jeg f.eks. en korrespondance med en ung, indisk jurist, Mohandas Gandhi, var hans navn. Han var meget fascineret af mine skrifter, og turde tro på pacifismens magt. Freden er den modiges disciplin, krigen er kujonens.
Krigen er et enormt, altfortærende bål, som ender med at æde os alle, hvis ikke vi lægger faklerne fra os og griber spandene.
- Du var født ind i den adelige og velhavende Tolstoj-slægt, men gennemgik sent i livet en religiøs krise og endte med at fornægte gods og guld og leve som en fattig bonde. Hvorfor gjorde du det – og spillede tidens krigsdans og koloniale kanontorden en rolle i din beslutning?
- Jeg forstod pludselig sandheden i Evangeliet og buddet om at elske sin næste, som sig selv. Har man først forstået dét, kan man aldrig slå et andet menneske ihjel. Da indser man, at magthaverne kun har til hensigt at så splid mellem mennesker med alle deres djævelske løgne om nationale, religiøse og etniske skel!
Der findes kun ét fællesskab, nemlig det, som bygger på ægte næstekærlighed mellem alle mennesker. Og dét fællesskab ligger som en impuls i os alle!
Derfor kan krigen fløjtes af, hvis blot én enkelt magthaver tør stille sig op, tilgive sin fjende og med tårer i øjnene række ham hånden. En så storslået handling vil berøre alle så dybt, at ingen fremover vil bekrige hinanden.
Men indtil vi tror på, at freden faktisk er mulig, er vi tvunget til at gentage de samme fejl. At krigen er nødvendig, og freden uopnåelig, er måske den største løgn, menneskeheden nogensinde har fortalt sig selv!
