Langt størstedelen af landets kommuner mangler plejepersonale til omsorgsfagene. Nogle mener, at løsningen er mere velfærdsteknologi, f.eks. robotter i hjemmeplejen. Du var jo teolog og skrev meget om etik og om at drage omsorg for medmennesket. Hvad synes du om idéen med at udskifte de ’varme hænder’ med robotternes version?
- Robotter til omsorgsopgaver, er det virkelig kommet så vidt med teknologien og vort samfund?
I min tid var den slags påfund mest noget vi kendte fra science-fiction, selvom visse IT-kyndige og rumforskere undertiden frembragte nogle ganske avancerede maskiner, som de kaldte for robotter. Men de så jo skrækkeligt farlige ud.
Er det virkelig den slags monstrøse jernklodser, der nu skal erstatte menneskehænder i plejen af dem, der har allerstørst behov?
Bare rolig, vi er kommet en del videre i udviklingen af robotter. Alt efter formål i hjemmeplejen kan de nu gøre rent og styre medicinindtag, agere små nuttede kæledyr eller samtale med patienten i menneskeform. Er det ikke et fremskridt, at robotterne i dag kan hjælpe os med at drage omsorg for landets ældre?
- Det er måske fremskridt, i hvert fald hvad angår menneskets opfindsomhed – men de kan umuligt yde den ægte omsorg for næsten, som det påhviler os at udføre! Og det lyder unægtelig som om, I bruger robotter til at udlicitere og automatisere omsorgen for samfundets svageste; som om robotterne udfører en art moralske erstatningshandlinger, der skal godtgøre jeres omsorgssvigt.
På dét punkt kan jeg ikke kalde udviklingen for et fremskridt! Det bekræfter jo blot dét, jeg har gjort gældende i hele mit forfatterskab: At mennesket, jeg selv inklusive, til alle tider har vanskeligt ved at efterleve det ansvar over for næsten som følger med tilværelsen.
Livet er os skænket, vi modtager det ufortjent, og derfor er vi altid under en fordring om at tage vare på de mennesker, der udgør vores tilværelse – uanset, om vi kan lide dem eller ej. Og det ansvar kan vi ikke løbe fra med selv det nyeste teknologiske påfund.
Et andet centralt begreb i dit forfatterskab er de suveræne livsytringer, f.eks. tillid og barmhjertighed, der kan opstå som spontane tilskyndelser i mødet med et andet menneske. Ret meget forskning peger dog faktisk på, at mennesker også spontant føler empati og ansvarsfølelse for robotter. Ændrer det på den etiske forpligtelse mellem robot og menneske?
- Det er vigtigt at forstå, at suveræne livsytringer ikke er identiske med vores følelser. Hvis de var det, ville den slags ytringer jo være vores egne frembringelser, og ikke noget, der kom spontant til os udefra.
I tilliden eller barmhjertigheden sætter livets egen godhed sig igennem, og bevæger os til at handle i spontan næstekærlighed – det må vi ikke modsætte os, når det gælder mennesker. Men sympati for en maskine, om det så ligner et menneske eller et kæledyr, afføder altså ikke et etisk ansvar over for den og dens velbefindende.
Men betyder det, at du ville foretrække et samfund, hvor robotter igen var forvist til rumprogrammer og mørke universitetskældre? I dag er den slags teknologi, bl.a. kunstig intelligens, allerede så sammenviklet med alle aspekter af vores hverdag, at vi dårligt kan forestille os en tilværelse uden.
- Jeres robotter og den nymodens teknologi kan formentlig tjene mange gode og måske endda ædle formål rundt om i samfundet, også i hjemmeplejen. Men som jeg skrev i 1981, så er faren ved nye teknologiske påfund at de overfodrer vores behov og dermed skaber nye, kunstige behov, som skygger for eller afleder os fra vores forpligtelse på medmennesket.
Teknologi opfinder behov som ingen tidligere drømte om at have, men som vi nu med den største selvfølgelighed forlanger at få tilfredsstillet. Pludselig har man f.eks. behov for omsorg fra robotter, og nogen føler åbenbart en gensidig ansvarsfølelse over for dem.
Men husk på, at robotter, uanset deres udseende og vores fascination af deres evner, blot er en samling sjælløse komponenter og intet andet – og en sådan maskine kan aldrig erstatte det enkelte menneskes ansvar for sin næste!
