Når vi tænker på Amazonas, forestiller de fleste sig nok et enormt, smukt og frodigt vildnis, og ikke et sted med tæt beboelse, terrasser og kæmpe bygninger. Men nu har en gruppe arkæologer opdaget en række antikke bosættelser af netop den kaliber i Amazonbassinet – og det kan faktisk være godt nyt for regnskovens beskyttelse. Det skriver Nature.
Der har levet mennesker i Amazonbassinet i omkring 10.000 år. Men i forskerkredse har man ofte antaget, at de overlevede i junglen i små nomadestammer og uden at præge omgivelserne nævneværdigt. Men mere og mere forskning tyder på, at den antagelse er helt i skoven.
Tidligere forskning havde tydet på, at der i det sydvestlige hjørne af Amazonbassinet i Bolivia måske kunne gemme sig resterne af noget stort. Derfor fløj en forskergruppe fra bl.a. Deutsches Archäologisches Institut og University of Bonn hen over området, og ved hjælp af Lidar – en laserteknologi, der kan bruges til at genere 3D-kort over en sværttilgængelig jordoverflade – lykkedes det dem at optegne konturerne af 26 forskellige bosættelser med over 1500 år på bagen. Og kompleksiteten i de hedengangne byer var enorm.
Studiet – der blev publiceret i Nature – afslører tætbefolkede bykerner, solidt murværk, brede terrasser, der hævede sig seks meter over overfladen, en 22-meter høj konisk jordpyramide og et omkransende vejsystem, der var flere kilometer langt. Byerne formodes at have været hjemsted for den mystiske Casabre-civilisation, der af endnu ukendte årsager forsvandt omkring år 1400.
Ifølge Eduardo Neves, arkæolog ved University of Sâo Paulo, som ikke deltog i studiet, kan denne slags opdagelser nuancere vores forståelse af områdets civilisationer før europæernes ankomst – de var ikke blot nomader, men imponerende bygherrer.
Samtidig håber Neves, at en større interesse for Amazonas’ arkæologi kan medføre en bedre beskyttelsespolitik over for de områder af junglen, der dagligt ødelægges af skovhugst og landbrugsopdyrkning. For når maskinerne buldrer, truer de ikke kun skovens fremtid, men hele vores fælles fortid.